Læsetid: 5 min.

Albaniens præsident: Konflikten destabiliserer hele regionen

24. februar 1999

Albanerne lægger interne stridigheder til side for at demonstrere støtte til Kosovo-albanerne

I Albaniens hovedstad Tirana har man for at vise national enighed begravet stridsøksen. Regeringspartierne i den socialistiske koalition under premierminister Pandeli Majko demonstrerer sammen med oppositionen til støtte for Kosovo.
I weekenden samledes 7-8.000 mennesker på den centrale plads i hovedstaden, for at give udtryk for støtte til albanere i Kosovo.
Efter grundlæggelsen af Albanien som stat i 1912 forblev store grupper af albanere udenfor grænserne.
Under Enver Hoxha, som var ved magten fra 1944 til sin død i 1985, var Albaniens syn på Kosovos status præget af tilbageholdenhed. Det lå ellers ikke for Tirana at spare på krudtet i propagandakrigen mod Titos Jugoslavien, men skyldtes Anden Verdenskrig.
Italienerne besatte Albanien langfredag 1939 og fortsatte sin fremrykning på Balkan med at angribe Grækenland og ved at besætte Kosovo. Både under den italienske og den efterfølgende tyske besættelse omfattede Albanien også Kosovo. Når Albanien tøvede med at omtale Kosovo som en del af Albanien, skyldtes det at et Storalbanien historisk var synonymt med den fascistiske periode.
Modstandsbevægelsen i Albanien udgjordes både af de kommunistiske og borgerlige partisaner. Begge håbede principelt, at et frit Albanien også ville omfatte Kosovo. Men de kommunistiske partisaner med Enver Hoxha i spidsen stod med det problem, at de havde bekæmpet besættelsesmagterne sammen med Titos partisaner, hvoraf mange - især serbere - ikke ville give Kosovo-albanerne national selvstændighed selvom det var blevet lovet på en konference i Bujko.
I 1945 fraveg det jugoslaviske kommunistparti, som før krigen havde godkendt Kosovos tilbagevenden til Albanien, sit løfte om at respektere de etniske albaneres ret til selvbestemmelse. Udover pres fra de serbiske kommunister var løftebruddet en slags straf fordi fascisterne stod stærkere i Kosovo end noget andet sted i Jugoslavien. I kølvandet på Tito-partisanernes sejr blev en større anti-kommunistisk opstand slået ned i vinteren 1944-45.

De facto anerkendelse
I de første år efter Anden Verdenskrig rådede der yderst venskabelige forbindelser mellem Jugoslavien og Albanien. I praksis anerkendte Albanien, at Kosovo var en del af Jugoslavien. I Tirana frygtede man snarere, at Albanien selv ville blive opslugt som en syvende republik af den jugoslaviske storebror i kølvandet på de mange og stærkt integrerende økonomiske forbindelser mellem de to nabolande.
Fra albansk side stillede man i perioden 1946-90 ikke territorialkrav og indskrænkede sig i stedet for til verbalt at udtrykke samhørighedsfølelsen.
Indførelsen af et pluralistisk demokrati i Albanien fra årsskiftet 1990-91 gav plads til, at man nu i Albanien kunne udtrykke samhørighedsfølelsen med Kosovo-albanerne. Det var - og er fortsat - en mulighed, som man ikke var sen til at udnytte i populistiske forsøg på at vinde vælgere i det nyetablerede, spinkle demokrati. Som det dominerende oppositionsparti spillede det Demokratiske Parti klart på nationale storalbanske følelser ved de første frie valg i marts-april 1991 med plakater, der viste Berlinmurens nedbrydning.
Da Kosovo efter en folkeafstemning i oktober 1991 erklærede sig som selvstændig republik kom anerkendelsen fra Tirana prompte. Albaniens anerkendelse af Kosovos uafhængighed, som det jugoslaviske udenrigsministerium straks stemplede, som en indblanding i Jugoslaviens indre anliggender, fik ikke i første omgang nogen praktisk betydning.
Den mere offensive linie i Kosovo-spørgsmålet medvirkede til, at det Demokratiske Parti vandt valget i marts 1992 og Berisha kom til magten som præsident. Med vestlig støtte udvikledes en 'casino-kapitalisme', hvor indsatserne ofte var tilvejebragt fra smuglerøkonomien i kølvandet på brud på de internationale sanktioner mod Serbien under krigen i Bosnien.
Den økonomiske afhængighed af Vesten og det gode forhold til USA dikterede antagelig både Berisha og Rugovas støtte til Dayton-aftalen selvom den totalt fortiede konflikten i Kosova.
Kollaps af pyramidespil bevirkede et folkeligt oprør, der næsten bragte Berisha-styret til fald. En udenlandsk intervention sikrede afholdelsen af valg i sommeren 1997, som bragte en socialistisk ledet koalitionsregering til magten med Fatos Nano som premierminister.

Historisk møde
I efteråret 1997 mødtes Fatos Nano og Slobodan Milosevic i forbindelse med Balkan-topmødet på Balkan. Det historisk enestående møde gav ingen resultater og siden serberne året efter startede deres offensiv mod den ny aktør på Kosovos slagmark, UCK, er en opfølgning udelukket.
Historikeren socialdemokraten Paskal Milo er udenrigsminister i koalitionsregeringen. Med speciale i forholdet mellem Serbien og Albanien i mellemkrigstiden opregner han en løsning på Kosova-spørgsmålet:
"Den mest realistiske løsning i dag er, at Kosovo kommer til at indgå som en republik i Jugoslavien på linie med Montenegro og Serbien i en ny jugoslavisk føderation. Albanerne kan ikke leve under samme tag som serberne, hvis det vil ske som en del af Serbien, men de kan acceptere at leve indenfor rammerne af en jugoslavisk føderation."
"Vi ønsker ikke, at albanerne i Kosovo skal føle, at albanerne fra Tirana vil diktere en løsning. Kosovo-albanerne må enes om en løsning. Så vil vi fra Albanien støtte dem . Ikke en endelig løsning, men en midlertidig løsning kunne baseres på 1974-forfatningen, som gav Kosovo vidtstrakt selvstyre. Hvis man fjerner de dele af forfatningen, der lagde Kosovo ind under Serbien, kan det være et godt udgangspunkt," sagde den albanske udenrigsminister Paskal Milo under sit nylige besøg i Danmark.
Idag er Albaniens anerkendelse af den selvudråbte Kosovo-republik lagt på hylden og det er ifølge Milo realisme, der præger Albaniens syn.

Behov for enighed
Den linie blev fulgt op i sidste måned da Tirana inviterede både UCK's politiske talsmand Adem Demaci og Rexhep Qosja og fik fastslået behovet for en intern Kosovo-albansk enighed. Imidlertid frarådede Demaci efter Kontaktgruppens diktat forgæves UCK's militære ledelse at deltage i Paris, hvor Qosja i dag er næstformand i den albanske delegation.
"Det er ulykkeligt. Alle Kosovo-albanske organisationer må være der. Albanien har arbejdet for det i lang tid", sagde den albanske præsident Rexhep Mejdani i sidste uge.
Albanien føler sig truet af konflikten i Kosovo.
"Et direkte jugoslavisk angreb er mindre sandsynligt. Men konflikten destabiliserer hele regionen og ødelægger Albaniens økonomi," sagde Mejdani.
"NATO må indsætte tropper i Kosovo. Ved grænsen mellem Albanien og Kosovo er der ikke behov for NATO-soldater. Konflikten udspilles inde i Kosovo og ikke ved grænsen", fastslår han .
Vice-premierminister Ilir Meta, der regnes som nr. to i Pandeli Majko-regeringen har ansvaret for landets sikkerhed. Han er noget skarpere i sine udtalelser:
"Hvis Jugoslavien angriber Albanien, vil ikke kun den albanske hær, men alle albanere i verden - i Makedonien og Montenegro og andre steder - gribe ind. Det bliver Milosevics sidste eventyr," siger Ilir Meta.

*Cand.mag. Tue Magnussen er Balkan-kender og forsker på RUC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her