Læsetid: 6 min.

Altman i fin form med sort komedie

22. februar 1999

Ellers gode viljer og rutineret arbejde

Filmfestival
BERLIN - Buena Vista Social Club var engang et spillested på Cuba, hvor landets store musikere i forne tider underholdt alverden. I dag er det en ruin og datidens store musikere hutler sig igennem. Indtil den amerikanske musiker Ry Cooder tog derover, samlede en række af de store navne og lavede en cd. Alderspræsidenten er guitaristen Compay Segundo på 91, mens den brillante pianist Ruben Gonzales er 80 og sangeren Ibrahim Ferrer 71. Med sig havde Cooder Wim Wenders og et filmhold, der portrætterer musikerne og prøverne for at ende i hele projektets klimaks: en aften på scenen i New Yorks Carnegie Hall, hvor de hyldes af en fyldt sal og selv hylder deres drømmes by. Der ville man gerne have været til stede.
Filmen er musikernes og musikkens. Cooder holder sig i baggrunden, men er klart den organiserende kraft. Også Wenders holder sig i baggrunden, men styrer det digitale videokamera og sørger for en lyd, der får musikken til at stå rent og klart i sin frydefulde rytmiske kompleksitet og melankolsk erotiske varme. Så først og fremmest er det et bevægende møde med en gruppe musikere, der trods høj alder stråler af liv og lyser af glæde over igen at komme til at spille og igen pludselig være i rampelyset.
Denne særforevisning er et godt udtryk for, hvad der sker i den internationale filmproduktion. En amerikansk musiker allierer sig med sin gode tyske instruktørven for at lave en film om cubanske musikere. Filmen bliver optaget på digitalt videoformat, pengene kommer fra tyske og amerikanske selskaber samt tv-stationer og verdensrettighederne ligger i London. I denne verden kan den nationale film være svær at finde og finder man den, er det et kvalificeret gæt, at den vanskeligt får international distribution udenfor festivalkredsløbet.

Problemfilm
Det gælder formentlig også den udmærkede tyrkiske film Günese yolculuk/Rejse mod solen, der på sin egen måde skildre det spændingsfyldte forhold mellem det officielle Tyrkiet og kurderne. Den blev vist samtidig med, at kurdere i Berlin stormede det israelske generalkonsulat. Tre kurdere dræbt og 16 sårede. En blodig påpegning af filmens brændbare aktualitet
Yesim Ustaoglus film har som hovedperson den unge Mehmet af mørk lød, der netop derfor ofte mistænkes for at være kurder. Og da han en dag under en politirazzia mod en bus anholdes, fordi man nær hans plads finder en revolver, erfarer han det tyrkiske politis brutale mistænksomhed. Filmens styrke er dens kenderblik på byen, dens miljøer og mennesker, der gør det hele nærværende og hverdagsligt, også hadet, mistænksomheden og de mange politirazziaer overalt i byen.
Også Ann Huis Hong Kong film Qian yan wan yu/ Hverdagshelte er en udmærket film om noget i dag så sjældent set som en folkelig solidarisk bevægelse i 80'erne, yuppie-kulturens årti. Her får vi bagsiden af Hong Kong med bådfolket og manglende sociale foranstaltninger, og en skildring af en solidarisk kamp for at bedre forholdene.

Solid rutine
Chabrols angiveligt 51. film Au coeur du mensonge er i en helt anden boldgade og fortæller om et bestialsk barnemord i en fransk provinsby. Det er en køligt veldrejet og aldrig kedelig film, skabt af en mester, der ikke lægger noget til sin vækst, men heller ikke kommer under niveau. Den har netop de kvaliteter, der kunne gøre den til et godt bud på en hvilken som helst tv-station: god historie, godt spil, gennemtænkt og velkonstrueret, men intet der gør, at den skal ses i biografen.
The Hi-Lo Country er en western som Sam Peckinpah havde drømt om at lave hele sit liv. Nu er den realiseret af den engelske Stephen Frears, der tidligere har overrasket med Dangerous Liaisons, der kunne synes lysår fra hans engelske samtidshistorier. Men Frears er ikke hvem som helst, og når Martin Scorsese har produceret og direkte opfordret Frears til at instruere, kan man godt tillade sig at være spændt på udfaldet.
Det er en Peckinpah-historie, der udspiller sig i en tid, hvor det gamle cowboyliv havde fremtiden bag sig, og hvor fremtiden var industrialiseret kvægdrift. Tiden er kort efter Anden Verdenskrig, hvor to unge texanere stadig vil leve, som fædrene gjorde det, men er i kamp mod rationalitetens krav om stordrift, placeret i filmen som den lokale kvægbaron. Samtidig har de en indre konflikt i anmarch i kraft af deres forelskelse i samme kvinde, der er gift med baronens førstemand. Der er mange store temaer på spil i den smukke film, der ikke forløses helt. Woody Harrelson overspiller som den rapkæftede Big Boy mens Billy Crudup er tavs og sammenbidt som makkeren, der ikke får pigen.
"Compared with Saving Private Ryan you think this is extreme?" spurgte en undrende David Cronenberg den journalist, der mente, at hans nye film EXistenZ måske ville være for meget for et amerikansk publikum. Og man må give Cronenberg ret, om end måske ikke helt på den måde han kunne tænke sig. For Cronenbergs fantasi om fremtidens computerspil og deres potentiale til at ophæve skellet mellem virkelighed og spil er en mager omgang. Spildesigneren Allegra Geller skal teste sit nye spil ExistenZ, der ikke bare er et nyt spil, men et spil, der sætter helt nye regler for spil. Den amorfe seksuelle joy stick forbindes med en navlestreng direkte til spillerens centralnervesystem, og så går det over stok og sten i en serie groteske, blodige, makabre og morsomme episoder. Cronenberg har arbejdet med de samme ingredienser før, og bedre.

Altman overraskede
Så er der straks meget mere luft under vingerne i Robert Altmans nyeste film, der havde sin internationale premiere i Berlin på mesterens 74-årige fødselsdag. Den hører måske ikke til hans hovedværker, men overstråler klart de tre foregående. Cookie's Fortune udspiller sig i et Syden, som vi kender fra kunsten og filmen. Her er ikke mange klicheer ladt tilbage i mørket, men de er drejet med ny verve og ny betoning, og den sort sadoniske sædekomedie er om ikke andet i hvert fald høj underholdning.
Den er fortalt med en magelig ro, som også præger livet i lillebyen, og langsomt følger den tre-fire forskellige historier, der lige så nydeligt uanmassende knyttes tættere og tættere sammen i den slags storvævede tæpper Altman er en mester i at skabe. Og langsomt får vi ændret syn på de forskellige personer. Handlinger får nye perspektiver, personer nye facetter og samtidig udfolder Altman hele sit syrlige vid med en overdådig stille humor, der ikke skåner andre en filmens to outsidere, hvor hele sympatien er samlet.
Her skal ikke afsløres for meget, men det rige persongalleri rummer den aldrende titelperson, der tidligt i filmen findes død, hendes gamle sorte opvarter Willis, den unge oprørske Emma, og de lokale tanter Camille og Cora, der arbejder med en dilettantopsætning af Oscar Wildes Salome, hvortil kommer et helt galleri af bipersoner, ikke mindst den unge politispire og hans ældre kollega. Disse forskellige personers historier flettes sammen på stadigt overraskende måder og tilsammen tegner de portrættet af en lilleby hvor alt hænger sammen og hvor der er nok hemmeligheder og skeletter i skabet til adskillige film.
Det er lang tid siden, denne garvede anmelder i den grad har ønsket, at de skyldige får deres straf - og i samme omgang må konstatere at skadefryd ikke er det værste af alt. Vi måtte vente indtil festivalens næstsidste dag med at få en vaskeægte vidunderlig filmoverraskelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her