Læsetid: 2 min.

Antimodernisme bliver modernisme

20. februar 1999

"Den tid, hvor man blot stillede tingene frem på en hylde, er for længst forbi," står der i hæftet Museer - hvad er det? Det blev for nylig udsendt af de store danske museumsforeninger. Er Kunstmuseet så ikke længere et museum, men blot et eksklusivt åbent magasin?
De udstillede genstande hjælpes nemlig kun på vej af tre typer dydig kunsthistorisk (mis)information: Skilte som forbyder berøring; skilte som oplyser om navn, nationalitet, årstal, titel, materialer, proveniensnummer og erhvervelsesår; og skilte der åbner rum med lidet oplysende angivelser såsom "Dansk, engelsk og amerikansk samtidskunst".
Måske er mere på vej, men i lyset af tiden før museet lukkede er alt ved det gamle. En række værker udstilles sammen og så ikke meget mere. Tilbygningen er modernistisk, væggene hvide, pladsen mellem værkerne klart opdelt, tid og socialitet udgrænset. Formen tilbyder tavs fordybelse og transcendens, ligesom man kender det fra modernismens hvide kube. Men hvad så, når værkerne, udsat for en modernismekritisk læsning, vil noget andet? Groft sagt forvandles antimodernisme til modernisme.
I modsætning til kubens hvidhed og sakrale præsentation af kunst er Mike Kelley og Paul McCarthys "En arkitektur sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia" kun maleri, men netop i kraft af det også en omvending af kuben: Det uoverskuelige malerirum lukker omkring sig selv med avantgardisten Picabias 'hemmelige' malerier, der ikke passer til modernismens kanoniserede hovedspor. Det samme er tilfældet med Richard Powers sci-fi og fantasy-malerier. Powers stil og kommercialitet befinder sig ligeså meget som Picabias hemmeligheder dér, hvor modernismen ikke vil være, og så endda på et tidspunkt, hvor den står i fuldt flor.
Gennem museets ikke-formidling bliver Kelly og McCarthys 'metakunst' imidlertid - ligesom rummets øvrige 'metakunst' - præsenteret som: autonom, modernistisk kunst. Kuben suger antimodernismen ind i sit hvide hul.
I førnævnte pjece kan man læse ICOM's (The International Council of Museums) definition af et museum. Det er "en permanent institution med almennyttigt formål, der virker for samfundet og dets udvikling ... og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle vidnesbyrd." Der foretages således en distinktion mellem at udstille og formidle, især fordi pjecen selv fortsætter: "Et museum skal altså varetage alle fem opgaver." Kunstmuseets traditionelle udstillingsform virker hverken almennyttigt, for samfundets udvikling eller som formidling. Men det er en typisk kunstprofessionel venden tingene på hovedet. Og det ligner en typisk kunstprofessionel angst for, at tekst ødelægger 'oplevelsen' eller 'erkendelsen', som bygger på en antagelse om, at folk så hellere vil læse teksten for at forstå kunsten. Men er det så slemt? Og kan folk ikke selv vælge?
I dag udgør f.eks. den ene ud- og indgang til rummet: den i første omgang uoverskuelige arkitektur af malerier forvandles til en overskuelig dørkarm.

Hans Dam Christensen er kunsthistoriker

Statens Museum for Kunst købte for kort tid siden en maleriinstallation 'En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia' af de to amerikanske kunstnere Paul McCarthy og Mike Kelley. Den kostede 1,4 millioner kroner. Vi har spurgt en række kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere om, hvad de mener om værket. Se selv. Døm selv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her