Læsetid: 3 min.

Den arabiske haves fromme vished

20. februar 1999

Genial havekunst finder det sublime udtryk for havens grundvilkår

Havekunst
Alle variationer til trods (der findes for eksempel en hollandsk havestil med hvidmalede træer!) så domineres europæisk havekunst historisk set af to giganter: den afslappede engelske landskabshave og den strunke franske barokhave.
Den sidste og historisk ældste repræsenteres fremragende af André le Nôtre, arkitekten bag Versaillesparken. Denne ordensmand ville ikke se blomster i sin have - blomster var for tjenestepiger. I stedet gik han ind for parterrer med farvet sand, glasperler i arabeskmønstre og kunstige blomster i sèvresporcelæn. Imellem disse opdækninger kunne man så færdes ad buxbomkransede geometriske stier, i hvis forsvindingsperspektiv var opsat symbolske udtryk for solkongens suverænitet.

Happy the man...
Jeg morede mig kongeligt, en gang jeg i Frederiksborg Slotshaves franske del fandt en buxbomudgave af dronningens monogram, men jeg er ikke fristet til at kopiere ideen. Derimod holder jeg af engelsk havestil og dens 'opfinder', digteren Alexander Pope. Jeg kan ganske vist kun huske to linjer af ham, men de er til gengæld lige så tæt knyttet til hans oprør mod den franske domptørmentalitet som Marseillaisen til samme nations revolution.
Happy the man whose wish and care/ a few paternal acres bound, skrev denne vise elsker af fred og privathed. Og så anlagde han i 1716 sin (to acres) have i Twikenham med fritvoksende træer, slyngede stier og naturlige vækster. Store havekunstnere fra begyndelsen af vort århundrede som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West er ætlinge af denne ånd. Skønt langtfra tjenestepiger - Jekyll havde temmelig ubegrænsede midler til sin rådighed - delte de dog ikke le Nôtres foragt for blomster.

Et filosofisk projekt
Englænderne ved, at havekunsten er et filosofisk projekt. En have lever i forholdet mellem naturlighed og kunstighed, mellem ude og inde, bestandighed og flygtighed, vækst og forfald.
Falder man i én af grøfterne, ophører haven med at være have. Ren naturlighed vil sige ukrudt, der hurtigt springer i skov, ren kunstighed - sèvresporcelæn - hører hjemme på tebordet.
- Er haven blot 'ude', mister den sin karakter af noget særligt med en vis udstrækning. En have skal man kunne gå ud i - fra huset, og ind i - fra vejen.
- Og bestandigheden i en have er cyklisk og derfor nøje forbundet med forfaldet. Alt, hvad der spirer, må visne. Alt, hvad der er født, skal dø. Genial havekunst finder det sublime udtryk for disse vilkår.
Når le Nôtres havekunst i mine øjne dumper her, skyldes det, at han udelukkende vil fortolke menneskelig magt og ikke den levende natur.
Englænderne arbejder med naturen, men de har det til gengæld næsten for let. Regnen fosser rigeligt over deres øer, og det sydlige England er så mildt, at man kan dyrke det meste.

Vandet og skyggen
Søger man en kompliceret, raffineret kultivering af havens grundvilkår, skal man gå til den arabiske have. Maurerne i Spanien og mogulerne i Nordindien står i spændingsforhold til naturen: den leverer ikke bare det, de begærer af den, men den er samtidig livsbetingelsen. Deres have er en materialiseret drøm - om, hvordan det kunne være, hvis der var vand nok i verden, hvis der var kølighed nok. Udenfor lurer ørkenen altid.
Jeg var i Tunesien, da det gik op for mig, hvad vand betyder. Tunesien hører til de lande, der nærer tillid til, at folk selv kan finde ud af at blive på toget, når de har løst rejsehjemmel, så jeg havde frit udsyn fra en åben dør. I heden foran mine sviende øjenæbler passerede ørken, ørken, ørken. Her og der en tatoveret berberhyrde med en flok uinspirerede geder. Så mere ørken.
På én gang, som var toget kørt gennem en usynlig væg: Oasen ved Gabès. Den brølende hede blev til honningduftende kølighed; fra den ene meter til den næste voksede pludselig daddelpalmer, bananpalmer og lysegrønne løvtræer. Nedenunder var hver tomme jord besat med kartofler og majs, granatæbler, vin og korn, bougainvilla og roser.
Dét er, hvad vand betyder, og dét er den arabiske haves fromme vished.
Den arabiske have er i slægt med fatamorgana, den er en slags overvirkelighed, hvor der på tværs af enhver realisme er sørget for både planter og mennesker. Derfor spiller vandet en rolle, som er større end i selv Villa d'Este, hvor man ret beset blot har ledt Aniene-flodens generøse løb gennem haven. Og derfor spiller forholdet mellem ude og inde en hovedrolle. Det udendørs rum skal kunne nydes indefra, i søjlegangens ly for den svidende sol. Paradis er haven. Udenfor lurer ørkenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu