Læsetid: 7 min.

Barnetroen

26. februar 1999

Charles de Secondat Baron de la Brede et de Montesquieu og Tvind - eller noget om at få sin barnetro bekræftet

FRIE ord
Grundloven står over Folketinget, sagde min far og så betydningsfuldt på mig. Man var begyndt at tale om ændringer af Klaus Berntsens Grundlov af 5. juni 1915, og selv om far året før sin død endte med at stemme for den revision, der skulle blive Grundloven af 5. juni 1953 og dermed nedlæggelsen af det forhadte Landsting, var han dybt betænkelig.
Han havde været elev en vinter på Vallekilde Højskole under Ernst Triers svigersøn Poul Hansen og datter Sigrid, og siden havde han ikke været i tvivl om, at Lovens ånd er vi alle og især lovgiverne underlagt. Men han havde også lært, at alt er historisk, selv Helligånden for ikke at tale om folkeånderne. I sine konkrete udtryk og paragraffer var Loven derfor historisk bestemt og måtte i den forstand følge med tiden, at tiden ikke skulle løbe fra den.
Så tiden var vel inde til at sige det samme på en ny måde. Bare det var den samme ånd, der kom til udtryk. I 1866 havde vi netop set, hvor forfærdeligt det kunne gå, når man indskrænkede Junigrundloven af 1849. Der ifølge Grundtvig ikke engang havde været vidtgående nok hvad lighed og frihed angik. Især på grund af det forbandede Landsting, som privilegerede de privilegerede.
Viggo Hørup siger ellers: "Intet over og intet ved siden af Folketinget," sagde jeg for at modsige ham.
Ja, og det er noget vrøvl, svarede han. Det er vel noget du har læst i Information? (Selv læste han Kristeligt Dagblad).
Nåe, det ved jeg nu ikke. (I virkeligheden var det min fremragende radikale historielærer Georg Garde, der havde citeret det i sin gennemgang af systemskiftet 1901). De skriver også meget i Information om, hvorfor de under besættelsen ikke ville følge samarbejdspolitikerne. Skønt de jo ellers havde flertallet i Folketinget.
Nå, men der kan du jo bare se. Demokratiet har ikke noget med at bøje sig for talmajestæten at gøre. Tyskerne brød Grundloven, derfor måtte man bekæmpe dem. Grundloven er vigtigere end hvad Folketinget mener.
Hvem skal afgøre, om Folketinget holder Grundloven?
Det skal Højesteret.
Svaret faldt uden et øjebliks tøven.
Selve de enevældige konger måtte bøje sig for Højesteret, føjede han til. Har du ikke lært det i skolen? Han havde lært også dét på Vallekilde.
Det er domstolene, der skal dømme. Det skal hverken politikerne eller regeringen og dens embedsmænd. Det er det, der menes med lighed for loven. Det er derfor vi har magtens tredeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det er en meget væsentlig del af Loven. Jeg kunne høre på ham, at det sidste ord var med stort forbogstav.
Selv Højesteret kan vel tage fejl? blev jeg ved. Er der ikke noget med kommunistloven under besættelsen?
Nu så han tungt på mig og sukkede:
Er der slet ikke noget, du tror på? Højesteretsdommere er vel også mennesker. Alt beror på et skøn, og vi kan alle tage fejl. Det gør jeg også. Men dommerne skal da vide, hvad vi venter os af dem. Venter vi os ikke noget af dem, gør de sig slet ingen umage. Mere kan vi ikke håbe på. Af mennesker. Men i Vartov véd du jo at pastor Balslev siger, at der er en helt anden, vi kan vente det hele fuldkommen sikkert af.
Så vidste jeg, at den samtale var forbi.

DET ER MIN BARNETRO. Sidste fredag fik jeg den bekræftet. Dengang for små halvtreds år siden troede jeg, at det også var Grundtvig, der skulle have æren af læren om magtens tredeling. Men i dag synes jeg, at det på en måde er endnu bedre, at det er Charles de Secondat Baron de la Brede et de Montesquieu der kom Tvind til hjælp.
Af Højesterets egen pressemeddelelse den 19. februar 1999 fremgår det: "11 dommere deltog i sagen og kom enstemmigt til det resultat, at lovindgrebet var i strid med Grundloven. (Pressemeddelelsen bruger ganske vist ikke stort forbogstav, men i dagens anledning holder jeg mig til min far, el.). Ved lovindgrebet havde lovgivningsmagten truffet endelig afgørelse i striden mellem Undervisningsministeriet og Tvind-skolerne om skolernes adgang til tilskud. I konsekvens heraf var skolerne blevet afskåret fra domstolsprøvelse af dette spørgsmål. Lovgivningsmagten havde således gjort sig til dommer i striden. Efter Grundlovens Pgf. 3 ("Den lovgivende magt er hos Kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos Kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.") hører sådanne afgørelser ikke under lovgivningsmagten, men under domstolene som udøvere af den dømmende magt med de deri liggende retsgarantier for borgerne.
Højesteret fastslog, at lovindgrebet var i strid med magtadskillelsen i Grundlovens Pgf. 3 og derfor ugyldigt.
Det er første gang i Grundlovens 150-årige historie, at Højesteret tilsidesætter en lovbestemmelse som grundlovsstridig." Kan det siges enklere og klarere?

DET VAR PÅ dette enkle og klare grundlag, som jeg bogstaveligt talt har med hjemmefra, at jeg her i bladet for tre år siden uden tøven skrev i en leder, at Tvind-loven var et brud på Grundloven. Hvad kunne den ellers være? Regeringen med daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i spidsen mente, at Tvind-skolerne havde begået noget ulovligt. Hvem skulle ifølge Loven tage stilling til det? Domstolene. Hvem ellers? Men Tvind-skolerne blev ved Tvind-loven afskåret fra denne prøvelse, fordi de i selve lovteksten med fuld adresse og postnumre uden domstolsprøvelse blev erklæret for at være forbrydere. Som derfor på forhånd havde fortabt deres ret til at kunne modtage tilskud efter den almindelige danske lovgivning for frie skoler. Hvis ikke det var et brud på Lovens ånd, hvad skulle så være det, når bruddet med Grundlovens bogstav dog var så selvindlysende? Her blev det uomgængelige skøn til det nærmeste, man vel kan komme den skrøbelige vished, der nu engang undes os her på jorden. Hvor alt jo er og bliver historisk.
Socialdemokratiets pragtfulde, men nu afdøde rigstaktiker Jens Risgaard Knudsen var dengang for tre år siden heller ikke i tvivl. Han sluttede sit første indlæg under folketingsdebatten den 14. maj 1996 med disse ord:
"Jeg har bevidst ikke anvendt ordet Tvind, og jeg har bevidst heller ikke anvendt udtrykket lovforslag, for jeg er langt mere optaget af de andre ting, der har været drøftet i løbet af eftermiddagen. Efter min opfattelse er der ikke tale om et lovforslag i dette ords egentlige forstand. Efter min opfattelse er der tale om et udkast til en dom, og Folketinget kan ikke afsige domme."
Kan det siges enklere og klarere?

ALLIGEVEL MÅ jeg konstatere, at det for mange - også jurister - tilsyneladende er kommet som en overraskelse, at en lov, vedtaget af Folketinget, faktisk kan dømmes grundlovsstridig, og at Højesteret har retten til at afsige denne dom. Fordi der er noget, der er over Folketinget.
Jeg tror, overraskelsen skyldes, at det historiske (diskursive som de siger på universiteterne) ved alle vores moralske forestillinger, videnskabelige sandheder og æstetiske love efterhånden bliver stadig tydeligere, og det skønsmæssige ved alle vores afgørelser, love og domme derfor mere og mere bevidst. Men det betyder ikke, at skønnet er absolut vilkårligt og blindt.
Tværtimod, som det lyder i selve Højesteretsdommen: "I overensstemmelse med den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur må det antages, at Grundlovens Pgf. 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning). Denne forståelse er i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, der er et af de bærende hensyn bag magtadskillelsen i Pgf. 3."
Af alle Birthe Rønn Hornbechs eksempler i kronikken i går fremgår det, hvor betænkelige domstolene er blevet over Folketingets bestræbelser på at udrydde netop skønnet. Men det er netop hensynet til det enestående ved hver enkelt sag og dens særlige omstændigheder, der nødvendiggør domstolene og deres uafhængige skøn.
Det er selve Lovens ånd, at når det kommer til stykket, er hver enkelt sag noget særligt for sig - i et dialogisk spændingsforhold til den mere eller mindre universelle lovgivning. Det enkelte og det særlige er domstolenes sag, det almene og generelle er lovgivernes sag. Kommer de sidste til at dominere det hele, er det fornemste ved demokratiet gået tabt: Vores gensidige respekt for de forskelle, der gør en forskel. De forskelle, som ingen pengeabstraktion eller teknokratisk bureaukratisering kan opfange.
Henrik Zahle udtrykte i lørdags her i bladet frygt for, at hensynet til en retspraksis med rod i fælles værdier kommer til at vige for en mere individuelt orienteret retspraksis. Han frygt er velbegrundet, fordi hensynet til de forskelle, der virkelig gør en forskel, i disse år i stigende grad forveksles med enkeltinvestorens og -forbrugerens egennyttige og totalt frigjorte individualisme på det kapitalistiske marked.
Men sådan opfattede min far det ikke. For ham var den gensidige kærlighed til hinandens forskelligheder tværtimod udsprunget af den Lov, vi alle er underlagt. Lovenes ånd som Charles de Secondat Baron de la Brede et de Montesquieu kaldte den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her