KALENDER
I PER OLOV ENQUISTs roman Sekundanten (1971) finder man en skildring af tilskuernes begejstring på idrætsbanen over den usædvanlige sportspræstation.
Beboere nær Parken på Østerbro, kan tilsvarende berette om den forbavsende lydstorm, der med mellemrum rejser sig som skrig mod himlen, og i romanen detaljeres det. Det drejer sig dér om et hammerkast "oppe i den mørke, varme sommeraften på Stockholms gode gamle Olympiastadion: det var skønt, en smuk bue, og da hammeren sank, begyndte publikums jubel at stige. De mødtes, hammeren sank, men mod den steg, først langsomt, men siden stadig voldsommere, en jubel, som kulminerede i et vræl, da hammeren landede på den anden side af det svenske rekordflag."
Det er fortællerens far, der roterende har sendt sin hammer af sted. Den er dansk, den er let, faktisk for let med sine 400 gram, en manipuleret hammer. Det hedder: "Selv om det var en falsk rekord, så var det alligevel skønt. Det var et kunstværk, et rigtigt ægte kunstværk."
DET ER IKKE ualmindeligt, at kunst beskrives som en form for bedrag. Der eksisterer en kontrakt mellem kunstner og modtager om den lovlige forførelse i illusionernes verden, der peger mod højere, dybere sandheder. Og det er også et af den komplekse romans temaer. Sjældnere er det, at bedrageri opfattes som kunst, selv om aktuelle finansskandaler kunne bringe en på den metaforiske tanke. PFA står for Penges Frie Adfærd.
Den fiktive hammerkaster beskrives som den måske største idrætselsker i historien, der under indtryk af idrættens fraser føres frem mod en absurd loyalitet: Store kampe kræver store resultater!, siger han.
Det synes at være blevet moralen i sportens verden med fine forgreninger helt op i den olympiske top. Og det er ikke nogen ny historie fra i år.
I 1972 skrev samme Enquist reportager fra Olympiaden i München, der blev berygtet på flere måder. Hans samlede resultat i bogform under titlen Katedralen i München kom til at lyde: at den idealistiske skal omkring olympiaden har skabt en rungende tom katedral, som i tidens løb er fyldt ud af kapitalens kræmmere.
I dag har kræmmerne travlt som aldrig før, i børs og katedral.
SAMME ÅR som Enquists roman, 1971, i en tid da også sportsverdenens ideologi var under særlig kritisk iagttagelse, genudsendte man Ivar Lo-Johanssons gamle stridsskrift Jag tvivlar på idrotten. Det var ikke så meget idrætten selv, den drevne satiriske polemiker og romanforfatter var ude efter. Det var idrætsbevægelsen i alle dens led, han afmalede i fiktionens form som en samtale mellem en desillusioneret idrætsmand, Kvickenberg hedder han såmænd, og en besindig forfatter, der tog sportsverdenen i forsvar. Og på den måde fik både dens ledere og publikum læst lektien med baggrund i hele kommercialiseringen af de aktive udøvere. Således i 1931. De svenske var tidligt i gang med debatten. Kvickenberg døde af sport. Der var endda ikke tale om doping.
FOR IKKE AT MÆRKE tidens skrækkelige byrde, må man beruse sig! mente Baudelaire - i egenskab af digter. I hvad? I vin, i poesi, i dyd - om I vil. Eller hvad med sport? Præstationskravet fører til beruselse. I hvad? I penge, i berømmelse, i hormoner - om I vil.
Endnu hyllet i dydens poesi og beruselse udformede Jørgen Leth sine Sportsdigte i 1967, en samling tale-nære tekster om tennis- og fodboldspillere, men især cykelryttere. Således om "Lykken - Jeg prøver alt hvad jeg kan":
Nu har jeg endelig fundet
ud af
at man må træne sig op
til at
blive lykkelig
og jeg har tænkt mig at
tilrettelægge
et meget krævende program
hvor jeg selvfølgelig må tage
hensyn til
alder, naturlig fysik, særlige
evner
jeg vil gøre mig fortjent
til at tage imod den
og jeg skal nok vide at holde
fast på den
når jeg først har den
det er i hvert fald noget jeg
forstår mig på.
NÅR DET SÅ GÆLDER de store kampe, der kræver store resultater, er dyden kommet på prøve, og rusen har antaget beskæmmende former under indtryk af tilskuernes umådeholdne beruselse og de vidløse penge- og prestigemaskiner. Hvilken vej skal forargelsen nu vende over det kunstige værk? F.eks. over epos'et Tour de France?
Stimulanser over for livets byrder er almindelige også hos dem, der skaber kunst og lever af og for illusionernes anerkendte bedrag. Ikke så få kunstnere er kendt som fyldebøtter og pilleædere, måske mest uden for arbejdstid. "Når jeg drikker, kan jeg ikke skrive. Men jeg kan ikke skrive uden at drikke!", betroede en norsk lyriker mig engang med nordisk melankoli. Og derved blev det.
Jacob Paludan erklærede i en af de små selvbiografiske notatbøger, han afsluttede sin produktion med, at det nok kunne hænde, at han tog sig et glas portvin for at fremkalde blækkets magi. De små kampe ved skrivebordet kræver kun små glas. En ædel idræt, hvis årgangen er god.
