Læsetid: 9 min.

Begravelsen i Lausanne

6. februar 1999

Verdenskonferencen om doping sluttede uden ét eneste brugbart resultat, men gav et præcist billede af sportsverdenens top: Den olympiske bevægelse er død

KOMMENTAR
Lausanne - Forbryderne har pakket deres habengut, limousinerne er kørt væk og luderne må vente på den næste kongres.
Den Internationale Olympiske Komites verdenskongres om doping er slut og det samme er troen på, at IOC kan og vil forsøge at bidrage til bekæmpelsen af anabole steroider, væksthormoner og bloddoping.
Dertil er det internationale cykelforbund og ikke mindst det internationale fodboldforbund alt for stærke, og ligeså båndene til de verdensomspændende forretnings- og mediegiganter, der ejer rettighederne til de største begivenheder.
Ingen af de store amerikanske tv-selskaber, ingen af Europas forretnings-imperier og ingen af de italienske sportslæger var med ved verdenskongressen om doping denne uge i Lausanne, Schweiz. De, der bestemmer, var der altså ikke, og i det omfang, IOC har noget at skulle have sagt, gælder det, at de gamle mænd tilsyneladende blot har det sidste ønske tilbage: At blive siddende ved (spise)bordet.
Tiden har vist, at de gamle mænds privilegier kommer i første række, og at det er det, der driver den korrupte forsamling af bedstefædre, hvis speciale er at rejse rundt i verden og nasse på de byer, der søger at arrangere de olympiske lege.

Storpolitisk maskespil
Han har loyalt tjent Franco i Spanien. Han har hædret Ceausescu i Rumænien og Park i Korea. Kort efter at Beijings borgmester, Chen Xitong, havde været medansvarlig for nedskydningen af flere tusinde unge studenter på Tiananmen-pladsen, blev han hædret med en olympisk orden som tak for sin "glødende interesse for ungdomsidræt".
Markis de Samaranch, 'his exellency' alias Juan Antonio Samaranch forstår sig på venner og kammeratskab, og det er efter alt at dømme den bedste forklaring på, hvorfor den 78-årige catalonier, der deserterede fra den republikanske hær, stadig er præsident for IOC. Han mestrer kunsten at kaste en luns til prinser og prinsesser, amerikanske advokater og kornfede eks-atleter.
Den lille selvudnævnte eksekutivkomite og den selvsupplerende lammehale af IOC-medlemmer mestrer magtspillet så fuldkomment og skrupelløst, at de gerne indkalder EU's sportsministre og 500 journalister til en verdenskongres, hvis indhold og hændelsesforløb er lattervækkende i eksorbitant grad.
Verdenskongressens indkaldelse havde angiveligt baggrund i et ønske om at etablere et uafhængigt doping-agentur, samt at skabe fælles regler for straf i dopingsager. De forbund og idrætsgrene, der ikke kunne acceptere to års udelukkelser, måtte forlade det fine selskab - og OL. Hed det på forhånd.
Nogenlunde som forudsagt i denne avis torsdag, kom der ikke en meter fornuft ud i den anden ende. Kongressens slut-deklaration var en opvisning i storpolitisk maskespil, og tjente alene det formål, at IOC og (spise)selskabets præsident skulle fremstå for den ganske verden som dopingens ædle problemknuser.
"Vi er meget tilfredse. Det er et stort skridt fremad for den olympiske bevægelse," erklærede den gamle olympianer Samaranch.
Udtalelsen var da også systematisk ævl af første karat, eftersom det nye doping-agentur på ingen måde bliver uafhængigt. Konferencen i Lausanne efterlod det meget klare indtryk, at IOC's top lægger deres klamme hånd på såvel udformningen som besætningen af agenturet. I øvrigt har IOC allerede bevilget 25 millioner dollars til projektet. Det er da en sjat og understreger naturligvis, at IOC må være det nye doping-agenturs bærende kraft.
Man skal således være et velnæret medlem af IOC for at tro på, at de mennesker, der har dækket over årstiers dopingsager, er de mennesker, der løser fremtidens dopingproblemer. En lille hårdt-pumpet schweizer med tilbagestrøget pomadehår vil i øvrigt også have sig frabedt, at de gamle rystesyge IOC-pampere blander sig i hans sager.
Josef Blatter har just betalt sig til posten som præsident for verdens mest magtfulde idrætsforbund, FIFA. Alverdens fodboldledere fik en klatskilling under bordet, og nu, hvor det hele går så godt og fodbolden er blevet et anliggende for Blatter og et par af hans velhavende kammersjukker, skal Samaranch nok få klar besked.
Det fik han så. FIFA og det internationale cykelforbund vil ikke acceptere to års udelukkelser, hvilket kom til udtryk i slutdeklarationens ord om, at hvert forbund kan dispensere fra reglerne i enkeltsager. Det officielle argument er, at en standardstraf på to år kan være ude af trit med civil ret, ligesom straffen kan virke forskelligt på idrætsudøveren, afhængig af, hvilken alder, vedkommende har, og hvilken idræt, der er tale om.
"Vi er meget glade for fleksibiliteten", forklarede Josef Blatter, der næppe nogen sinde har været bange for at blive smidt ud af OL. Fodboldens guldæg - VM, EM og de europæiske klubturneringer - ejes af stort set de samme konsortier som står bag de olympiske lege. De kommercielle interesser er abnorme og den finansielle struktur i verdensfodbolden er opfundet af... Josef Blatter.
At forestille sig at IOC skulle kunne udelukke Blatter og fodbolden fra noget som helst andet end en middag på Hotel Palace i Lausanne, er en joke. Når man ikke engang kan komme af med cykelforbundets ukronede charmetrold, Hein Verbrüggen - hvordan i alverden skulle man så kunne komme af med verdens mest indflydelsesrige idrætsboss, den tidligere urmager Josef Blatter.

De gamle mænd på podiet
På et såkaldt pressemøde, som koordinatoren kaldte en de-befriefing, hvilket indebar, at man ikke ønskede spørgsmål om korruption, skulle IOC's topledelse forklare sine store resultater for stort set alle verdens aviser og elektroniske medier.
Prisen for eftermiddagens suverænt bedste olympiske indslag tog den belgiske Prince de Merode.
Hans kongelige højhed er formand for intet mindre end IOC's medicinske komite, der ikke overanstrenger sig, idet kommissionen har været ude af drift i hele 1998. Prince de Merode lider ikke af udtalt søvnbesvær, idet det tilsyneladende lykkedes ham at falde i søvn foran 25 tv-kameraer. Det må medgives, at Samaranchs takketale til sine kolleger på podiet var lang, men alligevel.
Da formanden for IOC's medicinske komite fik det første spørgsmål, var han i gang med sin første eftermiddagslur. Muligvis fik han en albue af præsidenten. I hvert fald rev han fluks høre-telefonerne af og kundgjorde, at han havde hørt spørgsmålet. Ikke desto mindre ville han gerne have det gentaget, hvilket man kan undre sig over, eftersom hans svar på spørgsmålet om bloddoping var rent volapyk.
Lidt senere forsøgte en dansk journalist sig med spørgsmålet om, hvorvidt professor Francesco Conconi fra Ferrare Universitetet i Norditalien fortsat er IOC's primære samarbejdspartner i anti-dopingarbejdet. Det er sådan set et meget godt spørgsmål, fordi Conconi er under mistanke for at være manden bag struktureringen af EPO-misbruget blandt italienske sportsfolk.
Prince de Merodes svar havde absolut ingen relation til spørgsmålet om Francesco Conconis rolle, og det tragikomiske 'svar' var et præcist billede på verdenskongressens fuldkomne mangel på kontakt til virkeligheden. Det må samtidig vække respekt, at man kan samle 500 repræsentanter for verdenspressen, uden at afgive ét eneste svar.

Det opslidende arbejde
Reaktionen fra de af EU's politikere, der er ærligt interesserede i sport, kom hurtigt. Den britiske sportsminister, Labours Tony Banks, sagde at "hvis IOC ikke ændrer signaler i forhold til doping-straffe, må EU's statslige organer overtage sporten."
De politiske kommentarer synes dog at have nok så megen sammenhæng med det faktum, at skandalerne omkring IOC-folkets hæmningsløst lave moral tager til.
De nærmest utroligt slibrige korruptionsaftaler, der ligger til grund for valget af Salt Lake City som vært for vinterlegene i 2002, viser sig at være reglen snarere end undtagelsen. Også Sydney i Australien har haft en kasse til bearbejdelse af IOC-medlemmerne.
Danskeren Niels Holst Sørensen har siden 1977 haft det opslidende arbejde at rejse rundt for at besigtige og udvælge OL-byer. Han er i dansk presse beskrevet som en af de få hæderlige i IOC, men den 76-årige generalmajor er ikke alene hæderlig - han er også udstyret med et immunforsvar, der gør ham i stand til at overse ethvert tilløb til ekstravagance og korruption.
Den slags har Niels Holst Sørensen aldrig hørt om, og derfor bliver han også indigneret, når han i Lausanne konfronteres med kritikken. Samaranch har - kraftigt tilskyndet af de politikere, der ellers ikke altid holder sig tilbage på området for pamperi - foreslået en ny ordning, hvorefter OL-byerne i fremtiden skal vælges.
"Mange føler, at IOC's ledelse handler i panik for at imødekomme pressen. Medlemmerne har kun én opgave, det er at vælge OL-byerne. Hvis man tager det fra os, hvad er der så tilbage," lød en blandt flere udtalelser fra Niels Holst Sørensen i ugens løb.
Tjae, det er en trist situation, der er opstået for IOC-medlemmerne og deres hustruer. Tag nu bare det næsten humanitære arbejde, Niels Holst Sørensen og kompagni forestod forud for 98-vinterlegene i den japanske by Nagano. Byens organisationskomite var ifølge den japanske avis Mainichi Shimbun Daily så opsat på at få legene, at man brugte 31 millioner kroner alene på at smøre IOC's medlemmer og deres hustruer.
Man kan blive helt trist til mode af at tænke på, hvad der skal blive af generalmajoren, hvis Samaranch kommer igennem med sit forslag om, at en lille gruppe af særligt udvalgte IOC-medlemmer for fremtiden skal stå for udvælgelsen. Det gør han nu nok ikke. Under Lausanne-kongressen trådte 40 IOC-medlemmer sammen for at vedtage en uofficiel trussel til Samaranch: Hvis blåskjorten holder fast, kan han imødese et mistillidsvotum, når IOC mødes igen i Lausanne i marts.
I kulissen arbejdede en af kronprinskandidaterne, den belgiske kirurg Jacques Rogge. Belgieren, der er sleben som en skalpel, holdt lav profil på Lausanne-konferencen, men frembragte et kompromis fra kulissen: IOC's brødflove, menige medlemmer får lov til at deltage i udvælgelsen, når et mindre udvalg har foretaget grovsorteringen og to byer er tilbage.

Kai og stjernerne
Det er dette selskab, formanden for Danmarks Olympiske Komite, Kai Holm, bejler til. Holms taktik er åbenbar: Sig noget, men ikke for meget. Vær vred, men ikke på præsidenten eller mulige efterfølgere. Omtal ikke Kronprins Frederik.
Således opmuntret af sin ikke uefne taktiske snilde, udtrykte Holm da også kun moderat udtilfredshed med konferencen ud fra devisen "tilfreds med agenturet, utilfreds med smuthullerne i straffebestemmelserne". Således blev Holm ærbødigt citeret.
Kun få danske pressefolk vover at udfordre Kai Holm og eventuelt stille spørgsmålet: Hvordan lyder hans program for et kommende engagement i IOC. Med andre ord: Hvad kvalificerer Holm, rent bortset fra manglen på kandidater. Foreløbig har Danmarks eneste kandidat til IOC ikke foretaget sig andet end at hægte sig på en folkestemning mod dopingmisbrug.
Kai Holm slipper afsted med at glemme, at han i mange år har haft det overordnede ansvar for opsynet med udviklingen af dopingmisbrug forskellige steder i dansk idræt, og gudhjælpemig om han ikke slipper afsted med at overbevise kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen om, at vi ikke har nævneværdige problemer her i landet.
Så er der fem gram mere format over den italienske pendant til Godfather, Primo Nebiolo, der ikke beder om ordet - han tager det. Det gibber i Juan Antonio Samaranch, da Nebiolo råber nogle uforståelige sætninger ud over podiet til verdenspressen.
Her må journalister kun stille ét spørgsmål, så svarene kan ofte være ligegyldige, men dagen før konstruerede Primo Nebiolo nu alligevel noget, der kunne kaldes en sammenhængende sætning. På et pressemøde, hvorunder Berlingske Tidendes udsendte stillede italieneren nogle kække spørgsmål i relation til undtagelsesbestemmelserne for fodbold- og cykelunionen, svarede Nebiolo: "Vi har demokrati".
Dermed sagde han, hvad andre ikke havde mod til: Hvis reglerne gælder, så gælder de for alle, omend Primo - den gamle dreng - nu aldrig har haft overdreven respekt for regler. Dagen efter hilste han da også på Berlingske-manden, som man vistnok hilser på hinanden på Sicilien.
Primo Nebiolo, hvis helbred alligevel har set sin bedste tid, havde det sikkert som hovedparten af vi andre dernede i det smukke Lausanne. Vi overværede en begravelse af noget, der kalder sig en olympisk bevægelse. På podiet sad de groteske mandlige reminiscenser og var alle klædt på til lejligheden.
I mørkt.

Henrik Madsen er journalist på TV 2 Sporten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her