Læsetid: 7 min.

Vi har brug for luksusfag

27. februar 1999

At studere litteraturvidenskab er et luksusfag i manges øjne. Men i vores tid har vi glemt litteraturens relevans, mener en cand.mag. og en cand. stud. fra det lukusuriøse institut

Drengen, der læste tre bøger om dagen, fra han var ni, til han var 12, kender ikke pigen, der en dag for mange år siden gik grædende hjem fra biblioteket i Værløse.
Det var en af de første gange pigen besøgte biblioteket, efter hun havde lært at læse. Og bibliotekaren bag skranken havde afvist hende med den formaning, at hun ikke kunne nå at læse den kæmpe stak af bøger, hun havde i favnen.
Litteraturstuderende Tue Andersen Nexø og cand. mag. i litteratur Tine Flyvholm Tode har ikke umiddelbart noget til fælles ud over deres fag - og at de begge har sagt ja til at fortælle, hvad der driver dem til at studere litteratur ved Københavns Universitet.
Det enorme kompleks af bygninger - også kaldet Københavns Universitet Amager - strækker sig hundredvis af meter på højre side af Njalsgade, når man kommer cyklende over Langebro fra centrum til Amager.
Langs hovedåren i bygningskomplekset står glasmontre i klynger. På blødt stof udstilles frugten af humanioras bestræbelser. Afhandlinger, specialer eller forskningsresultater, der er udkommet i bogform, ligger side om side med avisernes anmeldelser. De sidste er fint klippet ud og sat fast med nåle.
En del af forklaringen på Tue Andersen Nexøs og Tine Flyvholm Todes stræben kan selvfølgelig findes her i montrernes håndgribelig resultat. Men der er mere end berømmelsen på spil.

Det skal kunne bruges
Tine Flyvholm Todes mor måtte ringe ned til Værløse Bibliotek og meddele bibliotekaren, at pigen faktisk godt kunne nå at læse alle de bøger, hun havde i favnen, inden lånetiden udløb.
Lige siden har den nu 31-årige Tine læst bøger. Men det er forestillingen om en stor stabel af tætskrevne A4-sider i afhandlingsform om den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, der for knap ti år siden fik hende til at starte på litteraturvidenskab.
"Hvis jeg havde vist, hvad jeg ved nu, havde jeg måske ikke valgt mit studium af lyst. For mange år siden var universitetet måske et sted, hvor man kunne sidde og dis-kutere og fordybe sig. Men tiderne har ændret sig. I dag skal man vise, hvad man kan. Og det man kan, skal kunne bruges til noget," siger Tine Flyvholm Tode, der for to år siden afleverede sit speciale og i dag er redaktør på Egmont Books og litteratuanmelder ved Morgenavisen Jyllandsposten.
Lige præcis spørgsmålene: Hvad kan det bruges til? Skal du ikke yde noget? Har Tine Flyvholm Tode ofte måttet erkende over for sig selv, at hun ikke har kunne svare på.
"Litteraturvidenskab er et luksusfag. Men for mig er det ikke nytteløst. Ligesom man tidligere i historien læste og fordybede sig i biblen for at forstå dén, er der også behov for, at nogle sætter sig ned og forstår litteraturen. I en akademisk verden har det stadig sin berettigelse, men du kan altså ikke blive gymnasielærer i litteraturvidenskab, og derfor har jeg mødt mange, der ikke kunne se, at mit fag kunne bruges til noget," siger hun.

Lyst til at nørkle
Måske kan det virke omsonst at spørge en ung mand med efternavnet Andersen Nexø, hvorfor han læser litteratur. Men faktisk er den berømte forfatters 23-årige oldebarn ikke drevet af tanken om oldefaderens bidrag til litteraturhistorien. Martin Andersen Nexøs efterkommere har kastet sig over naturvidenskab og medicin og Tue Andersen Nexø overvejede da også i lang tid at læse biokemi.
Studierne foregår for det meste hjemme og ikke på KUA, hvor kun ganske få timer af en litteraturstuderendes arbejdsuge finder sted. Læsningen af de mange teoretiske, filosofiske og skønlitterære tekster er sammen med opgaveskrivning foran computeren dét, der optager størstedelen af studiet. Ved siden af de mange besøg på tyste biblioteker, hvor søgning af litteratur efterfølges af endnu mere læsning i bøger om kulturhistorie, tekstanalyse og moderne kultur.
Tue Andersen Nexø brænder for tekstanalysen. For det at side og "nørkle" med hver enkelt ord.
Han begynder ivrigt at fortælle om et kursus, han havde torsdag om Baudelaire.
"Vi snakkede om det første digt i hans digtsamling Syndens blomster, og jeg var meget optaget af, hvordan vi'et forholdt sig til de fire synder."
Han begynder at recitere:
"Tåbeligheden, fejlene, synden og gnieriet bebor vores ånder, bearbejder vores krop..."
"Meget frit oversat," indskyder han.
"Og vi nærer vores behagelige anger på samme måde som tiggere nærer deres lus."
"Ud fra den strofe syntes jeg, det var enormt interessant, hvordan det lille ord "vi" skal sættes i forhold til de nævnte fire synder."
Efter en tre-fire spørgsmål og den opklarende erkendelse, at Tue Andersen Nexø taler om synder - ikke om sønner - begynder Informations udsendte at begribe, hvad det er, den unge litteraturstuderende med de viltre proptrækkerkrøller pludselig taler så engageret om.
"Er det sådan, at vi som mennesker bestemmer at synde, eller er der et vi uden for os selv - en kraft som i virkeligheden kommer og overtager vores vilje. Hvad er det, teksten vil sige til os om de to forskellige måder at se synden på. Det interesser mig," siger han.

Et studium i utopi
Tine Flyvholm Tode forklarer sin lidenskab på en anden måde.
"Udfra de teorier vi lærer og bruger på værkerne, får du hjælp til at se en bog, som egentlig ikke griber dig. Så kan bogen vokse, åbne sig og blive stor og berigende. På den måde er vores viden om litteraturen fantastisk, fordi der på tværs af tid og landegrænser eksisterer en kæmpe krop af tekst om et enkelt værk, og det værk er uudtømmeligt. Litteraturvidenskaben handler om at finde sandheden om et værk. Hvad ville forfatteren, og hvad er meningen med værket?"
- Men er det så forfatternes hjerne I forsøger at finde ind til. Det kan I da ikke?
"Nej, man kan sige, vi prøver at finde ind til tekstens hjerne. Og det kan vi ganske rigtigt ikke. Men en del af drivkraften er jo netop, at man ved, det er et utopisk forehavende."
Den spinkle kvinde med det lyse hår og skinnende blå streg om øjnene griner. På en gang bevidst om det uforståelige i dét, hun siger - og om, at det er så enkelt for hende.
"Det er utopisk. Men man prøver, og hver gang man siger: "Nu har jeg den", er man kun kommet et lille stykke. Men folk kan hidse sig op over det som gjaldt det liv og død. Og det gør det jo faktisk også."
- Jamen hvordan kan det handle om liv og død, når du siger målet er utopi?
"Men utopier handler jo om liv og død. Men det glemmer vi, sådan som livet er nu. Vi har begge ben på jorden, og kan godt glemme alt om utopier, for det er spild af tid. Men i selve forsøget på at opnå sandheden, kommer du den en lille smule nærmere. Den erkendelse breder sig som ringe ud i samfundet, selvom vi ikke alle sammen sidder og læser analyser af Dostojevskij," siger Tine Flyvholm Tode.

Blind dynamik
Tue Andersen Nexø bruger ikke ord som sandhed. Men ligesom Tine Flyvholm har han alligevel en forestilling om at livet, som vi lever det i vores tid, ikke levner plads til unyttige ting.
"Naturvidenskaben beskæftiger sig med at undersøgelser af, hvad der er - det er udelukkende fysik. Humaniora reflekterer over, hvordan samfundet kunne være anderledes. Dét, synes jeg, er meget værdifuldt - hvis altså vi vil have en anden udviklingsdynamik end den blinde, der går ud på, at det hele bare skal være mere effektivt og økonomisk rentabelt."
Men Tue Andersen Nexø mener, at der i øjeblikket - specielt fra politisk side - er en tendens til, at også kulturen skal gøres rentabel.
"Det kulturelle bliver institutionaliseret. F.eks. bliver kunsten i stigende grad brugt i reklamen. Politikerne håber jo på, at vi litterater kan være med til at skive nogle tekster til de kataloger, der skal sælge dansk design som eksportvare."
"Man kunne jo forestille sig, at det ikke behøvede at være rentabelt det hele. Det kan vi bruge refleksionen, vi lærer i litteraturen, til," siger Tue Andersen Nexø.

Ånd i nød
Studerende, lærere og forskere på Københavns Universitet er under pres. Forskningsminister Jan Trøjborg vil have indsatsen, kvaliteten og det samfundsmæssige udbytte øget på denne som på andre højere læreanstalter.
Hvordan honorerer man dét på et fag, der tilsyneladende går ud på at læse bøger for bøgernes skyld? Hvad driver de studerende til den luksus, det ligner at gennemføre et studie i litteraturvidenskab? Hvilke krav om brugbarhed er det relevant at stille?
I Informations serie om de forpustede på Københavns Universitet har vi besøgt de nedskæringsramte sandhedssøgere på Niels Bohr Institutet og de karrierebevidste stræbere på Institut for Statskundskab. Nu er turen kommet til det tilsyneladende luksusfag i de grimme bygninger på Amager.
Tidligere artikler i serien blev bragt den 12., 13., 14., 19. og 22 februar.
Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu