Analyse
Læsetid: 7 min.

Charmetrold i offensiven

11. februar 1999

Nogen må give sig, hvis Nordirland skal have sin lokalregering om en måned. IRA's politiske gren, Sinn Fein, er gået i angrebsposition. Modstanderen er David Trimble, leder af protestantparti, UUP

Sinn Fein, den irske republikanerhær IRA's politiske arm, er gået på frierfødder. Den ombejlede er den offentlige opinion, som skal overbevises om, at partiet består af flinke folk med fornuftige politikker, man sagtens kan stole på.
Nærmere betegnet skal omverdenen bringes til at indse, at det er noget pjat, når protestanterne i Nordirland ikke vil sidde i lokalregering med Sinn Fein, bare fordi IRA på det bestemteste afviser at afhænde bare så meget som et lillebitte gram Semtex eller en eneste håndgranat.
Førstecharmør er Martin McGuinness, som stod i spidsen for Sinn Fein ved fredsforhandlingerne sidste år. I et stort anlagt portrætinterview søndag med den britiske avis The Observer blev McGuinness portrætteret som en seriøs, tænkende politiker, der enormt gerne vil have fred og enormt gerne vil være med til demokrati - hvis altså bare den fremmeste protestantleder og Nobelpris-modtager, David Trimble, vil holde op med al den snak om at aflevere våben. Det kan McGuinness, som ellers er 'forbindelsesofficer' mellem IRA og den kommission, der håndterer våbenspørgsmålet i Nordirland, simpelt hen ikke få IRA til, så længe Trimble står der og kæfter op. Heller ikke selv om det er almindeligt kendt - men aldrig offentligt bekræftet - at McGuinness er en af de ledende figurer i IRA selv. Det gør dog ikke McGuinness' bestræbelser nemmere, at den protestantiske terror mod den katolske befolkningsgruppe faktisk fortsætter - omend mindre intenst end før.

Portrætinterviewet var sat op med billeder af McGuinness i sådan Rodin-agtig tænker-position - alvorlig, eftertænksom og oprigtig. "Stol på mig" var den underliggende besked til læserne.
Få dage efter mødtes selvsamme McGuinness med den udenlandske presseklub i London. Her sagde han stort set det samme og spillede på samme strenge som i The Observer. Plus én mere: charmen. Den er svær at se på en TV-skærm men live har McGuinness en gavtyvestil af den type, der får mænd til at slå ham på skulderen og kalde ham kammerat nede i pubben, og som gør, at kvinder uvilkårligt kommer til at smile til ham. Meget irsk.
Den evne besidder ikke mange af de tidligere terrorbisser i Nordirland - heller ikke blandt de katolske republikanere - og man forstår, hvorfor det netop er McGuinness, der er blevet sendt i byen for at sælge budskabet. For budskabet er faktisk temmeligt barsk. Sinn Fein/IRA vil sidde i en demokratisk valgt regering, samtidig med at bevægelsen fortsat er væbnet til tænderne. Intet mindre.
Charmeoffensiven går formentlig i gang netop nu, fordi David Trimble og hans meningsfæller har haft lidt for godt held med at skabe opbakning til deres synspunkt, at IRA som et symbol på undergrundshærens goodwill må gå i gang med at aflevere sine våben. Alt andet strider mod fredsaftalens ånd.
En meningsmåling i Belfast Telegraph mandag viste, at hele 80 pct. af befolkningen i Nordirland synes det samme. Det ciffer indebærer selvfølgelig, at også ganske mange af Sinn Feins egne støtter i den katolske befolkningsdel mener sådan. Men McGuinness vil ikke anerkende det signal, målingen sender.
"De eneste meningsmålinger, der tæller i Nordirland, er folkeafstemningen og valget til lovgivende forsamling, hvor alle stemte for forandring," sagde McGuinness i London. I begge afstemninger sidste år gav befolkningen kraftig opbakning til fredsaftalen og de partier, der indgik den.
Når McGuinness siger sådan, er det fordi, han vil hamre fast, at våbenspørgsmålet er behandlet i aftalen selv. Der står, at afvæbningen skal være sket inden for to år. Når Trimble nu beder om afvæbning tidligere er det for det første et forsøg på at få et enkelt parti - Sinn Fein - til at gå ud over aftalen og for det andet en manøvre for at slippe for at etablere den magtdeling med katolikkerne, som fredsaftalen indebærer. Mener altså McGuinness.
Det kan godt være, at McGuinness og hans fæller vinder kampen om den offentlige opinion. David Trimble er den type, der kan lyse et helt selskab op ved bare at forlade rummet, og det samme gælder endnu mere for de 'hardliners' i baglandet, som står og spyer ham deres svolvfråde i nakken, såsom den rabiate protestantpræst Ian Paisley.
Men at republikanerne vinder chameoffensiven betyder ikke, at de har ret. Begge sider har et vist mål af ret i det, de siger. Og almindelig logik tilsiger, at så må man gå på kompromis. Det er der ingen af dem, der ligefrem har lyst til.
Så må de hjælpes. Irlands premierminister Bertie Ahern og hans kollega i London, Tony Blair, har gjort utallige forsøg. Det er nu på tale at hive fredsforhandlingernes leder, den amerikanske senator George Mitchell, ind igen - bakket op af Bill Clintons telefondiplomati.

Det er muligt, at begge sider ved at lade sig presse mere og mere ind i diverse hjørner, faktisk forbereder sig på den dag, da presset fra Blair, Ahern og Clinton bliver så stort, at de skal ud at sælge et nyt kompromis til baglandet. For at gøre det, er de nødt til at få det til at se ud, som om de virkelig har fået vredet armene hårdt om.
På IRA-siden frygter folk som McGuinness, at en afvæbningsstart vil føre til, at folk bryder ud og slutter sig til de grupper, som aktivt er imod fredsprocessen. Det vil næsten uundgåeligt føre til en opblussen af terroren.
På Trimbles side frygter han, at baglandet splittes endnu mere, end det er i forvejen, og at han selv risikerer at miste sin position. Det kan gøre det helt umuligt at iværksætte fredsaftalens politiske insitutioner.
Men der er ting og sager, som taler imod sådan et udkomme. IRA/Sinn Feins politiske linie har stor opbakning i den katolske befolkning. De voldelige splintergrupper nyder ikke sådan en støtte og vil derfor være nemmere at komme til livs. Her vil ikke mindst det irske politi skulle spille en hovedrolle.
Protestanterne - ikke bare dem i Trimbles parti - er i forvejen splittede. De mere fornuftige ved godt, at de ikke har noget at vinde ved yderligere splittelse, og at de ikke vil få tak af nogen for at te sig, så fredsaftalen tabes på jorden.
Der vil blot ske det, at snakken starter forfra, det gør volden også, og protestanterne har ikke udsigt til en bedre aftale end den, de har nu. Tværtimod med en New Labour-regering i London, som ærligt talt er temmeligt træt af de der uforsonlige protestanter, der evig og altid stritter imod at skulle dele magten med de nordirske katolikker.
Et andet muligt udkomme i den nuværende fastlåste situation er, at Dublin og London simpelt hen presser en løsning ned over hovedet på begge parter med henvisning til, at befolkningen i Nordirland i såvel folkeafstemning som valg til lokal forsamling har sagt stort ja til fredsaftalen. Det vil formentlig være til større fordel for katolikkerne end protestanterne. Hvilket nogle af dem da også har indset.
Billy Hutchinson fra det lille parti PUP, som er politisk front for en af de protestantiske terrorgrupper, har for nylig sagt, at sådan et resultat ikke er i protestanternes interesse.
Måske er løsningen, at Trimble bider i det sure æble og accepterer at sidde i lokalregering med Sinn Fein uden forudgående IRA-afvæbning, men at han bagefter undlader at samarbejde med Sinn Fein. Dermed kan Trimble vise sin holdning uden helt at obstruere. Ifølge en meningsmåling tirsdag i Belfast Telegraph mener 21 pct. af befolkningen, at sådan bør Trimble gøre.
Flest - 51 pct. - synes dog, at Trimble bør foretage et 'trosspring' og sætte sig i regering med McGuinness og hans partifæller og så håbe på, at IRA nok en dag finder på at aflevere sine våben. Men de 51 pct. er ikke lige fordelt på katolikker og protestanter. Hele 85 pct. af katolikkerne synes, at Trimble bør springe ud i det, mens det synspunkt kun kan mønstre 29 pct. af de protestanterne.
Så det er nok for stort et hop for Trimble. Men den modstræbende sure-æble løsning kan være det lille rejehop, som Trimble ser sig i stand til at tage, og som kan accepteres af katolikkerne. Så kan fredsprocessen halte videre. Og et samarbejde kan gå i gang med det største katolske parti, det socialdemokratiske og anti-voldelige SDLP, foruden de små midterpartier og måske ligefrem fra tid til anden et par af de andre, mindre protestant-partier. Sinn Fein folkene må så lirkes ind i varmen.
Det er der ringe tvivl om, at de vil blive. I længden er det temmelig vanskeligt at lade som om, en eller anden kollega, man sidder i regering med, overhovedet ikke eksisterer. Går der for lang tid, kan Sinn Fein altid sende Martin McGuinness på charmeoffensiv igen - denne gang hos protestanterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her