Læsetid: 13 min.

Courtney, Kurt og Nick

27. februar 1999

Nick Broomfield har lavet nærgående film om celebriteter, som Margaret Thatcher, bordelmutteren Heidi Fleiss og den kvindelige seriemorder Aileen Wuornos. Men i arbejdet med sin seneste dokumentarfilm om den afdøde grunge-stjerne Kurt Cobain måtte han sande, at han var oppe imod kræfter, der var større end ham selv

Den 8. april 1994 blev rockstjernen Kurt Cobain fra gruppen Nirvana fundet død i sit hjem i Seattle. Cobain var død af et skud gennem hovedet, og ved siden af liget fandt man et gevær, et afskedsbrev samt en æske med forskellige remedier til brug ved indtagelse af stoffer, kanyler og lignende.
Alt pegede på selvmord. Eller gjorde det?
Visse forhold satte spørgsmålstegn ved den umiddelbart mest oplagte konklusion. Der var ingen fingeraftryk på geværet. En stol var sat til at blokere en dør, der slet ikke kunne åbnes. Og i 'selvmordsbrevet', der mest af alt virkede som en afsked med Nirvana, var visse passager tilføjet med en andens skrift.
Hertil kom en række omstændigheder omkring tiden op til det formodede selvmord. Seks dage forinden var Cobain stukket af fra en afvænningsklinik i Los Angeles og havde taget et fly tilbage til Seattle.
Allerede dagen efter havde hustruen Courtney Love, der befandt sig på et hotel i Los Angeles, kontaktet privatdetektiven Tom Grant og bedt ham om at lede efter Cobain, angiveligt fordi hun var bekymret for ham. Da Grant - sammen med Cobains tætteste ven, musikeren Dylan Carlson - fandt liget, havde Cobain været død i fire dage.
Herefter begyndte spekulationerne. Kurt Cobain, der ved sin død var 27 år - samme alder som Hendrix, Morrison og Joplin - var sin generations mest feterede rockstjerne.
Gennem de sidste måneder før hans død havde det været offentligt kendt, at ægteskabet vaklede, og kilder tæt på parret mente ligefrem, at Cobain var ved at forberede en skilsmisse. Samtidig var det en udbredt opfattelse, at den tidligere stripper Courtney Love skrupelløst snyltede på sin mands berømmelse, og at hun fra første færd havde betragtet ægteskabet som et springbræt for sin egen karriere. Det var måske, måske ikke tilfældet.
Et faktum er det, at Love ikke selv tog hjem til Seattle på trods af, at hun efter eget udsagn var meget bekymret for sin mand; at hun sammen med gruppen Hole udsendte sin anden cd, Live Through This, dagen efter Cobains begravelse; og at hun efterfølgende har arbejdet målrettet på at komme til tops i Hollywood, en ambition som ikke mindst en rolle i Milos Formans film om Hustler-bagmanden Larry Flynt hjalp til at opfylde.

Kultfigur eller stakkel
I de følgende år voksede spekulationerne omkring Cobains død til regulære sammensværgelsesteorier. Mens han levede, blev Cobain udråbt til kultfigur, og efter sin død blev han af nogle betragtet som en stakkel, et offer, mens andre ophøjede ham til helgen.
Sådan var situationen, da den britiske dokumentarist Nick Broomfield i 1997 tog til Seattle for at lave en film om Kurt Cobain. Broomfield, der er uddannet på The National Film School i England i starten af 70'erne, har i de senere år rettet sin nærgående linse mod berømtheder, der af offentligheden primært kendes via sladderjournalistikkens rygter. Hans film er ikke egentlige portrætter, men handler snarere om afstanden mellem berømthedernes private virkelighed og deres offentlige image. Broomfield er specielt interesseret i den måde, hvorpå berømthederne i kraft af forbindelser, økonomiske interesser og monopoldannelse på medieområdet er i stand til at kontrollere 'sandheden'. Og gennem sin efterhånden ganske omfattende produktion har han markeret sig som en af de få instruktører, der laver intelligente, kritiske og ligefrem undergravende film om tabloidverdenen. Dette er en af årsagerne til, at hans produktioner har et - for dokumentarfilm - usædvanligt stort publikum i biografer og på købevideo; og til, at han af den mere degneagtige del af journaliststanden ofte beskyldes for populisme og narcissisme, og for selv at være blevet en del af den jet-set verden, han beskriver.
Beskyldningerne synes at være ganske ubegrundede, hvis man gør sig den umage at dykke ned i Broomfields produktion. Her møder man en instruktør, der har flair for at færdes i alle samfundslag, og som med en egen form for uskyld virker lige fordomsfri og ikke lefler for nogen. Hans frækhed, åbenhed og kejtede venlighed er redskaber, der får folk til at åbne sig, så publikum selv kan danne sig en mening om det, de ser.

Cobains skrøbelighed
I filmen ses Cobains tante Mary, der lærte ham at spille, da han var barn, og som værner om minderne om en stakkels forsømt teenager; hun synes at være en af de få, som har fornemmelse for Cobains skrøbelighed. Så er der ungdomskæresten Tracy Marauder, til hvem Cobain skrev sangen About a Girl; hun fortæller, hvordan han i virkeligheden var flov over berømmelsen, fordi den fjernede ham fra den gamle omgangskreds. Der er den nære ven, musikeren og junkien Dylan Carlson, der skaffede Cobain det gevær, han angiveligt skød sig med. Der er Courtney Loves eks-kæreste, Portland-rockstjernen Rozz Rezabek, der mener, at Love egentlig havde tiltænkt ham den skæbne, som senere blev Cobain til del. Der er barnepigen, som passede Cobain og Loves datter i parrets sidste tid. Og der er det bizarre Los Angeles punk-fænomen El Duce, som hævder, at Love tilbød ham 50.000 dollars for at myrde hendes mand; umiddelbart efter at Broomfield har haft sit første møde med El Duce, vader han ud foran et tog i en brandert og bliver slået ihjel.
Med andre ord: der er ikke tale om traditionelle sandhedsvidner i journalistisk eller dokumentarisk forstand, men om repræsentanter for den virkelighed, Cobain levede i, aktører i det absurde drama omkring Kurt & Courtney.
"Jeg mener ikke, at spørgsmålet om 'troværdighed' er relevant i denne sammenhæng," forklarer Broomfield. "Disse folk er, hvad de er, og det er op til publikum at vurdere dem. Hvis Kurt havde levet, ville han heller ikke have været 'troværdig'. Det er et miljø, hvor folk tager masser af stoffer, og det handler ikke om, hvad de siger, men om hvordan de fremtræder. Dét er sandheden om den verden. Det er virkeligheden. Det er absurd at forvente, at de folk skal leve op til nogle standarder, som man overfører fra andre samfundsgrupper."
Den eneste, Broomfield ikke fik fat i under opholdet i Seattle, var Courtney Love. Efter Cobains død har hun haft travlt med at krænge fortidens kappe af sig, og hun gjorde, hvad hun kunne, for at trække finansieringen væk under Broomfields BBC-producerede film. Faktisk lykkedes det Love via sine kontakter i MTV's ledelse at få nogle af investorerne til at trække sig ud.
"De amerikanske selskaber, der havde penge i filmen, ejes af Viacom, og det gør MTV også. Og fordi Courtney er på god fod med MTV's ledelse, havde hun stort set magt til at få dem til at bremse projektet. De skiftevis truede BBC og tilbød at købe filmen for at forhindre den i at blive vist. Havde jeg ikke haft penge med fra England, var filmen aldrig blevet lavet."
Den mest ihærdige fortaler for mordteorien er privatdetektiven Tom Grant, som stadig er overbevist om, at Courtney Love havde noget at skjule, da hun hyrede ham. Faktisk mener han, at hun var meddelagtig i Cobains død. Andre har bakket op om denne mistanke. Selv Courtney Loves biologiske far, Hank Harrison, tidligere manager for Grateful Dead, har datteren under mistanke, hvilket han ikke lægger skjul på i de to bøger, han har skrevet om Cobains død.
Hermed er vi inde på klassisk Nick Broomfield-territorium: hele den betændte lavine af fordægtige motiver, pengeinteresser og sensationslystne spekulationer, som en begivenhed af denne karakter kan sætte i skred. Der er dem, som mener, at filmen er et hævntogt, at instruktøren gravede alle disse slibrigheder frem, fordi Courtney Love nægtede at tale med ham.

Courtney truer
"Da jeg begyndte på optagelserne," siger Broomfield, "var mit primære mål at undersøge Kurt Cobains liv. Jeg havde forventet, at Courtney Love ville medvirke. Faktisk regnede jeg med, at hun skulle være en slags hovedperson. Der er blevet sagt så meget skidt om hende, og jeg tænkte, at hun gerne ville have en anledning til at svare igen på beskyldningerne."
"Min strategi er som regel at vise forskellen mellem et menneskes virkelighed og det billede, der tegnes gennem medierne. Fortællemæssigt virker det stærkt, hvis en række af de negative ting, der siges i løbet af en film, afkræftes hen imod slutningen - det giver et mere nuanceret billede, som smitter af på alt, hvad der tidligere er blevet sagt. Men over for Courtney fungerede denne plan ikke. Vi havde dårligt lavet de første optagelser, før vi løb ind i nogle enorme vanskeligheder, fordi hun forsøgte at bremse projektet."
Da Courtney Love ikke havde succes med at standse filmen, nægtede hun at give tilladelse til at bruge Cobains musik. Senere lykkedes det hende at skræmme arrangørerne på Sundance Filmfestival, hvor Kurt & Courtney skulle have haft premiere, til i sidste øjeblik at tage filmen af plakaten. Dette skærpede blot interessen for filmen, men Loves indflydelse var så stærk, at ingen større biografdistributører i USA turde røre den. Havde det ikke været for den lille San Francisco-biograf The Roxy, som tog chancen og satte Kurt & Courtney op, havde den måske stadig ligget på hylden og samlet støv.
"På grund af store mediekonglomerater som Viacom eller Time-Warner og på grund af de enorme summer, der er involveret i populærkulturen i dag, kan berømtheder som Courtney Love have en høj grad af kontrol over deres omgivelser. Det er et af de aspekter, der er medvirkende til, at hun fremstår i et negativt lys. Noget andet er, at hun i bund og grund selv er ansvarlig for, hvordan hun fremtræder i filmen. Det var ikke, fordi jeg specielt måtte lede efter negative historier om hende - de kom til mig i hobetal. Havde jeg mødt mennesker, der sagde noget positivt om hende, ville jeg selvfølgelig have inkluderet dem, fordi det altid er mere interessant med et nuanceret billede."

Bloomfield i centrum
I de senere år har Broomfield udviklet en stil, hvor han selv optræder foran kameraet og i det hele taget integrerer filmens tilblivelse i historien. Han placererer sig selv som en lidt nørdet og klodset figur, der med store hovedtelefoner og en boomstang i hånden tumler ind hos sine interviewofre, der sjældent er blevet varslet i forvejen.
I Kurt & Courtney går Broomfield linen helt ud, idet han hen imod filmens slutning springer ud af rollen som filmmager og ind på historiens arena. Courtney Love, der er berygtet for at true journalister, var i forbindelse med premieren på filmen Folket mod Larry Flynt blevet inviteret som ærestaler ved et arrangement til fordel for pressefrihed i organisationen ACLU. Dette blev for meget for Broomfield, der styrtede op på scenen og stillede Love et kompromitterende spørgsmål, hvorefter han blev fjernet af nogle bodyguards. Scenen kom med i filmen.
"Jeg er klar over, at folk opfatter mig som en narcissist, når jeg gør den slags, men for mig er det simpelthen en metode. Det er min erfaring, at man i forhold til visse emner på denne måde kan komme ind til nogle lag, som ikke ville kunne afdækkes ved traditionelle interviews. I mange tilfælde kendetegnes folk snarere af dét, de ikke vil tale om, end af det de siger. Min metode er et redskab til at trænge bag om det, folk siger."
"Vi har efterhånden vænnet os til disse figurer i medierne, der præsenterer ting for os - 'præsentatorer', der står i billedet med en mikrofon. For mig at se er de nogle ret underlige skikkelser, en slags Marsmænd. De har pænt tøj på og en pæn teint, men i de fleste tilfælde har de ikke selv skrevet de ord, de siger. Derfor finder jeg det mere relevant at se filmmageren. Så kan folk danne sig et indtryk af den ansvarlige - er han troværdig, en nar, en narcissist eller whatever."
- Du er en af de få dokumentarister, som ikke har noget imod at være underholdende?
"Efter min mening er dokumentarfilm en meget speciel form. Film er det dyreste materiale, man kan vælge til at fortælle en historie i, og derfor er man forpligtet til at gøre resultatet så tilgængeligt for publikum som muligt. En del af det at lave film er at lave noget, som folk ønsker at se, at gøre det underholdende og appellerende. For at opnå dette kan man bruge redskaber som humor eller patos. Det er ikke altid nok at have hjertet på det rette sted. Man skal også være i stand til at fortælle historien på en måde, så publikum bliver fanget ind og kan dele filmmagerens entusiasme og engagement."
- Mange mennesker har ekstremt høje moralske og etiske krav til dokumentarisme - et niveau, som ikke gælder inden for andre områder af tilværelsen?
"Det er sandt. Nogle gange skulle man tro, at folk talte om en religion. Da jeg startede, havde jeg de mest forfærdelige problemer. Publikum gik amok og kaldte mig nazist eller andre vanvittige ting. Folk lader sig rive med og siger ting helt ude af proportion, når det drejer sig om dokumentarisme. Men det virker, som om folk er blevet mere varsomme med at kritisere mig, fordi mine film er ret populære."

Flere lag
"Jeg vælger emner, der rummer flere forskellige lag eller spor, som jeg kan forfølge. Emner, der har et bredere perspektiv end eksempelvis 'et portræt af en rockstjerne'. Med hensyn til Kurt & Courtney var jeg skeptisk over for de konspirationsteorier, som jeg på forhånd havde hørt rygter om, men jeg udelukkede ikke noget."
"Folk er generelt ret uforudsigelige. Man hører noget om dem på forhånd, og når man så møder dem, viser de sig at have andre sider. For mig er dette essensen af dokumentarisme. Det er en meget spontan form, og jeg elsker denne elektriske fornemmelse, der kan opstå ved det første møde mellem to mennesker. Der er noget dyrisk over det: Man sniffer til hinanden og forsøger at danne sig et indtryk. På den måde kan man få et glimt af folk, inden de får lagt ansigtet i de rette folder, og mange gange finder man ud af mere om et menneske i disse første sekunder end i hele det formelle interview."
- Du filmer flere gange Courtneys far, Hank Harrison, i uforberedte situationer. Hvad var dit indtryk af denne underlige mand, som beskylder sin egen datter for at være morder?
"Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var fascineret af ham. Men mest af alt var jeg forundret og frastødt af hans person. Jeg er selv far, og det var svært for mig at forstå, at han ikke i det mindste forsøgte at lade tvivlen komme datteren til gode."
- Han fremstår som én, der kunne have misbrugt sin datter?
"Well, det er muligt. Han laver nogle interessant freudianske fortalelser, hvor han blander hustruen og datteren sammen. Det er absolut muligt. Courtney har sagt, at han gav hende LSD, da hun var fire år gammel, så der er under alle omstændigheder tale om et usædvanligt forhold."
- Hvad er din egen konklusion med hensyn til mordteorien?
"Eftersom der ikke synes at være egentlige beviser på, at Cobain blev myrdet, er det min formodning, at der var tale om et 'tilskyndet selvmord'. Der er så mange mystiske detaljer omkring denne Tom Grant, og om Courtneys håndtering af perioden omkring dødstidspunktet, at det virker som en ren noir-film. Der er omstændigheder, som offentligheden åbenbart skulle forledes til at tro på, men som simpelthen har en lugt af noget lusket omkring sig - men selvfølgelig er der langt derfra og til med sikkerhed at sige, at der var tale om mord."
- Hvordan oplevede du Courtneys trusler under produktionen?
"Denne type sager fungerer på den måde, at advokaterne forsøger at skræmme én, så man opgiver på forhånd. Hvis man overlever og får lavet filmen, holder de gerne op med deres chikane. Efterfølgende kan de eventuelt forsøge at skræmme distributører og biografer, så filmen ikke bliver vist, men er der bare én biograf, som tager chancen og viser den, har de faktisk tabt. Personligt modtog jeg ingen dødstrusler, sådan som den britiske journalist Lynn Hershberg gjorde det under sit arbejde med en biografi om Kurt Cobain. Jeg tror, at den slags hører fortiden til. I dag er tingene blevet mere sofistikerede og indirekte."
- Hvad følte du, da du omsider stod over for Courtney ved ACLU-arrangementet?
"Jeg havde simpelthen for meget adrenalin i kroppen og for mange forvirrede tanker i hovedet til at tænke noget som helst fornuftigt. Det var min hensigt først at tale lidt om nogle neutrale emner, men hun smuttede, inden jeg gik over til de mere konfronterende spørgsmål. Uanset hvad man mener om en person, kan man ikke rigtig indlede en samtale med at spørge: 'Har du myrdet din mand?' Det ville virke en anelse uhøfligt."

*Nick Broomfields film om Kurt & Courtney sælges på video herhjemme gennem musikmagasinet Zoo og vil i biografversionen kunne ses på NatFilm Festivalen, ma 1.3. kl. 21:00 i Vega

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu