Muren faldt for snart ti år siden, men de glade toner fra DDR klinger stadig - ikke bare
i højttalerne men også i musik-koncernen BMG's pengekasse. Karat spiller rock, sangerinden Ute Freudenberg synger, mens den partitro Oktoberklub tier
Tøjet er sort, cowboy-jakken nystrøget. Jörg Stempel sidder på 4. sal i musik-koncernen BMG's hus i Berlin. På konference-bordet ligger det foreskrevne kreative rod, en stabel indrammede guld-plader læner sig skødesløst op af den hvide væg. Jörg Stempel er direktør for BMG-datterselskabet Amiga, der har købt hele den østtyske sangskat for at tjene penge på den i det genforenede Tyskland.
"Vi har været i gang i fem år og kan fremvise et flot økonomisk resultat. BMG's investering i Amiga er tjent ind tre gange," fortæller Jörg Stempel.
"Medierne har skabt den opfattelse, at DDR-musikken var parti-konform, gammeldags og uden klang. Men det passer ikke. Hvis man når igennem til kunderne, siger de: 'Det er jo hits med rigtig gode melodier og tekster.' Fordi den tysksprogede rockmusik var påtvunget, er der opstået en masse fede sange," siger han.
Men hvad er hemmeligheden bag den sejlivede sang?
Vi rejser tilbage i tiden, til starten af 60'erne, for at møde tre unge, Herbert Dreilich, Lutz Kirchenwitz og Ute Freudenberg, der bliver til noget ved musikken.
Herbert Dreilich er 17 år, da hans forældre beslutter sig for at emigrere til Østtyskland. Han er vokset op i München og London og har fået smag for rockmusik, nu skal han leve i et komplet fremmed land.
Få måneder efter bygger DDR endda Berlinmuren. Han er fanget.
"Først tænkte jeg: 'Hvad laver jeg her? Jeg vil væk!' Men så fik jeg venner og begyndte at spille musik." Herbert opgiver hurtigt at kæmpe mod sin skæbne: "Det ville ikke nytte at protestere eller lave hærværk, indså jeg."
Mens Herbert først lader sig uddanne til vinduesdekoratør og derefter studerer musik, lægger han grunden til rockgruppen Karat, der vil blive et af DDR's største rockbands.
Lutz Kirchenwitz er inspireret af folk-musikken, og mødet med canadieren Perry Friedmann bliver afgørende for Lutz' musikerliv. Friedmann er nemlig emigreret til DDR med en drøm i tasken - en drøm om at blive ligesom Pete Seeger i Amerika. Sammen med en flok unge mennesker starter Friedmann en folk-klub i et sidelokale til biografen 'International' på Karl Marx Allé i Østberlin. Klubben kalder han 'Hootenanny', men den slags anglicismer ønsker regimet ikke. Under navnet Oktoberklub går det bedre.
Ute Freudenberg er på dette tidspunkt blot en glad skolepige, der elsker at synge. På en sommerlejr med DDR's ungdomsorganisation FDJ keder hun og kammeraterne sig ganske usocialistisk:
"Så var der en, der skaffede en guitar og jeg sang for. Vi endte selvfølgelig med vest-slagerne."
Hvem er det, der synger? spørger en stemme.
"Jeg tænkte: 'Nu er det slut! Du har sunget Vest-sange i en FDJ-lejr. De smider dig ud..'"
Ute bliver opdaget - ikke af en linjetro ungdomsfunktionær men - af en musiker, som vil have hende med i et fritidsband. Siden skal hun indsynge Jugendliebe, som efter Murens fald vælges til DDR's kulthit.
For at få lov at optræde professionelt i DDR skulle man have en anerkendt uddannelse - det var forskellen på Øst og Vest," forklarer Ute Freudenberg.
I hjembyen Weimar bliver hun optaget på Franz Liszt-skolens TUM-linje for danse- og underholdningsmusik.
"Efter eksamen kategoriserede et bedømmelsesudvalg én som A-, B- eller C-kunstner. Kategorien havde betydning for, hvor meget man fik i løn. På den måde blev det kunstneriske niveau meget højt."
Da hun er færdig på TUM i 1977, danner hun og nogle venner gruppen Elefant.
"Vi var tre sangerinder i bandet - det var dengang med disko-musik, Bee Gees og violinerne, og vi var meget inspireret af den internationale lyd. Men efter et år havde jeg fået nok - det var utåleligt med de andre damer, der græd i hysteri."
Jalousi-dramaer og skænderier får Ute til at sige op, men enden på balladen bliver, at de to andre piger ryger ud. Elefant er trimmet til den kommende succes som et af DDR's mest populære bands.
Også for rockgruppen Karat går det fremad.1977 indspiller gruppen sin første lp.
"Kunstnerisk følte vi os ikke isoleret i DDR. Vi kunne se Vest-tv, og radioen var tvunget til at spille vestlig musik - ellers gad folk gad ikke høre den. Derfor åbnede man pladestudierne for de unge musikere og sagde: 'I må gerne spille, men det skal være på tysk!' Sådan begyndte det også for Karat. Man blev indbudt til en prøve, og hvis de syntes, det var i orden, indspillede man et par numre," siger guitaristen og forsangeren Herbert Dreilich.
"At vi blev tvunget til at arbejde på tysk, har udviklet os på en positiv måde - kan vi se i dag."
Livet som rockmusiker i DDR er besværligt. En klangfuld akustisk guitar kan arbejder- og bondestaten frembringe, men de elektriske guitarer kan ikke holde tonen igennem et helt nummer. Så hurtigt som økonomisk muligt skaffer Herbert Dreilich sig en vestlig guitar og forstærker på det sorte marked:
"De polske og bulgarske musikere kunne frit rejse til Vesttyskland, og de tjente mere på at købe instrumenter i Vest og sælge dem i DDR, end de kunne få for at spille."
Ute Freudenberg supplerer: "Vi spillede på vest-instrumenter, og det var forbudt. Men vi kunne kun få lov at indspille plader på det statslige pladeselskab Amiga, hvis vi havde ordentlige instrumenter... Det var sindssygt."
Heller ikke de partitro FDJ'ere i Oktoberklub kan nøjes med Øst-instrumenter:
"Det var ulovligt, men alle gjorde det," siger Lutz Kirchenwitz.
I starten er Oktoberklubben spillestedet for unge musikere og visesangere, der er tiltrukket af folkemusik og amerikansk folk. Blandt dem også den unge Wolf Biermann, fortæller Lutz Kirchenwitz:
"Bygningen af Muren i 1961 bragte en smule liberalisering i DDR. Mens man i 50'erne var meget forstokkede og rock'n'roll tabu, blev myndighederne lidt mere tolerante i 1961. Tøbruddet varede kun til SED's 11. plenum i 1964, hvor beatmusikken blev lagt død for en tid."
Generalsekretær i SED Walther Ulbricht og hans senere afløser Erich Honecker udtrykker deres voldsomme mishag med den langhårede ungdoms musik. Kritikken gælder dog ikke den samarbejdsvillige Oktoberklub, der af FDJ lader sig presse til at blive et agitprop-ensemble med lystig beat og slagsange på repertoiret.
"Man bad os optræde til politiske festivaler og for partiet, og hver gang skabte det voldsom diskussion i klubben. Nogle ville ikke være med og gik ud - det var altid en afvejning af, hvad man kunne opnå," siger Lutz Kirchewitz, der dog afviser, at Oktoberklubben var partitro.
"For Wolf Biermann var det meget enkelt: Han havde berømte, antifacistiske forældre - han vidste, at han ikke kunne røres. Helt bevidst gik han over stregen - og glansfuldt ind i historien. Det kunne vi andre ikke tillade os," siger Lutz, der var SED-partimedlem til 1990.
Hver ny sang skal godkendes af den statslige censur, før den fremføres.
"Jeg vidste præcis, hvor grænsen gik. Og jeg kunne selv vælge at få min sang kasseret - eller sige det samme på en anden måde," siger Herbert Dreilich.
"Der var også et lektorat af lyrikere, som holdt øje med, at vi sang et ordentligt tysk," husker Herbert og ærgrer sig over nutidens meniningsløse musik: "Som musiker har man et ansvar og kan ikke bare brøle et eller andet."
Ute Freudenberg er kommet til det samme resultat:
"Når jeg i dag hører folk uden talent synge dårlige tekster, ønsker jeg de gamle dage tilbage - også selvom vi bandede over, at vores tekster blev kasseret i lektoratet. Nu må jeg ofte slukke for radioen, fordi det er så dumt at høre på. Mennesker uden talent, som forgudes af tilhørerne, bringer sådan et dårligt tysk videre."
Ute Freudenberg kåres fire gange som årets solist i ungdomsbladet Neues Leben, og hun er i tv næsten hver uge. Selv vesttyske journalister beder om interviews:
"De var meget provokerende, og før man gav interviews, skulle man 'i behandling med rødt lys' og forberedes på forskellige spørgsmål, så man kunne svare klogt i DDR's navn."
Ute lever et travlt og sorgløst stjerneliv. Hendes far havde siddet i kz-lejren Buchenwald, fordi han var kommunist, og det har Ute pålæg om at fortælle i alle sine interviews.
"Jeg var det gode eksempel med den rigtige baggrund, og jeg tænkte, at sådan skulle det være. Men så skete der noget, der ændrede min opfattelse."
Modsat socialistisk sædvane er musikerne nærmest selvstændigt erhvervsdrivende - de ejer produktionsmidlerne selv. Gruppen Elefants forstærker- og lysanlæg samt vognparken ejes af manageren.
"Ja, manager måtte det ikke hedde, det var et kapitalistisk begreb. Vi kaldte ham organisatorisk leder."
I 1982 er der igen strid i Elefant - med den organisatoriske leder. Ute vil ud. Men da hun siger op, går bandet også. Tilbage står den organisatoriske leder med sin investering, og han vil have hævn.
"Fordi branchen var så sammenfiltret og domineret af få personer, kunne han skabe en masse ondskab. Han udvirkede bl.a., at jeg ikke blev spillet i radioen mere. Man forsøgte at tie mig ihjel, og jeg lærte, at jeg bare var en marionetdukke, der levede på andres nåde. I 1984 sagde Amiga-direktøren, at jeg aldrig ville komme til at indspille plader igen."
I foråret 1984 gifter hun sig med kæresten Peter, der er DDR's førende kaskadeur (det måtte ikke hedde stuntman).
Også han trækkes ind i kampagnen mod Ute; hvis han vil fortsætte med sine rullefald i tv og på film, skal han først studere marxisme-leninisme i et år.
"Da var jeg klar over, at spillet var ude."
På DDR's monopol-pladeselskab Amiga møder vi Jörg Stempel, manden der siden skal gøre karriere i BMG-koncernen. I 1980'erne er han ansat som redaktør i Amiga, der forsyner indbyggerne med pop, rock og jazz. Amiga er en del af VEB Deutsche Schallplatten.
"Jeg husker ikke, hvad der skete med Ute Freudenberg," siger han i dag, "men i de fleste tilfælde passer det ikke, når kunstnere hævder, at Amiga undertrykte dem. Vi arbejdede kommercielt og holdt ikke ting tilbage, som ville give penge."
Amiga er en af DDR's få overskudsgivende virksomheder. Hvert år afleverer pladeselskabet 100 millioner mark til sin ejer, Ministeriet for Kultur.
Markedsvilkårene bliver dog sat ud af kraft, hvis en kunstner ytrer sig kritisk mod systemet.
Så træder regimets udspekulerede undertrykkelsesapparet i funktion, som det bl.a. sker mod sangeren Manfred Krug, efter at han offentligt har protesteret mod behandlingen af Wolf Biermann i 1976:
"Hans musik blev udelukket fra radioen, og når han gav koncert, blev billetterne holdt tilbage. Han sang for en tom sal - der sad bare fem betroede parti-folk, som havde besked på at gabe demonstrativt. Sådan en behandling kan slå den største kunstner ihjel på scenen," ved Jörg Stempel.
Flygter en kunstner, bliver hans plader begravet i radioens samlinger.
"De politiske grunde til fortielsen fremhæves altid, men de økonomiske spillede egentlig en større rolle: Hvis en kunstner blev spillet i radioen efter sin flugt, skulle rettighederne afregnes med det vesttyske copyright-selskab i D-mark. Den smule udenlandsk valuta, DDR havde, var afsat til vigtigere formål end pop-musik."
Derfor indfører DDR også rationering af udenlandsk musik i radioen - kun 40 procent er vestlig.
Karats eksperimenterende stil opnår et ry, der rækker langt ud over landets grænser. Gruppens plader udgives i både Øst- og Vesttyskland, og gruppen får invitationer fra udlandet.
"Vi var en eksport-succes, og har spillet mange penge hjem til DDR. Før vi tog afsted til Vesttyskland første gang, blev vi kaldt op til Komiteen for Underholdningsmusik og belært om, hvordan vi skulle opføre os - af funktionærer, som ikke selv havde været der! Det var latterligt. De forsøgte også at få mig til at skrive rapporter efter vores koncerter. 'Nej, det er jeg for doven til,' sagde jeg."
Karat rejser verden rundt, og flere gange besøger gruppen Danmark. Kulturfunktionærerne bliver meget irriterede, da de hører at Karat har spillet i hash-mekkaet Christiania i Danmark.
"Jeg har aldrig set så mange hunde til en koncert..."
Men trods de gyldne muligheder og kunstneriske udfordringer i Vesten, vender Karat lydigt hjem bag Muren efter hver turne.
"Vi overvejede selvfølgelig at blive væk, men under den første turne i Vesttyskland havde vi nogle kedelige oplevelser med koncertarrangøren og nogle andre røvhuller, som snød os. Vi var bange for, at det ville gå os, som det gik næsten alle flygtede kunstnere fra DDR: Det første år ville pressen hylde os, og siden glemme os. Det var vores musik os for dyrebar til," siger Herbert.
Lutz Kirchenwitz bliver efterhånden godt træt af Oktoberklubbens ideologiske forpligtelser. Da klubben optræder ved SED's første-sekretær i Berlin, Konrad Naumanns 50 års fødselsdag i 1980, får Lutz nok.
"Han havde gjort meget for Oktoberklubben, derfor kom vi. Men at spille for ham, mens han sad og spiste, fik mig til at føle mig som en hofnar. Det var til at brække sig over."
I foråret 1984 får Ute Freudenberg ganske uventet lov til at optræde i et tv-show, der skal optages i Hamburg, selvom hun siden 1982 har haft udrejseforbud fra DDR.
"Dét opfattede jeg som en udvisning, men systemet ville ikke gøre det let for mig. Måneden før var jeg blevet gift med Peter, men han måtte ikke tage med. Jeg overvejede længe, hvad jeg skulle gøre. Fredag den 13. april 1984 hoppede jeg af."
Ute slår sig ned i Düsseldorf. I DDR tvinges Peter til at underskrive en erklæring om, at Ute ikke offentligt vil omtale DDR negativt. Efter fire og en halv måned får Peter endelig lov at rejse - med regimets formaning: "Glem ikke, at De stadig har familie her."
Sin status som øst-stjerne kan Ute ikke udnytte i Vesttyskland. Hun må begynde helt forfra - og bliver sangerinde ved firmafester og på krydstogtskibe.
"Det var en dejlig tid, og jeg nød det helt bevidst. Mens jeg gjorde folk glade, så jeg hele verden."
Efter Murens fald opdager Ute Freudenberg at hendes gamle publikum ikke har glemt hende. Det har endda "inficeret den næste generation," som hun siger.
I 1996 flytter hun og Peter hjem til Weimar: "Folk har brug for mig her." Den 43-årige sangerinde har netop udgivet en ny plade.
Karat oplever et par stille år efter 1989, men har stadig et publikum i hele det tysktalende område. Hver sommer er bandet på turne, hvert andet år kommer der en ny plade, men den seneste samfundsudvikling er den 55-årige Herbert Dreilich ikke tilfreds med:
"Censuren er meget værre i dag end dengang. Nu griber pladedirektørerne ind i indspilningerne og siger: 'Det er for højt' eller 'det bryder husmødrerne sig ikke om.' Men os kan de ikke ramme. Vi er ganske vist ikke så store, men vi tjener stadig penge til dem."
Oktoberklubben opløstes i 1990, Lutz Kirchenwitz er i dag 57 år og på dagpenge, han sysler med at skrive DDR's musikalske historie.
Jörg Stempel har travlt som direktør for sit gamle firma, men han har også fået tid til at udgive en plade, Die Schalmei hat immer Recht med DDR's mest firkantede politiske sange og absurde lydbidder fra radioen.
"Pladen er lavet med en stor portion ironi. Andre må gerne grine ad det, men vi skal også selv kunne grine - med det skud bitterhed, som kommer af, at vi syntes sangene var gode. I dag er de pinlige."
Midt i sin succes ærgrer det ham, at vesttyskerne ikke er mere lydhøre overfor den arv, BMG forvalter. Langt de fleste Amiga-kunder bor i det tidligere DDR.
"Vi har brug for stærke emotionelle tv-udsendelser, der bringer vores musik ud til en målgruppe, som ikke har fordomme imod os," siger direktøren, der stadig kalder sig 'en rigtig ossi'.
Citaterne i teksten er hentet fra cd'en 'Die Schalmei har immer Recht', BMG Amiga 1996.
