Læsetid: 4 min.

Det er mit, mit, mit...

16. februar 1999

Tyskland er en republik, men adelens efterkommere fører sig selvsikkert frem. Wilhelm II's oldebarn vil være tysk kejser, andre kræver million-værdier udleveret

Dernede
BERLIN - For ugebladslæsere er artikler om de adelige og kongelige lige så livsvigtige, som krøllejernet for frisøren. I manglen på en egen regent må de tyske læsere ty til adelen eller søge langt uden for republikkens grænser for at stille tørsten efter blåt blod.
For eksempel til Monaco, hvor prinsesse Caroline netop har fundet lykken med sin nye mand, den tyske Ernst August, prins af Hannover, af Storbritannien og Irland, hertug til Braunschweig og Lüneburg.
"Et lykkeligt fyrste-bryllup mellem Hannover og Monaco kaster også lidt glans på det republikanske Tyskland," jublede boulevardavisen Bild Zeitung i en leder.
Men adelen vil naturligvis ikke nøjes med at spille de tildelte glansroller i ugebladenes glittede sæbeoperaer. Adel forpligter, som man siger, især hvis man som Ernst August kan føre sin slægt tilbage til år 790 efter Kristi fødsel og i kraft af slægtskabet med dronning Victoria er britisk tronarving (nr. 26 efter prins Charles).

Vil have det hele
Få dage efter brylluppet begyndte Bild at berette om, hvordan prinsen forlanger et slot, ejendomme, malerier og antikviteter for flere hundrede millioner D-mark udleveret af delstaten Sachsen-Anhalt i det tidligere Østtyskland. Værdier, som blev konfiskeret efter Anden Verdenskrig, skal føres tilbage til den retmæssige ejer, prinsen, fastslår hans advokater.
Kravet ville have været lige efter loven - havde det ikke været for Ernst Augusts far og farfar (de hed også Ernst August), der støttede nazismen, og så gælder loven ikke.
"Min farfar var britisk statsborger og er derfor undtaget," lyder modargumentet. Dog var farfaren samtidig også tysk statsborger; en præcedensskabende dom har afgjort, at så gælder undtagelsesbestemmelsen ikke.
Med dette seneste eksempel på, hvilket roderi der kan komme ud af det forkætrede dobbelt statsborgerskab står sagen nu:
Ernst August hævder fortsat, at hans familie var anti-nazister, mens bl.a. Bild og ugemagasinet Der Spiegel nidkært kan vise billeder fra familiens fotoalbum, hvor ingen tvivl er mulig. Heller ikke beretningerne om, hvordan farfaren forsøgte at indynde sig hos Føreren eller familiens diskutable erhvervelse af jødisk ejendom bliver glemt, når bladene gør regnskabet op.
Ernst August er ikke manden, der lefler for pressen; langt hellere holder han en fuck-finger op mod fotografernes linser, hvis han da ikke som i januar 1998 korporligt går til angreb med hævet paraply. Siden har han betalt godt 400.000 kr. til den tv-fotograf, han brækkede næsen på, og må for altid finde sig i øgenavnet "prygle-prinsen".
På grund af prinsens afvisende holdning mod pressen og de enerverende krav om store, kontante erstatninger har de kulørte blade måske ligefrem et hævnmotiv, når Ernst Augusts familiekrønike skal skrives.

109.202 krav
Sagen om Ernst Augusts arv er ikke enestående. Han er blot én i den lange kø af tyske adelige, der fører sager mod delstater og museer i det tidligere Østtyskland.
Efterkommeren af Sachsens kongefamilie, prins Albert, forlanger ca. 15.000 antikviteter og kunstgenstande udleveret fra Sachsens museer. Delstatens tilbud om at købe de vigtigste eksponater for godt 90 millioner kr. afviser han.
I delstaten Thüringen gør 30 adelsfamilier krav på ca. 300.000 antikviteter og kunstgenstande, som for tiden er udstillet i delstatens museer, for ikke at tale om slotte, ejendomme og jord.
"De rydder vores udstillinger," klager Siegfried Mues, leder af bymuseet i Gera.
Prins Michael Benedict af Sachsen-Weimar og Eisenach opfatter sig som den retmæssige ejer af digterne Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller jordiske gods og kræver dele af digternes bibliotek samt en stabel originalmanuskripter udleveret. Samtidig vil han have digternes sarkofager, som i dag står i fyrste-krypten under en historiske kirkegård i Weimar. Det er uklart, om han også gør krav på knogleresterne...
Tysklands sidste kejser, Wilhelm II, gav afkald på tronen i 1918 og døde i 1941 i hollandsk eksil. Oldebarnet Georg Friedrich von Preussen vil have kejser-familiens storhed og værdier tilbage. Den 22-årige studerende gik rettens vej for at få de nationaliserede slotte, palæer og parker i Potsdam og Berlin tilbage - foreløbig uden held. Også oldefars titel vil Georg Friedrich smykke sig med. At kejseren i sin tid gav afkald på tronen, anfægter heller ikke oldebarnet: Det var Wilhelm II personligt, der trak sig tilbage - ikke Hohenzollerne, anfører Georg Friedrich og fastholder sit krav på den tyske trone.
"Det føler jeg mig forpligtet til," konstaterer han.
Efterhånden som arvingerne efter de gamle feudalherrer remser deres krav op, vokser almuens skepsis mod det blå blod. I alle årene har adelen optrådt som eventyrprinser og -prinsesser i de kulørte blade, der flittigt udnyttede de fotogene omgivelser, nu støder man også på ord som 'rovgrisk' i artiklerne.
I alt er der rejst 109.202 krav om tilbagegivelse. Hvor mange kunstgenstande og andre værdier, der vil ligge tilbage i det tidligere Østtyskland, når den adelige græshoppesværm endelig letter, er foreløbig uvist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu