Læsetid: 4 min.

Don't dilly dally on the way

24. februar 1999

De optrædende havde tudser i halsen. Sketchene var genbrugsstykker. Og sangene havde vi hørt 100 gange før. Med andre ord: Der var en perfekt stemning à la The Good Old Days

HERHJEMME
Med funklende simili-broche i den høje elegante skjortehals, der samler de hvide flæser og bølgende blonder under den klassiske sorte kjole, skrider den næste optrædende frem på scenen. Jo, de syngende englændere er klædt på til fest - og kvinderne ser endnu mere forførende ud i deres farvestrålende kjoler af silke, fløjl, blonder og fjer.
Patrick Stack, som den optrædende hedder, bliver præsenteret af "your own, your very own, Frank Teakston", der er aftenens chairman.
Få minutter efter sidder publikum og spiller lufttrompet og vrikker på stolene. Og de synes tydeligvis ikke det er pinligt eller for den sags skyld bare en smule mærkeligt. Nej, de er netop i færd med at udleve det, de har betalt for: En aften, der står i sorgløshedens og morskabens tegn, som dengang Englands royale overhoved hed Queen Victoria, og hvor tiden var præget af lethed, optimisme og patriotisme.

Løssluppen indleven
Denne 'tidens lethed' kom især til udtryk gennem den særlige engelske underholdning kaldet 'Music Hall', der opstod på værtshusene, og hvis vigtigste bestanddele var sange og humoristiske sketches. Forestillingerne blev ledet af en 'chairman', der præsenterede de optrædende, og det foregik alt imens værtshusenes gæster spiste og drak.
Det vigtigste for en vellykket aften var, at publikum sang med på omkvædene og tog del i morskaben - og det kriterium gælder stadig i dag, hvor Copenhagen Theatre Circle (CTC), forsøger at hen-sætte publikum til 'The good old days' ved at genskabe atmosfæren i varietéen.
Og aftenens omkring 60 publikummer har forstået opskriften, og stemmer alle i ved Land of Hope and Glory" alt imens de stående vifter med engelske papirflag med retning mod den syngende kvinde på scenen. Kvinden, der i sin hvide kjole og røde slag højtideligt bærer et rundt skjold påmalet det engelske flag, skaber udelt begejstring, da hun pludseligt vender skjoldet, så flaget erstattes af en ligeledes påmalet, men meget frodig kvindekrop, der falder i ét med hendes egen figur.
Da de resterende af teatergruppens ti medvirkende støder til på scenen løfter stemningen sig for første gang rigtigt til højder, hvor man kan tale om højtidelig patriotisme og sorgløs beruselse.

Genkendelsens glæde
Copenhagen Theatre Circle er Danmarks første og eneste engelske amatørteaterforening, og de sidste 30 år har engelsktalende tilflyttere stået sammen om at lave minimum to engelsksprogede forestillinger om året. I dag er medlemstallet oppe på omkring 100, men den aktive del af medlemmerne er noget mindre.
Ideen med at lave 'Music Hall' stammer fra den del af medlemmerne, der har engelsk pas, og showet gentages ca. hver femte år - tiere kan det ikke lade sig gøre, da repertoiret stort set er det samme hver gang. Letkøbt, kan man mene, men 'genkendelsen' er netop én af grundpillerne i 'Music Hall'-traditionen. Og det var da også ved de mest velkendte sange, at Skovriderkroens publikum slap tøjlerne mest.
Der var ingen tvivl om, at alle de betalende gæster kom for at få lov til at synge med, og alle stemte i, hver gang omkvædene blev slået an fra klaveret. Men det er unægteligt lidt svært at være løssluppen, når man er bundet af et sæt kopierede sangtekster.
Alligevel synes publikum, der hovedsageligt var par i 'børnene-er-lige-flyttet-hjemmefra-alderen', at more sig - og at flere af de optrædende tydeligvis havde en forkølelse siddende i halsen, gjorde kun stemningen bedre.

Chaplin og Titanic
Der blev grinet befriende, da alt lys blev slukket, og Charles Chaplin i et grønt blinkende lys, der fik scenen til at ligne en gammel sort/hvid stumfilm, stod og hev i et stykke reb, der havde den lille dreng med klapbukserne for enden. Og da aftenens mest originalt klædte publikum blev hædret med en enkeltbillet til New York med det splinternye dampskib Ti-tanic. Og ved de mange sketches, der på den ene side var simple, men på den anden side gjorde, at ingen var i tvivl om, at det var engelsk humor pga. det sorte islæt.
Som da et golfspillende ægtepar kommer ind på scenen, og konen - lige da manden skal til at svinge golfkøllen - spørger, om han vil gifte sig igen, hvis hun dør før ham. Irriteret, men ærlig svarer manden, at det troede han nok, han ville. "Vil du så også spille golf med hende," vil konen vide, og manden må endnu engang bremse mit i et sving og svare bekræftende. Konen vil da vide, om manden vil lade den 'nye' kone spille med hendes golfsæt, hvorpå manden svarer: "Nej, naturligvis ikke. Og i øvrigt er hun venstrehåndet."
En ældre herre slår et skraldende grin op og klapper højlydt. Hans øjne skinner af begejstring, og ved hans side sidder konen - mere kontrolleret, men med et lille skævt smil på læberne.
Selvom man måske ikke kan tale om løssluppenhed som i The Good Old Days, så lykkes det dog alligevel at imponere det lille publikum og motivere dem til at motionere sangmusklerne, der dog først rigtig var varme, da den velkendte Auld Lang Syne (Skul' gammel venskaw rejn forgo...) blev sunget som afslutningsnummer. Modsat de 14 andre numre fik publikum kun én chance for at ramme tonen, og det skabte lidt utilfredshed:
"Hvorfor fanden skal vi kun synge den sidste sang én gang," lyder det lidt skuffet fra en velklædt herre, der er blevet rød i kinderne af al den fællessang - eller måske er det øllene? Men mon ikke CTC kan tage hans skuffelse som en kompliment?

*The Good Old Days, directed by Patrick Stack, Skovriderkroen, Charlottenlund til og med d. 4. marts (minus fredag-lørdag), samt Helsingør Sommerteater d. 26. og 27. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu