Læsetid: 3 min.

Ego-kopier

22. februar 1999

Debatten om kloning er præget af usaglige ønsker og skøre fantasier

Først kom det klonede får Dolly. Så vakte den amerikanske forsker Richard Seed opsigt ved at sige, at han ikke havde noget imod at foretage en kloning af et menneske. Han fremturede sidste efterår med at annoncere planer om at klone sig selv. I december hævdede en koreansk læge, Lee Bo Yon, at have klonet et menneskefoster (han afbrød dog eksperimentet efter at den celle, han brugte som udgangspunkt, havde delt sig fire gange). Og i sidste uge stod et engelsk ægtepar, Peter og Idiko Blackburn, frem i et dokumentarprogram og sagde, at de efter at have forsøgt at blive gravide i otte år nu vil forsøge sig med kloning.
Der er ingen tvivl om, at der ikke er de store praktiske problemer med at klone mennesker. Og hvadenten det lykkes for Blackburn-ægteparret eller ej, vil det med stor sandsynlighed også før eller siden blive gjort. Det ændrer dog ikke ved, at hele ideen om kloning som middel til behandling af barnløshed er absurd.
For hvem skal donere celler til kloningen? Der er kun to muligheder: enten føder kvinden en søn, der vokser op og bliver identisk med hendes mand, eller også føder hun en tro kopi af sig selv. Set ud fra det perspektiv vil de fleste nok vælge at benytte sig af et af de andre tilbud til behandling af barnløshed, der findes.
Eksakt kopi? Næ, kloning af mennesker vil ikke blive brugt til behandling af barnløshed i fremtiden. Det er langt mere sandsynligt, at efterspørgslen af kloning vil komme fra mennesker, som ønsker at blive udødelige. Man vil se folk betale andre for at udruge kopier af dem selv. Man vil se firmaer, der tilbyder at opbevare vævsprøver og sørge for, at de bliver brugt til kloning efter at klienten er død.
Indtil nu har meningen med livet for mange været at reproducere sig selv ved at få børn. Når først man havde sat afkom i verden, havde man sikret sig at noget - så meget som muligt - af én selv levede videre efter éns død. Det har sikkert været et motiv for mange sæddonorer. Men det er ikke længere den optimale metode. Hvor man før kun kunne opnå en vis lighed med ophavet - kun nogle få af forældrenes træk levede videre efter døden, faderens næse eller moderens øjne - er det nu muligt at opnå 100 procents lighed. Intet af én selv går længere tabt i reproduktionen. Ligheden med originalen er ikke længere impressionistisk, men fotografisk. Deri består kloningens appel.
Denne appel beror dog på en fejltagelse. Hvis man som donor tror, at der vil blive skabt en nøjagtig kopi af én selv, tager man grueligt fejl. Resultatet af kloningen bliver noget helt andet: en anden udgave af en selv, en udgave, der er, som man selv ville have været, hvis man havde været udsat for andre hændelser.
Denne udgave bliver måske forbryder, hvor originalen var bankdirektør; sindssyg, hvor originalen var geni; narkoman, hvor originalen var afholdsmand. Kort sagt: kopien vil blive en lattervækkende karikatur af originalen, som dem man kender fra Tivolis spejlsal.
Kloning af mennesker er en udtalt tåbelighed. For donorerne bærer det straffen i sig selv. Men alligevel er det rigtigst at lovgive mod kloning af mennesker, for de børns skyld, der ikke selv har bedt om at komme til verden blot som en kopi af noget andet. En menneskelig udgave af Dolly ville være det første barn i historien, som ikke var enestående. Ethvert andet menneske (også enæggede tvillinger) repræsenterer ved fødslen noget nyt, noget unikt. Et klonet barn vil blot være en gentagelse. Det er måske i virkeligheden den væsentligste indvending mod kloning overhovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu