Læsetid: 5 min.

Eksistentiel snot

10. februar 1999

Den danske blues er en forkølet sag

Derhjemme
At de sorte amerikanere har noget, der hedder The Blues er kendt af de fleste. Det betyder sådan noget som, at kæresten er skredet, at man er flad, jaget, udbyttet og fuldstændigt overladt til sin egen elendighed. Man kan synge om det eller forsøge at drikke det væk, men ikke så meget andet. Og det hjælper forøvrigt ikke, men det er selvfølgelig en indsats.
Men jeg tror de færreste er klar over, at der ligger en dansk pendant ligefor: The Flu. Det betyder sådan noget som, at stressen har nedbrudt immunforsvaret, at det sure vejr har bidt sig fast i knoglerne, og at man er fuldstændig overladt til sin egen elendighed. I lighed med The Blues er det en tilstand så overvældende, at man kun kan overgive sig til den og leve i den. På visse stadier af The Flu kan det også virke fristende at drikke den bort. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, men går man virkelig til den, kan man vågne op med nye problemer - lidt efter samme logik som at slå sig i hovedet, hvis man har ondt i armen: Enten glemmer man sin arm, eller det gør bare dobbelt så ondt. Der er også hér tale om en indsats, og man må så selv vurdere risikoen...

Det går jo nok
At det er en dansk afart ses ved, at den skubbes ind under noget andet. Det er en bacille, man er bare lidt sløj, må hellere holde sengen nogle dage. Man siger det jo ikke, når det hele brænder på (lissom man stille sluger de fleste af hverdagens små ydmygelser), skubber det højst ind i forbigående, at konen er skredet, man er blevet fyret og alle er på nakken af én. Og dem, man fortæller det til, mumler så noget usammenhængende, ser den anden vej og lidt ned i jorden.
Efter dette ubehagelige mellemspil retter alle parter sig så lidt op, forsøger at se tapre ud og prøver så at fortsætte som hidtil: "Det går jo nok, det skal det jo."
Og det gør det også, det gør det altid, men det hævner sig: The Flu. Én eller to gange om året kommer den og kræver alle veksler indløst for de gange, man har bagatelliseret brændpunkterne og 'båret over' for at kunne bevare blufærdigheden. The Flu er en højst eksistentiel forekomst.
Den kan måske tages som et tegn på, at man i virkeligheden skulle ha' overgivet sig til sin egen elendighed dengang - brudt grædende sammen, taget tre dage på druk, forsøgt selvmord eller skrevet en sang om de tre ting - i stedet for at anstille tapre miner og høre omgivelserne hviske om, hvor godt man ta'r det, og mærke dem ta' på én med fløjlshandsker. Så ville man måske ikke få The Flu.

Det tager sin tid
At det er en eksistentiel sygdom eller forekomst bemærkes ved, at der ikke findes nogen kur mod den. Den skal bare ha' sin tid. Man skal og kan ikke gøre andet end at ligge i sengen og modtage de doser af selvmedlidenhed, der ordineres én af det selvregulerende psykiske apparat.
Det er når, man endelig overgiver sig til den tilstand, at The Flu bliver til at leve med: Man oplever en befrielse. Man opdager, hvor længe man har trængt til det, bare at ligge dér og ikke være i stand til noget. I fire-fem dage er man fritaget alle arbejdsmarkedets og privatlivets byrder. Man kan helt legitimt henvise til sin egen elendighed, når folk ringer eller møder op, uden at møde pinlig tavshed: The Flu, nåja, det er jo noget, der sker - helt ulig skilsmisser, dødsfald, nervøse sammenbrud eller aggressive buschauffører, der ødelægger resten af dagen for én, forstår man. Eller underforstår.
Befrielsen ligger i ikke at kunne, det er dér, eksilet fra tingene befinder sig. Man får forærende denne hér lille ø, de eneste fire-fem dage om året, hvor man kan tillade sig at have ondt af sig selv. Man opdager, hvor godt man befinder sig med puderne i nakken og det svedige sengetøj omkring én. Hvor rart, det er kun at kunne læse kriminalromaner og se tv - og i virkeligheden ikke rigtigt nogen af delene, for man ligger bare dér, med puderne i nakken og døser hen og vågner op igen, uden fast døgnrytme, og alt tv er iøvrigt godt tv med The Flu. Fordi dets væsentligste funktion bare er at køre og understrege éns disponible passivitet.
Det er min overbevisning, at man skal være i denne tilstand for at slippe ud af den igen. "Feel The Flu," som de ville sige ovre i Staterne. Man skal være nede for at komme op igen. Og det sker jo. Før man er helt oppe og ude af denne tilstand, begynder omverdnen at kalde på én igen, og man får lyst til at tage del. Kroppen begynder at genkalde sig fornemmelsen af, hvordan det var at være i form og fart, og man begynder at påskønne dén slags helt basale ting påny: At være klar i hovedet og ha' liv i kroppen.
Men man skal tage hele turen med. Forsøger man bare at køre på og forsømmer sin sygemelding er straffen snot i kraniet det næste halve år, eksistentiel snot: Man har forsømt sin nedtur.
Og det er en rigtig velfærdsnedtur er det: Den hedder noget andet, den er socialt acceptabel. Den er slet ikke som de sorte amerikaneres nedtur. Deres er ægte, rå og beskidt. De har blues, soul og rhythm (if you got the beat), jazz, hip-hop og grafitti. Deres nedtur har udtryk, har den, og det kommer indefra og direkte ud.
Derfor må denne sammenligning mellem den danske og amerikanske blues munde ud i et forkølet suk: Hvis bare danskerne var lidt mere ekspressive, havde vores nedtur fået et andet udtryk end svedige lagner, kamillete og dagpenge under sygdom. Vi havde fået en helt egen musikstil. Som nok ikke ville ha' heddet The Flu, for det er engelsk, og nok heller ikke Influenza, for det er for klodset. Men så måske Snue... I så tilfælde ville vi ha' haft legendariske Snue-guitarister som Robert Johansen, der blev skudt ned af en missionsk prædikant udenfor en vestjysk kro i 1938. Og store tragiske kvindeskikkelser som, nåja okay, der er Liva Weel, hun var okay, hun sang og drak og døde ensom. Jeg tror, det bli'r hendes sange, jeg nynner, næste gang jeg har Snue.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu