Analyse
Læsetid: 6 min.

Eksprestoget Clinton

4. februar 1999

Republikanerne er sendt til tælling i kampen om den politiske dagsorden
i USA

En passende titel på historien om amerikansk politik i Lewinsky-æraen kunne lyde: "Da eksprestoget Clinton kørte rigsretspartiet af sporet."
Præsident Bill Clinton og hans demokratiske parti har i de seneste par år stjålet republikanernes ideer indenfor økonomisk politik, støtte til forsvaret og bekæmpelse af kriminalitet. I dag oplever amerikansk økonomi på syvende år et imponerende opsving, og præsidentens fremlæggelse af sit finanslovforslag viser, at han har bemægtiget sig fuld kontrol med landets politiske dagsorden.
End ikke republikanernes forsøg på at bekæmpe det moralske forfald i det amerikanske samfund synes længere at give pote. Om noget så har Lewinsky-sagen demonstreret, at partiet er ude af trit med folkets etiske og moralske krav til de politiske ledere.
Rigsretspartiet er blevet identitetsløs. I meningsmålinger scorer republikanerne de laveste points i tyve år. Ingen stærk leder skimtes i horisonten, efter at Newt Gingrich kaldte sine partifæller kannibaler og gik efter nederlaget i midtvejsvalget. Alt tyder på, at partiet vil miste sit flertal i Kongressens to kamre ved det næste valg i år 2000, mens Clinton giver stafetten videre til en demokratiske arvtager. Det er så chokerende, at det lederløse parti opfører sig som en knock-out'et bokser i ringen, der endnu ikke fatter, at slaget er tabt. Republikanerne ved, at den er gruelig gal. Rigsretssagen skulle aldrig være nået til Senatet, men de kan ikke blive enige om at finde en ærefuld afslutning på et nationalt mareridt, som er blevet deres eget.

Hvor galt det står til, kunne de republikanske kongresledere læse på forsiden af New York Times i går. Her stod det sort på hvidt. Amerikanerne er så udkørte af rigsretssagen, at de har mistet respekten for USA's mest beærede politiske institution Senatet, og især for de republikanske senatorer.
Meningsmålingen viser, at halvdelen af det republikanske partis konservative vælgere frygter, at rigsretssagen har skadet partiets chance til valget næste år. Et klart flertal af alle amerikanere mener, at tiltalen i Repræsentanternes Hus mod Clinton var straf nok. Hvor de før gik end for en reprimande vedtaget af Kongressens to kamre, siger flertallet nu: "Vi har fået nok!"
Men opinionen er også realistisk. Et flertal er på det rede med, at republikanerne ikke vil afslutte rigsretssagen som lovet den 12. februar. Årsagen er, at de 13 anklagere fra Huset ikke vil tabe ansigt.
De trygler 55 republikanske senatorer om at finde en magisk formel, som på den ene side retfærdiggør et års spildt arbejde og på den anden side straffer synderen.
Derfor skal hovedvidnet Monica Lewinsky træde frem i Senatet og fortælle, hvad alle i Amerika ved i forvejen, blot for at sende Bill Clinton endnu en gang i skammekrogen. Derfor vil anklagerne forsøge at overbevise republikanerne Senatet om at indkalde nye vidner, nu da Clintons golfven Vernon Jordan ikke kunne hjælpe under sin vidneerklæring tirsdag og Clintons medierådgiver Sidney Blumenthal som forventet ikke kunne kaste nyt lys over affæren i går.

Republikanernes stille håb er at dømme Clinton skyldig i de to anklagepunkter - og lade ham blive siddende. Et tryllenummer, der ville være en perfekt løsning på deres selvskabte dilemma.
Opskriften er følgende. Republikanerne fremsætter et forslag, hvori det hedder, at beviserne peger på, at præsidenten har løjet under éd og søgt at obstruere særanklager Kenneth Starrs arbejde. Denne dagsorden skal blot vedtages af et simpelt flertal på 51 og medfører derfor ikke fjernelse af præsidenten.
En ægte afstemning om Clinton skyld kræver derimod et flertal på to tredjedel for at blive vedtaget. Straffen er afsættelse fra embedet.
Hvis det lykkes, vil Senatet erklære sig overbevist om, at præsidenten er skyldig i anklagerne, men ikke så skyldig, at han må forlade Det Hvide Hus i utide.
Et opfindsomt politisk kunststykke, men hagen er, at en sådan dagsorden ville være i strid med forfatningen. Skidt med det. For disse republikanere udgør Clinton en større fare for nationen end lidt manipulering med De Forenede Staters grundlæggende dokument. Risikoen er værd at tage.
Her har omverdenen en sikker bekræftelse på, at USA befinder sig i en dyb institutionel krise, for der synes ikke længere at være nogen ydre grænse for, hvad det republikanske parti er villig til at gøre for at straffe Clinton og sende ham hjem til Arkansas. Hidtil troede man, at kun de konservative republikanere nød denne overbevisning, men under rigsretten i Senatet er det blevet klart, at de moderate gerne følger med et stykke ad denne farefulde vej. Hvordan forklare dette fænomen? Et element synes at være de konservatives sygelige had mod alt, hvad Clinton står for som repræsentant for tresser-generationen. De fører en kulturkamp mod den æresløse, umoralske og upatriotiske præsident. Et andet og lige så vigtig element er utvivlsomt Clintons enormt succesrige økonomiske politik, der har frataget republikanerne deres raison d'etre.

Clinton kom til Det Hvide Hus som en ny demokrat og beviste det hurtigt, da han i 1993 - meget mod sine gammeldemokratiske venners vilje - valgte at føre en stram finanspolitik for at komme USA's store budgetunderskud fra Reagan-tiden til livs. Konsekvensen var, at valgløfter om tilskud til den sociale sektor blev udskudt, mens Wall Street og erhvervslivet vandt.
På det tidspunkt var den tre år lange recession under George Bush allerede overstået og nedsættelsen af renten, som det lavere budgetunderskud tillod i 1994 og fremefter, styrkede opsvinget. Det var ikke nok til at hindre demokraternes nederlag i 1994, da republikanerne overtog Kongressen, men på lang sigt vil Clintons økonomiske politik sikre det demokratiske parti dominans.
Det skyldes, at den konstant høje vækst ydede et overskud på finansloven for første gang sidste år. Næste budgetår 1999-2000 vil overskuddet være 117 mia. dollar. Det er lidt af en bonanza for USA. Clinton erklærede i denne uge, at han ønsker at bruge 62 pct. af de uventede ekstra statsindtægter i de næste 15 år til at dække et forventet underskud i pensionsfonden Social Security.
Eftersom Social Security er det mest populære socialprogram i USA, har republikanerne straks udtrykt deres støtte. Partiet har også bebudet, at man gerne ser noget af overskuddet anvendt til at redde fonden, der yder lægehjælp til pensionister, fra bankerot. En idé, som Clinton naturligvis var den første til at fremføre.
Hvis Kongressen ikke kan blive enig om disse to reformer i indeværende samling, er den store skade ikke sket. Så anvendes overskuddet på 117 mia. dollar til at nedskrive statsgælden.
Men republikanerne vrider sig. En demokratisk præsident har ført en konservativ økonomisk politik, der beriger næsten alle amerikanere og som efterlader en stor sparekonto til den næste generation. Samtidig er kriminaliteten faldet - et rekordtal af forbrydere sidder fængslet - og det andet store emne i tiden, en ordentlig skoleuddannelse, er også monopoliseret af demokraterne.

For at føje spot til skade har Clinton i sit budget foreslået flere penge til forsvaret - republikanernes kæledægge. Hans eget partis kernevælgere er samtidig blevet lovet små lunser i form af ekstra penge til miljø og socialpleje.
Hvor kommer pengene fra? De kan ifølge en lov fra 1997 ikke tages fra budgetoverskuddet, så Clinton vil malke tobaksbranchen med en ny cigaratafgift og lukke nogle smuthuller i beskatningen af erhvervslivet. Altsammen meget populært hos befolkningen, men for republikanerne er det et slag under bæltestedet. Erhvervslivet er deres store bidragydere.
Tilbage står et nøgent republikansk parti, som kun tør foreslå skattelettelser for middelklassen og de rige. Men ej heller det er populært.
Meningsmålinger viser, at kun 10 procent af amerikanerne ønsker at betale mindre i skat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her