Læsetid: 4 min.

Eritrea og Etiopien - engang allierede

10. februar 1999

Svært at forklare grænsekrigen mellem de tidligere så gode naboer og allierede, Etiopien og Eritrea

I løbet af i lørdags udviklede en række grænseprovokationer mellem Etiopien og Eritrea sig til en regulær krig efter otte måneders fred.
Begge landes propagandaapparater gik straks til fadet med gensidige beskyldninger om, hvem der begyndte. I løbet af de følgende dage har de begge gjort krav på at være foran i krigen.
I går meldte Eritrea, at landets hær havde dræbt mindst 1.500 etiopiske soldater og såret omtrent 3.000, da den slog en større etiopisk offensiv tilbage.
Officielt drejer konflikten sig om det værdiløse 400 kvadratmeter store, trekantede jordområde Badme, der ligger i den nordlige ende af grænsen mellem de to lande.
De opblussede krigshandlinger er en gentagelse af konflikten i maj sidste år, hvor Eritreas hær indledte en blodig luftkrig om det samme område. Konflikten varede seks uger, før der blev sat en stopper for den - efter hårdt pres fra bl.a. Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) og USA.
OUA's generalsekretær, Salim Ahmed Salim, henstillede landenes ledere til at "gøre alt, hvad der står i deres magt til at undgå en videre eskalering af konflikten, som kun skaber mere lidelse, tab af liv og ødelæggelse af ejendom og infrastruktur."
OAU har ifølge Reuter foreslået et kompromis, som Etiopien har accepteret. Eritrea ønsker dog først at studere forslaget nærmere.
Baggrunden for krigen er svær at få øje på. Badme er fuldkommen ubetydelig.
"Der har ikke været andet end ulyksaglighed," siger Poul Engberg-Pedersen, direktør i Center for Udviklingsforskning om krigshandlingerne. Han har fulgt den årelange konflikt mellem Etiopien og Eritrea tæt, men kan ikke give nogen forklaring på urolighederne.
"Det er ikke til at forstå, at Eritrea og Etiopien kæmper mod hinanden. De, der kæmper, tilhører samme etniske gruppe, så det må være et spørgsmål om stolthed, for det har ikke noget med adgang til havet at gøre. Det kan Etiopien få gennem Djibouti," siger han
De to sider har kæmpet sammen mod Etiopiens nu fordrevne diktator Mengitsu. Da det var gjort, fik Eritrea sin selvstændighed. Det er snart seks år siden.
Og målet med en krig er også utydeligt:
"Man kan ikke forestille sig, at Eritrea bliver udryddet og for den sags skyld heller ikke Etiopien."

Selassie og Mengistu
Etiopien blev invaderet af Italien i 1935 og var under italiensk herredømme indtil 1941, da den britiske hær kom landet til undsætning. Briterne fik samtidig kastet italienerne på porten i Eritrea, der ellers havde tilhørt Italien siden 1889.
Efter krigen fik FN kontrol over Eritrea - en kontrol der blev overdraget til kejser Haile Selassies Etiopien i 1952. Ti år senere kom Eritrea for alvor under etiopisk herredømme, da Etiopien under stor modstand gjorde landet til en provins. Det var benzin på Eritreas kamp for uafhængighed, der for alvor blussede op i begyndelsen af 70'erne.
Eritreas år under italiensk og britisk administration havde gjort landet langt mere fremmeligt økonomisk og parlamentarisk end det halv-feudale Etiopien.

Monarkiet røg ud
Haile Selassie formåede ikke at udvikle sit land som planlagt. I 1970'erne gennemgik landet en større landbrugskrise; der var fortløbende revolter i provinserne Bale og Eritrea, og der var tørke og sult i Wollo fra '72 til '74. Det førte til 200.000 etioperes død og Selassies afsættelse i 1974. Monarkiet røg samme vej til fordel for en socialistisk stat.
I 1977 blev generalløjtnant Mengistu Haile Mariam Etiopiens statsoverhoved. Han fik støtte af den ene af to rivaliserende marxistisk-leninistiske grupper, MEISON - den anden var EPRP. Begge grupper havde støtter inden for Dergue, et militært administrativt råd bestående af 109 soldater, som sad med den egentlige magt.
Mengistu iværksatte det, der blev kendt som 'rød terror'-kampagnen, som sigtede mod at eliminere EPRP. Titusinder blev dræbt og tortureret. Men MEISON fik ikke noget ud af det; Mengistu vendte sig bagefter mod MEISON, og i 1978 var begge organisationer udryddet.
Dette langvarige magtspil var med til at udmarve Etiopiens hær, og da det tidligere Østeuropa og Sovjetunionen begyndte at gå i sort i slutningen af 80'erne, var der ikke mere økonomisk støtte at hente for det socialistiske etiopiske diktatur.

Af med Mengistu
I maj 1991 gik frihedskæmpere fra Den Eritreanske Folks Frihedsfront (EPLF) ind i Eritreas hovedstad, Asmara. Samtidig indtog Det Etiopiske Folks Revolutionære Demokratiske Front (EPRDF) Etiopiens hovedstad Addis Ababa - altså et samarbejde mellem landenes frihedskæmpere. Mengistu stak af til Zimbabwe, og i 1995 blev Etiopien en demokratisk republik, mens Eritrea med Etiopiens opbakning efter en folkeafstemning langt om længe blev uafhængigt.
Forholdet mellem de to lande var fint, indtil Eritrea fik sin egen møntfod, nakfa, i 1997. Det var med til at skabe en økonomisk rivaliseren mellem landene.
Abraham Bariamikael, afrika-forsker på Det Nordiske Afrikainstitut i Uppsala kan heller ikke give noget svar på, om konflikten kan løses.
"Det er op til verdenssamfundet - EU og USA - at sætte pres på Etiopien og Eritrea for at stoppe handlingerne," siger han til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her