Læsetid: 5 min.

Erotisk teaterbesættelse

15. februar 1999

Doris Lessings nye roman er en provokation med en 65-årig kvinde, der oplever flere erotiske besættelser

NY BOG
I sit seneste bind erindringer Vandring i skygge beskriver Doris Lessing midt i den kolde krigs anspændte politiske atmosfære det eksperimenterende teater, Royal Court Theatre, som en oase, hvor hun blev del af et fællesskab af engagerede og optimistiske unge skuespillere og instruktører i en erotisk opladt atmosfære.
I romanen fra '95 med den udmærkede danske titel Kærlighedens teater er det, som om Lessing genopliver denne atmosfære, forskudt til et lille eksperimenterende teater i 80'ernes London. Omkring en opførelse af et stykke, der klart falder i tråd med tidsånden, en dramatisering af en farverig, lidenskabelig og heroisk kvindeskikkelse opstår efterhånden en eksplosion af forelskelser, passioner og erotisk besættelse på kryds og tværs mellem de involverede, som kulminerer under et gæstespil i et herligt sommervarmt Provence. Der er lagt op til romantisk komedie med forvekslinger og illusioner, en behagelig og underholdende spøg - også for romanens forfatter, der fascineret udnytter teatrets fortættede og euforiske atmosfære.

Lolita
Men et forhold bryder ind i den lette og romantiske atmosfære, for hvad sker der, når heltinden, som oplever flere forelskelser og erotiske besættelser i hurtig rækkefølge er 65 år? Her provokerer Lessing et eller andet i mange læsere - også i denne, som ikke er så fjernt fra måske at opnå heltindens alder. For selvfølgelig ved de fleste nok inderst inde, at det er muligt, at en ældre kvinde bliver forelsket i yngre mænd, men ligefrem at gøre det til hovedtema i en kærlighedsroman, er nu alligevel at gå vidt og måske nærme sig det latterlige eller komiske. Nok kender vi fra litteraturen både en Lolita og en Aschenbach i Thomas Manns Døden i Venedig, den sidste henviser heltinde Sarah selv med gysen til, da hun er blevet ramt af sin erotiske besættelse af en ung skuespiller. Men som de eksempler på fortvivlet ydmygelse, som de er, så går den omvendte konstellation langt ud over den beskrivelige ydmygelse. Det er denne provokation, de afbalanceringer og endelig den analyse af kærligheden og passionen som kropsligt og sjæleligt fænomen, der gør romanen interessant og i lange passager til dybt fængslende læsning.
Et af de grundlæggende problemer er, hvordan beskrives heltinden, hvordan ser hun ud? Jo, hun har en vital og smidig skikkelse, og hun skal ikke spekulere på at farve håret, og mange tror, hun er 20 år yngre. En mandlig ven og fortrolig undrer sig over, at hun for længst har lagt kærligheden bag sig i sit liv og karakteriserer hende som en smuk kvinde. Og da kærligheden har tag i hende, er det i Lessings beskrivelse, som om hun fyldes af væsker og lys. Hun er en rolig og reflekteret og ironisk kvinde, som også altid ser sig selv og sine sindtilstande udefra. Men som et afbalancerende moment får hun Sarah, en yngre, skønnere og mere lidenskabelig søster - den kvinde, som hun har skabt skuespillet og teateropsætningen om.

Outsider
Beretningen om denne kreolerinde, hendes kærlighedshistorier og hendes liv alene i et lille stenhus i naturen som tegner, dagbogsskriver og komponist fylder en stor del af Kærlighedens teater. Hun er et drømmebillede af en romantisk heltinde med aner hos Rousseau og søstrene Brontë og fransk romantik, en outsider med sin farvede hud og dyreagtige ynde sin stolthed og sine skabende evner, der kulminerer i hendes musikalitet. Det er en guvernanteroman inde i romanen, som hele tiden bryder ind i nutidshandlingen. Det bliver diskuteret, hvorvidt hun er et offer for samfundet, da hun begår selvmord for at undgå et fornuftægteskab, eller om hun er en individualistisk oprører. Denne Julie Vairon med sin magi, som alle romanens personer er forelsket i, er noget af et sødladent postulat og en politisk korrekt konstruktion, og hun bliver med sin livløshed romanens svaghed.
Omkring hende er imidlertid endnu en interessant konstellation, en gentlemanforfatter og kunstnerisk mæcen, der bliver Sarahs ven, er erotisk besat af den forlængst afdøde Julie og oplever, hun er hans eneste virkelige kærlighed. Sarah bliver hans ven og medvider til hans smerte og sorg over, at denne lidenskab for Julie aldrig kan blive opfyldt, selvom Stephen forsøger sig med de skuespillerinder, som i forestillingerne fremstiller Julie.
Som en anden Heathcliff i Emily Brontës Stormfulde højder er han uhjælpeligt bundet til et lig eller et spøgelse.

Indre rejse
Det er hans patetiske beretninger om kærlighed og død, hans tragiske smertefulde maske, der åbner Sarahs sanser og sind for den erotiske besættelse i først den ene og så den anden unge mand. For den fornuftige Sarah, der ikke har været forelsket i 20 år, bliver det en voldsom, vidunderlig og også smertefuld opvågnen. Det er i skildringen af dette forløb, når hun får gemt sin Julie af vejen, Doris Lessing skriver komplekst i en tæt sanset og samtidig køligt analyserende stil.
Hun beskriver de kropslige fænomener, de fysiske smerter som jalousi og savn skaber, men også en svæven og en erotisk erindring, som dukker op. Sarah bliver sig selv i alle aldre, både den ældre kvinde hun nu er, pubertetspigen, de erotisk selvsikre og lysende unge skuespillerinder rundt om sig. Og efterhånden, viser det sig, så giver alle den erotiske besættelses og forelskelsens fænomener anledning til en rejse ind i sig selv.
Gennem den voldsomme drømmeverden med brutale og pågående billeddannelser, der opstår i besættelsens mest turbulente perioder, når hun frem til sider af sig selv, som hun ikke kendte til. Som så ofte, når Lessing beskriver en indre søgen, når hun frem til billedet af det meget lille og skrøbelige barn i andres vold, som hun engang har været.
Denne indre rejse med sine modstande, billeddannelser og nye indsigter følger man gerne Lessing på.
Og med denne indre rejse bliver den erotiske besættelse forvandlet fra det ydmygende til noget livgivende og erkendelesskabende uden at opgive den indsigt i sorg og død, som den også er forbundet med. Og sådan kan den provokerede læser falde til ro, for hvor heltindens ironi forvandles til selvindsigt og indsigt i andre, glemmer man alder og udseende for det klare blik, som efterhånden bliver til.

*Doris Lessing: Kærlighedens teater. Oversat af Lorens Juul Madsen. 348 s., 325 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her