Læsetid: 3 min.

EU leder efter landbrugs-løsning

23. februar 1999

De afgørende forhandlinger om en landbrugsreform er i gang - Henrik Dam advarer mod bønders protektionisme

BRUXELLES - Tyskland fremlagde i aftes det første kompromisforslag til en reform af EU's fælles landbrugspolitik.
Det skete som indledning til et maratonmøde mellem de 15 landbrugsministre i EU, der ventes at vare hele ugen. I det første oplæg fastholder det tyske formandskab hovedlinien fra EU-Kommissionens udspil til den store reform, der går ud på at nedsætte de garanterede mindstepriser på oksekød, korn og mælk. Men samtidig lægger Tyskland op til, at nogle af de lande, der vil blive hårdest ramt af prisfaldene, skal have særlig kompensation.
"Det er glædeligt, at hovedlinien bliver fastholdt, men det er trist, at forslaget vil gøre landbrugspolitikken endnu mere kompliceret, når det er forenklinger, der er brug for," sagde Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke.
Han havde tidligere på dagen sammen med cirka 30.000 landmænd fra hele Europa deltaget i en stor demonstration, der satte store dele af Bruxelles i undtagelsestilstand.

Sonderinger i dag
Dagen i dag vil det tyske formandskab bruge på at mødes med hvert enkelt af de 14 øvrige EU-lande for at få et overblik over muligheden for et gennembrud i denne uge.
Den store knast i forhandlingerne er EU-Kommissionens forslag om at sænke de garanterede mindstepriser på oksekød, mælk og korn. De har ført til, at EU's landbrugspriser kunstigt er holdt på et højere niveau end priserne på verdensmarkedet. Samtidig medfører de overskudslagre, fordi landmændene opmuntres til at producere mere, end markedet kan aftage.
En sænkning af de garanterede mindstepriser skal ledsages af mere direkte støtte til den enkelte landmand, som kan nedtrappes over en periode.
EU's landbrugsstøtte sluger med sine årlige udbetalinger på 300 mia. kroner omkring halvdelen af EU's samlede budget, og forhandlinger om reformer er altid yderst komplicerede, fordi det for mange lande er hjerteblod, der står på spil.
Denne gang er forhandlingerne om muligt endnu sværere end vanligt, fordi regeringerne for første gang nogensinde er nået til enighed om, at problemerne ikke blot kan løses ved at poste flere penge i den fælles landbrugspolitik.
EU er nemlig under pres på to fronter. Dels vil EU få problemer i Verdenshandelsorganisationen WTO, fordi andre lande ikke kan afsætte deres produkter i EU, hvor priserne er kunstigt høje.
Dels lurer optagelsen af en række øst- og centraleuropæiske lande få år ude i fremtiden.
Mens det i Danmark kun er cirka fem procent af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, tjener 27 procent af Polens befolkning til det daglige brød i landbrugssektoren.
Hvis EU's landbrugsstøtte fortsætter uændret, vil udgifterne eksplodere, når de første nye lande bliver optaget.

Dam: Vi skal åbne op
Men set fra de europæiske bondegårde ser billedet noget anderledes ud. Efter en årrække med gode resultater er indtjeningen styrtdykket - eksempelvis faldt prisen på svinekød med cirka en fjerdedel sidste år. Mange landmænd frygter, at en reform, der skærer i landbrugsstøtten, vil føre til lukning af mange landbrug. Derfor anser de den store støtte for at være prisen for det, de kalder "en europæisk model".
"I EU bliver der taget mere hensyn til dyrevelfærd og miljøet end de fleste andre steder i verden. Med sådan en model skal vi også have en eller anden form for indkomststøtte. Vi er seks millioner bønder om at producere det samme, som 1,2 millioner bønder producerer i USA," siger Peter Gæmelke.
Fødevareminister, Henrik Dam Kristensen, gjorde i går skarpt op med den holdning.
"Jeg er fundamentalt uenig med dem, der mener, vi er sådan lidt specielle i Europa, fordi vi har indrettet vores landbrug på vores egen måde og derfor bør holde det så lukket for omverdenen som nu. Den model bliver smadret, og det skal vi angribe offensivt ved at turde at åbne vores markeder," sagde han.
"De diskussioner om dyrevelfærd, der kører i EU, kommer også til resten af verden, og der står vores landbrug utroligt stærkt i konkurrencen," sagde Henrik Dam.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu