Læsetid: 4 min.

Evig og altid ballade

15. februar 1999

Trods uafgjort på Sardinien bragte Lazio sig i spidsen af den italienske Serie A i fodbold efter en uge, hvor en stjernespiller hellere ville til karneval i Rio end spille, og hvor to klubber skiftede træner i utide

fodbold
ROM - Det var en flok vrede og skuffede Lazio-tifosi, der hang om baren i minutterne efter, at romerklubbens kamp mod Cagliari var fløjtet af. Drømmen om tiende sejr i træk strandede på et sardisk rev, for Lazio formåede kun at spille 0-0 mod værterne på Middelhavsøen, og så blev sarderne endda snydt for et straffespark, da Lazio-målmanden Marchegiani væltede den lille Cagliari-angriber Muzzi omkuld i feltet uden at nå bolden.
Men da resultaterne fra eftermiddagens andre kampe blev meddelt røg armene i vejret langs baren. Fiorentina havde tabt i Udine med 1-0, så trods den uafgjorte kamp i Cagliari blev Lazio nyt tophold i Serie A - dog med samme pointantal som florentinerne.
Fiorentinas nederlag kom ikke uventet, for der har været ballade i klubben i Firenze hele ugen, og holdets og Serie A's topscorer og moralske samlingspunkt, Gabriel Batistuta, pådrog sig i sidste søndags kamp mod Milan en så alvorlig skade, at han må humpe på krykker uden for banen i mange uger.

Edmundo var væk
Men Fiorentina måtte også spille uden sin anden stjerneangriber, brasilianeren Edmundo, og det om ham balladen er opstået. Edmundo har siden sin ankomst til Italien i sidste sæson aldrig lagt skjul på, at han befandt sig ad helvede til i Firenze, og at han led forfærdeligt af hjemve.
Han er en spiller, som alene kan afgøre en kamp, men i mange har han spillet med en provokerende passivitet, som ville han på den måde protestere mod, at Fiorentinas ejer, filmproducenten og tv-kanalejeren Cecchi-Gori, ikke blot lod ham rejse hjem.
Og hjem rejste han i sidste uge. Han ville hjem til karneval i Rio, og trods tabet af Batistuta forud for den vigtige kamp mod Udinese, lod klubben ham rejse.
Hvad holdkammeraterne og den rasende træner Trapattoni ikke vidste var, at Cecchi-Gori i Edmundos kontrakt havde godkendt et krav om, at han skulle have lov til at rejse hjem til karneval!
Og så kunne Trapattoni rase endnu mere og meddele at en spiller som Edmundo gad han ikke mere arbejde med, og Batistuta lukkede munden op og fordømte både Edmundo og sin arbejdsgiver offentligt. Det var skidt for holdmoralen med privilegier af denne art til enkelte spillere.

Pragtkamp af Udinese
Men Fiorentina tabte i Udine nu først og fremmest fordi Udinese - uden den skulderskadede Martin Jørgensen - spillede en pragtkamp og nu nærmer sig den topplacering holdet fik i sidste sæson. Uventet efter træner Zaccheronis, Thomas Helvegs og Oliver Bierhoffs skifte til Milan uden at Udinese har købt dyrt for at erstatte dem.
Juventus skulle også rejse sig efter ugelang krise, intern uro og trænerskift i utide. I fem år har træneren Marcello Lippi vundet alt det med klubben som vindes kunne, men da han meddelte Juventus-ledelsen, at han forhandlede med Inter og ville skrive kontrakt med dem for næste sæson, blev der kold luft omkring ham.
Lippi - trænerbænkens Paul Newman, som han er blevet kaldt på grund af en slående lighed - anses for en meget korrekt og meget hæderlig mand, og han mente selv at have handlet korrekt ved at informere om, at forhandlede, i stedet for at det skulle sive ud i pressen.
Det mente Juventus-ledelsen ikke, og da holdet - måske på grund af mange nedslidte VM-spillere - begyndte at spille skidt, anklagede den Lippi for mangel på motivation og for allerede at have hovedet i Milano.
Sidste søndag fik han nok og bad om sin afsked med øjeblikkelig virkning. Hans plads er blevet overtaget af den tidligere landsholdsspiller Carlo Ancelotti, som ellers først skulle have sat sig på den prestigefyldte trænerbænk i Torino fra næste sæsons start.
Ancelotti debutterede med en langt fra prangende 2-1 sejr ude over beskedne Piacenza, og alt andet ville have betydet fortsat frit fald ned i tabellen for klubben, der ikke regner med andenpladser.
Den tredie klub, der i ugens løb blev ramt af internt kævl, var Perugia. Klubbens koleriske og helt utilregnelige ejer og præsident, Gaucci, var under sidste søndags kamp mod Lazio gået ned i omklædningsrummet i pausen og havde beordret træneren Castagner til at foretage nogle bestemte udskiftninger.

Sarkasme-afsked
Det nægtede træneren, selvfølgelig, og efter kampen meddelte han sin afsked med den sarkasme, at hvis præsidenten selv ville overtage trænerhvervet, så for hans skyld gerne.
Perugias nye træner er en gammel ræv i faget, serberen Vujadin Boskov, som havde en karriere i Spanien (Real Madrid), Holland (Ajax), inden han i midten 80'erne kom til Italien, hvor han i en årrække trænede Sampdoria, som han i 1991 førte til det italienske mesterskab og derefter til finalen i Champions League.
Den 67-årige serber er ikke en mand, der tåler indblanding i sit arbejde, men på trods af, at det var det første signal, han udsendte, blev der piftet ad ham, da han trådte ind på stadion i Perugia i går, og publikum demonstrerede mod præsident Gaucci, der skalter og valter med det hold, som han har betalt for, men som folk i byen synes er deres.
Og så viste det talentfulde Perugia-hold med de mange udlændinge høj moral ved at tæve Inter, uden Ronaldo og Baggio, med 2-1. På trods af at være en mand i undertal en stor del af kampen, og Inters mål først scoret i dommerens tillægstid på straffespark.
Inter, der er Serie A's dyreste hold - mens Perugias er et af de billigste - kan fortsat ikke spille på udebane, og synes tabt i mesterskabskampen.
Den synes at skulle stå mellem Lazio, Fiorentina og Milan - der slog oprykkerne fra Venezia med 2-1 - men intet er afgjort i en atypisk turnering, hvor de store norditalienske klubber regelmæssigt mister points til de små fra provinsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu