Læsetid: 3 min.

Faste håndtryk og kærlige kindkys

13. februar 1999

- Berlin er i gang. På filmfestivalen samler den største interesse sig foreløbig om de amerikanske bud på Sølvbjørnen, mens den skandinaviske lejr håber på det bedste

FILMFESTIVAL
BERLIN - Filmfestivalen '99 har for alvor slået sig løs i Berlin. Gadebilledet præges af en lind strøm af faste håndtryk, kærlige kindkys samt febrilsk mobiltelefoneren. Men i det umiddelbare inferno af fremmedsprog og filmplakater, skinner den tyske grundighed klart igennem. Alle formalia er på plads, og således er alt, som det plejer at være. Og dog.
For Berlin forsøger i takt med vokseværket fra storby til hovedstad også at ekspandere filmfestivalens renommé. Det sker bl.a. ved at sætte adskillige Hollywoodfilm på programmet med Terence Malicks The Thin Red Line og John Maddens Shakespeare in Love som absolutte trækplastre. Begge film er
just blevet nomineret til henholdsvis syv og 13 Oscars!
Beslutningen er truffet efter tidligere års mangel på stjerner, hvor især sidste år var et grelt eksempel. Her blev der ganske enkelt ikke arrangeret pressekonferencer på Robert Altmans og Francis Ford Coppolas film, da ingen mødte op fra USA. Men i år skulle det være ganske vist, at både den blonde skønhed Gwyneth Paltrow samt skuespilleren Nick Nolte (sidst set i Ole Bornedals Nightwatch) tropper op.

Et gedemarked
Generelt dominerer den amerikanske indflydelse på dette års festival. Kommercielle tv-stationer som det tyske SAT1 holder gerne fester med alt, hvad det medfører af glimmer og paraplydrinks, mens MTV benytter lejligheden til at tiltrække de unge berlineres opmærksomhed. Berlin er jo trods det omfattende filmudbud også eksponent for et gigantisk salgsmarked.
Her kan købes alt lige fra Olsenbanden (solgt som The Olsen gang) til bulgarsk kortfilm. Salgsstandene varierer meget i størrelse. Stemningen er pulserende og hektisk og kan nærmest sammenlignes med et tyrkisk gedemarked. Blot er naturalierne skiftet ud med pressemateriale og pebermyntebolsjer.
Arbejdsdagen er lang - fra tidlig morgen til sen aften, men ikke desto mindre en hel essentiel del af de fleste filmselskabers overlevelse. Går det godt for én film, vil denne åbne døre for alle de andre.

Mifune har det godt
Netop dette faktum har især de danske, såvel som de øvrige nordiske landes film erfaret.
På den skandinaviske stand står Thomas Mai med ansvaret for salget af Søren Kragh-Jakobsens Mifunes sidste sang, der kæmper om den eftertragtede Sølvbjørn. Filmen handler om den karrieremindede Kresten, hvis livsfacade går i opløsning, da han vender hjem til sin fars begravelse.
"Jeg forventer mig meget af filmen. Alle kategoriserer den hurtigt pga. det Dogmeskilt, den har fået på sig, men jeg tror, den kan klare sig selv. Der har været meget stor forhåndsinteresse for filmen. Normalt så sender vi en masse pressemateriale ud til pressen og køberne. Mange har allerede faxet den anden vej, før de har set filmen."
Det skyldes ikke mindst Thomas Vinterbergs Festen, der har banet vejen for det kyskhedsprægede Dogme-manifest.
"Det er noget, der rykker i øjeblikket, og som har sat Danmark på landkortet. Det er klart, at det gør det sjovere at stå hernede. Og hvis Festen var blevet Oscarnomineret, havde vi haft endnu flere indkøbere rendende."

Den gale finne
Stigende interesse har også det finske filmlandskab oplevet, og det især grundet den flamboyante Aki Kaurismäki, der mest er kendt for de groteske komedier med det særprægede band Leningrad Cowboys.
Dette års stumfilmsbidrag Juha, (der er uden for hovedkonkurrencen) er allerede blevet et sådant tilløbsstykke, at arrangørerne har måttet love ekstra midnatsforestilling for at tilfredsstille de mange forhåndsbestillinger.
Men så er der også mulighed for at høre ægte filmmusik fra det medbragte 13-mandsorkester.
Kaurismäkis opfindsomhed og originalitet er mindst ligeså vigtig som Dogme-projekterne har været for os.
Jaana Puskala, der repræsenterer dette års finske filmhøst siger selvsikkert:
"Vi ved godt, at Kaurismäkis bliver en af topfilmene, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at filmen bliver vist flere gange end normalt. Juha er en film for cineaster, men hører ikke til i den sjove ende af skalaen. Kaurismäki er uden tvivl den mest populære finne, og ligesom jeres von Trier, åbner han døre for os. Det kan vi mærke her på festivalen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her