Læsetid: 4 min.

Film i tv

11. februar 1999

*John Schlesinger Den nu 72-årige Schlesinger var i 60'erne én af engelsk films skarpeste skildrere af komplekse relationer, med blikket rettet mod såvel arbejderklassen som et mere glamourøst jet-set. Hans baggrund inden for dokumentarfilmen afspejlede sig i spillefilmsgennembruddet Billy Løgneren, rost for sin præcise realisme og Tom Courtneys spil, og hans næste film Darling promoverede Julie Christies karriere eksplosionsagtigt, men rummede ikke mindst en af Dirk Bogardes mest følsomme og smertefulde præstationer. Den høstede også to Oscars, to nomineringer og en Hollywood-invitation til sin instruktør, der på plads i Californien skruede sit antropologblik ind på amerikanske særegenheder og kvitterede med Midnight Cowboy , der fik samme betydning for Dustin Hoffman og Jon Voigts karrierer, som Courtney og Christie havde oplevet det. Analysen af den komplicerede biseksuelle trekant i den efterfølgende Den satans søndag var på sin vis et farvel til den 'gamle' Schlesingers foretrukne motiv, ligesom Yankies blev et farvel til den engelske base - fra da af filmede han i USA. Og præsenterede bl.a. Marathonmanden, som mange af hans tidligere fans og en enig anmelderskare havde svært ved at tilgive ham. Aftenens kærligheds- og spændingsfilm, der er fra '93, bragte instruktøren tilbage til det efterkrigstyskland, som han selv havde stået på nippet til, da han var udstationeret under 2. Verdenskrig. Det er en Ian McEwan-filmatisering, hvor Campbell Scott gør sit bedste - og det er ikke dårligt - for at bekræfte Schlesingers ry som personinstruktør; desuden medvirker Isabella Rossellini og Anthony Hopkins. Den sidste har desuden komponeret og spiller selv soundtrack'ets klaveretude.
The Innocent/Et særligt forhold. DR 2, fredag kl. 20-21.55

*Søren Kragh-Jacobsen Mens vi venter på den tredie Dogme-film, Mifunes sidste sang, der vises på Berlin-festivalen på lørdag, kan man genopfriske bekendtskabet med instruktørens filmatisering af Ole Lund Kirkegaards bog Gummi Tarzan. Jeg overlader ordet til kollega Morten Piil i Gyldendals Filmguide: "Et lille mirakel af en film, der satte en ny standard for dansk børnefilm, hvor den introducerer begrebet magisk realisme - en stil, som kendetegner nogle af de bedste filmfortællinger for børn. Gummi Tarzan handler på magisk-realistisk vis om noget væsentligt fra en genkendelig hverdag, men med en farverig eventyrdimension, der hæver historien over den ofte grå virkelighed og giver alle små (og store) tilskuere lidt håb. Søren Kragh Jacobsen demonstrerede her med bravour sin formidable evne til at få børneskuespillere, der i sagens natur er amatører, til at indgå i perfekt samspil med voksne, professionele spillere. Især scenerne mellem Ivan (Alex Svanberg) og Otto Brandenburgs kranfører rammer en fortryllet atmosfære af magisk virkelighed."
Gummi Tarzan. TV 2, fredag kl. 20.00-21.35

*Spielberg og Robin Williams Julia Roberts kan ses som filmhistoriens mest
uimodståelige Klokkeblomst i en opdateret J.M. Barrie-filmatisering for fuldt Spielberg-udtræk. Opdateringen har selvbiografiske overtoner, for Robin Williams har dobbeltrollen som Peter Pan og hans nutidige inkarnering i skikkelse af en workaholic advokat splittet mellem dårlig samvittighed over for sine faderforsømte børn og sit tidligere så kreative indre legebarn. Fremfor den (u)sædvanligt maniske Williams fascinerer Dustin Hoffman som en faretruende charmerende Kaptajn Klo med fæle bagtanker om få sønnike over på sin side, men filmen i øvrigt føles lige så lang som spændingen om, hvorvidt Williams vender reformeret tilbage som en bedre far, er kort. Lige så kort som Glenn Closes ukrediterede opdukken som skægget pirat. Fagbladet Variety gav op over for filmens production value leveret af Industrial Light and Magic: "Fyrig, larmende, ofte rodet og udisciplineret. Dette sammenbidte forsøg på at omstøbe Peter Pan-historien til nutidige vilkår dynger hver en bid af dets megabudget (på mellem 60 og 80 millioner dollar) op på lærredet; kommercielle elementer strømmer over i en sådan overflod, at status som et større hit synes givet."
Hook. TV3, lørdag kl. 19.30- 22.10

*Peer Guldbrandsen Var en festlig og produktiv herre med mange talenter - forfatter, skuespiller, teaterleder, instruktør og producent - og som minde fra sin pianisttid havde han et koncertflygel stående i den ene staldlænge af de selvindrettede Risby-studier, som Guldbrandsen med rette var stolt af. De blev dog først taget i brug to år efter Mariannes bryllup, som skulle være "én af hans mere velskabte komedier, strammere komponeret end sædvanligt og med en rollebesætning, der passagevis får de forudsigelige intriger til at tage sig næsten spirituelle ud. Henning Moritzen, Birgitte Bruun (senere Price), William Rosenberg og Astrid Villaume har hovedrollerne, men allerbedst er Berthe Quistgaard, som får en indtagende figur ud af skabelonen: den forvirrede bourgøjserfrue. Hvad enten hun læser Mykles Sangen om den røde rubin i sengen, mens hun guffer chokolade eller skyder gipsstatuer i stykker med et jagtgevær i dagligstuen, er hun filmens mest tiltrækkende figur. Og slet ikke så dum endda." Alt sammen ifølge Danske film fra A til Z.
Mariannes bryllup. TV3, søndag kl. 13.40-15.20

*Jan de Bont Hæsblæsende fartthriller, der snupper rekorden fra samtlige tidligere biljagter på det hvide lærred. Det imponerende ved de Bonts fræsende debut er evnen til konstant at give den en tand til, også når publikum ikke tror, der kan komme mere skub i kortegen. Oplægget kunne godt være af overskuelig spændingsværdi: en gal bombemand (Dennis Hopper, hvem ellers) har udstyret en bybus fuld af hverdagsmennesker med en bombe, der detonerer, hvis farten falder til under 50 miles i timen. Men de Bont kører altså lige så opfindsomt som bussen, der har den fordel at have Sandra Bullock ved rattet og Keanu Reeves kravlende all over sig i kampen mod uret og den faldende benzinstand. Selvom man normalt undgår actionfilm og sætter sig blasert til rette foran
Speed er det umuligt ikke at blive stakåndet af jagten - fotograferet af Andrzej Bartkowiak - der bl.a. indeholder filmhistoriens næstberømteste barnevognsscene af et noget andet tilsnit end Eisensteins.
Speed. TV2, lørdag kl. 21.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her