Læsetid: 4 min.

Filmbyen Berlin

10. februar 1999

For 49. gang åbner festivalen i Berlin - de næste ti dage vil i omegnen af 5.000 journalister og filmkøbmænd opholde sig i biografernes mørke

FESTIVAL
I aften åbner filmfestivalen i Berlin og det sker for formentlig sidste gang i Zoo Palast i det gamle Vestberlins centrum ved Gedächtniskirsche. I hvert fald er det planen, at festivalen fra år 2000 skal flytte til det proklamerede nye bycentrum ved Potsdamer Platz. Her skal festivalen så næste år fejre sit 50 års jubilæum.
Der åbnes med en tysk spillefilmsdebut af Max Färberböck Aimée & Jaguar, der udspiller sig i Berlin i 43-44. Det er et kammerspil om lesbisk kærlighed i krigens sidste år, baseret på en virkelig historie, hvis ene part stadig bor i Berlin, mens den anden formentlig døde i kz-lejr.
Berlin er stedet hvor man kan tage temperaturen på filmen og filmkunsten for første gang i det nye år, og i de næste ti dage vil i omegnen af 5.000 journalister og filmkøbmænd være tabt for omverdenen og opholde sig i biografernes mørke. For i det vinterkolde Berlin er der ingen croisette eller starletter der viser talenterne, men derimod film i lange baner. Og den velorganiserede festival gør det let at komme til den endeløse strøm af film fra tidlig morgen til henover midnat.

Dogmefilm og stjerner
Danmark er igen med i konkurrence, ligesom sidste år med Barbara. I år er det Søren Kragh-Jacobsen, der deltager med Mifunes sidste sang, der også i den tyske presse præsenteres som en dogme 95-film. Dogmereglerne har om ikke andet så skabt international presseopmærksomhed.
På papiret tegner festivalen i øvrigt godt med en række stjernenavne i det officielle konkurrenceprogram: gamle kendinge og nyere navne i en skønsom blanding.
Blandt veteranerne finder man Claude Chabrol, der deltager med sin krimi Au cour du mensoge, der med Sandrine Bonnaire i hovedrollen kommer om bag en lillebys pæne facader.
En gammel kending er også Robert Altman, der med Cookie's Fortune også kommer tæt på en lilleby i en film, der efter amerikanske kritikeres vurdering hører til hans varmeste, mens Altman-protegeen Alan Rudolph har filmatiseret Kurt Vonnegut med Breakfast of Champions og Bertrand Tavernier ser på det franske skolevæsen med udgangspunkt i den nordfranske provins.
Joel Schumacher er ikke et nyt navn, men ny i Berlin med 8 mm, hvor Nicolas Cage som privatdetektiv trænger ind i pornoverdenens subkultur med snuff movies mm, mens David Cronenberg med EXistenZ griber fat i computerspillet, der føres igennem i sin yderste konsekvens, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes.
Stor interesse samler der sig om Terrence Malicks The Thin Red Line, ikke mindst fordi Malick er en af den amerikanske films gådefulde instruktører, der i 78 brød igennem med den billedskønne Days of Heaven - og siden har været tavs. Hans nye film er baseret på en roman af James Jones og udspiller i '42 under slagene om Guadalcanal. Amerikanske kritikere har været helt oppe at ringe.

Nye navne
Af nye navne byder konkurrenceprogrammet på debutanten Tony Buid med Three Seasons der er den første amerikanske film optaget i Vietnam efter krigen. Det er en uafhængig amerikansk produktion produceret af Harvey Keitel der også spiller hovedrollen.
Også engelske Ben Hopkins debuterer med Simon Magus der som tilsyneladende flere andre film udspiller sig i en lille landsby, dennegang i slutningen af 1800-tallet, mens den tyrkiske instruktør Yesmin Ustaoglu i sin road movie fortæller om en ung tyrker der i Istanbul bliver antaget for at være kurder og den herhjemme ukendte Willard Carroll i Playing by Heart kan bryste sig med en stjernebesætning spændende fra Sean Connery og Gena Rowlands til Nastasja Kinski og Ellen Burstyn.
Fra tysk hold kan man se Wim Wenders' nyeste film, en dokumentarfilm om manden der skabte den fabelagtige musik til Paris Texas: Ry Cooder and the Buena Vista Social Club, mens Caroline Link har valgt at markere 100 årsdagen for Erich Kästners fødsel med en nyfilmatisering af Prik og Anton.
Ved flere lejligheder har festivalens finale været ramme om præsentation af en nyrestaureret stumfilm med orkesterakkompagnement.
Men det må være første gang der præsenteret en helt ny stumfilm med levende musik.
Det er den finske filur Aki Kaurismäki, der har besluttet, at hans nye film skulle være stum, hvormed går i sporene efter Mel Brooks, der i '76 udsendte Silent Movie. Kaurismäkis film Juha er baseret på en roman af den finske forfatter Juhani Aho fra 1911 og er et tragisk trekantsdrama, der har musik og lydeffekter, men ikke tale. Hans erklærede mål har været, at genskabe den klassiske stumfilms sprog.
Denne begivenhed finder sted i Forum-programmet, der gennem årene har vist en lang række af Kaurismäkis film. Forum er stedet for den unge eksperimenterende film og film fra fjerne ukendte filmlande. I år har Forum sat fokus på marokkansk film, hvor programredaktionen ser en karakteristisk vilje til at behandle aktuelle sociale problemer i populær form. Her finder man f.eks. en thriller - Mektoub af Nabil Ayouch - om de sociale modsætninger og film om kvindens stilling i dette nordafrikanske land.
Bortset fra de kendte og store navne med film med stjerneskuespillere, der skal kaste glans over festivalen, er Berlin som altid en enestående mulighed for at gå på opdagelse i filmens mangfoldige verden. Her møder man instruktører og film, man ellers aldrig har hørt om, eller film man måske kun har hørt om, og som aldrig når til danske biografer endsige tv-skærme.
Berlin er en guldgrube hvis man kan lide at gå på opdagelse i det ukendte. Der kan være mange nitter imellem, men ind imellem er der det lysende mesterværk, eller bare den fascinerende, interessante eller fremmedartet udfordrende film, der er det hele værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu