Læsetid: 5 min.

Flere skoletimer giver ro i klassen

3. februar 1999

Børn i Skive har fået udvidet skoleugen fra 20 til 30 timer. De lærer mere, når de har tid til at lege, og børnenes hverdag er mere rolig, viser erfaringerne med skoleformen

'Leg og læring'
Jo, børnene Jacob og Thomas er glade for at gå i 1. klasse. De har lige set en film om kameler og sidder nu i klassen og skriver om filmen i deres skrivehæfte.
Eller var det nu dromedarer, de havde set.
"Nogle har kun en pukkel, men er det også en kamel?" spørger en meget optaget Jacob, og sidekammeraten Thomas blander sig i diskussionen om forskellen på dyrene med to og en pukkel.
Og så kan de huske svaret, derimod er de knap så klare over, at de rent faktisk er med i en ny skoleform, og at de stadig sidder i klassen, selvom de fleste af landets øvrige børn i 1. klasse forlængst har fået fri, og har bevæget sig over i en skolefritidsordning.
For Jacob og Thomas er skolen nu en gang, som den er. Derfor kan lærere og pædagoger på Højslev Skole lidt udenfor Skive bedre forklare forskellen fra før til nu. Fra sidste skoleår, da børnene i de første klasser kun var i skole fire timer om dagen, og så nu, hvor de er i skolen seks timer hver dag.
"Jeg underviser ikke flere timer, men føler alligevel, at jeg har meget mere tid. For eksempel kan vi lave drager en hel dag, uden jeg skal tænke på, at vi ikke når noget andet," siger Ulla Køser, der er klasselærer for skolens eneste 1. klasse.
To timer mere om dagen fra børnehaveklassen til 2. klasse gør virkelig en forskel for børn, lærere, pædagoger og forældre.
Siden skolestarten i august sidste år har otte ud af Skive Kommunes ti skoler indført en ny skoleform, som skoleforvaltningen har døbt "leg og læring".
Sigtet er at give mere tid til fordybelse og bruge legen som et vigtigt element i at lære.
"Ideen er ikke at bruge mere tid på at terpe med børnene, tværtimod tror vi på, at børn lærer hurtigere og bedre gennem leg, hvor de selv gør tingene frem for at blive belært," siger kommunens skoledirektør Magne Uldall-Jessen, der er en af hovedkræfterne bag skoleformen, som har tiltrukket sig stor opmærksomhed i skolekredse landet over. Det har blandt andet vist sig ved, at 900 skolefolk meldte sig til en konference i sidste måned om Skives skoleerfaringer.
Udover de nye pædagogiske former, så handler Skive-modellen kort og godt om at lægge vægten i børnenes dagligdag på skoledagen og ikke på tiden før og efter.

Lærere-pædagog-team
Tidligere har hver lærer i de første klasser stort set ikke haft andet end deres egen klasse.
Med leg og læring er hverdagen blevet mere fleksibel for de ansatte, og børnene skal have et mere trygt skifte fra klassetrin til klassetrin de første år i skolen, som har lidt over 400 elever i alt.
Omkring hver klasse er der et team af pædagoger og lærere, så børnene har deres lærer eller pædagog med fra året før og samtidig møder næste års lærere.
"Førhen kunne jeg godt føle mig meget alene om min klasse, men nu fungerer vi som et team," siger pædagog og børnehaveklasselærer Karen Søndergaard, der har seks timer i 1. klasse og selv flere lærere og pædagoger tilknyttet sin egen klasse.
Hver mandag fra kl. otte til ti tager en pædagog fra skolefritidsordningen sig af at snakke med børnene i 1. klasse om, hvad de har oplevet i weekenden.
Dette behov for at få snakket har tidligere lagt stort pres på dansktimerne på den førhen korte skoledag: "Selvom jeg ikke har flere undervisningstimer, så har jeg fået mere tid til at koncentrere mig om de projekter, jeg har i gang med børnene," siger Ulla Køser.
Hun kører i øjeblikket et projekt om alverdens dyr, som åbner alle muligheder for at lære børnene at skrive, regne, læse og om geografi og biologi.
"Projektet skulle vare en måned, men børnene får hele tiden ideer til nye sider, vi skal inddrage, så det kan fortsætte længe endnu," siger klasselæreren.

Færre i SFO
Med den øgede vægt på skoledagen, er fritidsordningen blevet nedprioriteret. Børnene kommer der først efter klokken 14 og kan ikke nå alverden, men pædagogerne har også meldt tilbage, at børnene slet ikke føler samme behov for, at der skal ske noget, som tidligere.
Børnene er mættet af skoledagen - på en god måde, hvilket forældrene også melder tilbage. En anden sideeffekt er, at langt færre børn går i skolefritidsordningen. Hele 40 procent har meldt fra, efter at skoledagen er udvidet.
"Flere forældre kan nå at hente deres børn fra skole, og en del forældre aftaler at hente hinandens børn på skift," siger skoledirektør Magne Uldall-Jessen.
Hun fremhæver, at børnene får en langt mindre opsplittet hverdag end tidligere.
Den udvidede skoledag er dyrere for kommunen. Flere pædagogstillinger bliver konverteret til lærerstillinger - hvilket er gået rimelig smertefrit, da kommunen har haft pædagogmangel.

1,5 år mere i skole
Men udgiften skal så hentes ind på, at der skal passes færre børn efter skoletid. Og den vægtning af dagen er klasselærer Ulla Køser meget enig i.
"Nu er det i skolen, vi har tid til at tage i svømmehallen eller komme ud i skoven, og det giver alle børn mulighed for at være med, hvilket er langt bedre, end da fritidsordningen lavede de sjove ting, som kun nogle af børnene var med i."
Alle kommunens lærere og pædagoger har været på et pædagogisk kursus omkring "leg og læring" inden skoleformen startede.
Med den udvidede skoledag til og med 6. klasse får børnene halvandet års ekstra tid i skolen gennem de første seks skoleår.
"Vi stopper ikke ved 2. klasse med de nye principper for at lære gennem leg og projekter, men vil gøre det til en rød tråd gennem hele skoleforløbet," siger skoledirektør Magne Uldall-Jessen.
Om børnene allerede har lært mere af den nye skoleform har børnehaveklasselærer gennem 20 år Karen Søndergaard lidt svært ved at vurdere, mens Ulla Køser, der har 29 års erfaring, er sikker i sin sag.
"Jeg er kommet meget længere med denne klasse, end jeg nogensinde før har været med en 1. klasse," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her