Læsetid: 3 min.

Forældrehad og børnevæmmelse

15. februar 1999

Den purunge Thure Lindhardt lyser med sine krænkede, blå øjne i Mammut Teatrets indædte drengedrømsopgør

TEATER
"Jeg hader alle voksne!!!," udbasunerer den underskønne yndling, mens han hænger i et løst skibtov i bølgerne. Stormen tuder, sejlet blafrer, og redningskransen når aldrig ned til ham. Og det er måske bare en drengedrøm - om at slippe væk fra det hele, afsted ud til den øde ø, så mor og far kan savne ham rigtig, rigtig meget.
Den 26-årige dramatikerdebutant Nicolas Bro har nemlig skrevet et stykke, der overrumpler med sit bastante forældrehad. Forældre svigter, forældre lyver - og forældre har aldrig nogensinde været i stand til at elske deres børn. Forældre er mennesker, der er på evig terapeutisk ego-vandring - "Det er helt okay, skat. Du skal bare ud med det!" som de siger til hinanden, når de indrømmer deres altoverskyggende børnevæmmelse.
Nicolas Bros vrede tekst er blevet iscenesat med Mammut Teatrets vanlige flair for det groteske.

Livsstilskramper
Stykkets instruktør og scenograf, den 31-årige Christoffer Berdal og den 26-årige Mia Stensgaard, har sammen kreeret et vildt univers af lutter løsrevne ting, der ikke hører hjemme nogen steder. Tingene kliner sig manisk op ad hinanden - fra en glemt lysekrone, til et par løststående securitas-hegn og en enlig ski - ligeså håbløst som menneskene.
Alligevel går satiren død på et tidspunkt. Der er simpelthen for lidt udvikling i stykket - og frem for alt begynder de forskellige skæbner at tabe i interesse.
Vil drengen Oskar nogensinde komme hjem igen? Vil hans mor nogensinde indrømme, at hun elsker ham, sådan alligevel? Vil den religiøse børnevæsen-udsending springe ud som pædofil? Det bliver altsammen mindre og mindre spændende, fordi både replikker og hændelser kører i ring - og går i stå.
Stykket lægger ellers op til samme opgør som Kristiane Korfs SNAcK, der netop har haft premiere på Café Teatret. Altså opgøret med den dyrkelse af børnelykken og parforholdsidyllen, som præger de sidste livsstilskramper her inden årtusindskiftet. Men Nicolas Bro slipper taget i det generelle - han vil bare gerne fortælle historien om drengen, der blev så grueligt svigtet.
Til gengæld bliver denne historie spillet med betagende talent. For den purunge Thure Lindhardt (der senest fik folk til fascineret at holde vejret i Shopping and Fucking på Café Teatret), lyser gennem hele forestillingen med sine krænkede, blå øjne og sin ukuelige overlevelsesdrift.
Han VIL elskes, han VIL have et sæt forældre, han VIL mærke følelser. Og han vil absolut hellere dø af voldeligt had end af ligegyldighed.

Selvtilgivelse
Andrea Vagn Jensen og Morten Suurballe spiller hans forældre med samme uhæmmethed. De smiler, de kurrer, de spærrer øjnene overrasket op. Men i virkeligheden er de blot umættelige ego'er anbragt i kønne kroppe - med netop dén grænseløse selvtilgivelse, der er så herskende i tiden.
Som stykkets fiktive bedstemor stråler Tina Gylling med Mammut-ensemblets vanlige farlighed. Hun er god og kynisk, ærlig og tavs, og mens hun trisser rundt i lillepigesko og tantekjole og hakker grønsager til nogens sidste nadver, hænger leen trofast bag hende på køkkenvæggen... Med hende kan alt ske.
Rundt om dette firkløver sværmer Martin Elungs morsomme besvangringsliderlige kaptajn, Pernille Hansens vage børnevæsen-udsending og Henrik Birchs troskyldige teenagefascinerede pater.
For Mammut Teatret præsenterer som altid en håndfuld skuespillere med større spændvidde end de fleste andre ensembler. I denne forestilling lyser ensemblet bare op med flere farvenuancer end stykket.

*'Natsværmer' af Nicolas Bro. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Mia Stensgaard. Mammut Teatret i Pakhus 11, Dampfærgevej 2, Østerbro. Til 13. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu