Første afsnit af Zentropa og TV 2's Morten Korch-revival løftede ikke sløret for, hvorfor vi skal præsenteres for Bodil, Ole, Knud og hele postuleretheden
TV-SERIE
Det har ikke været en fødsel i dølgsmål. Tværtimod. Det ganske land har haft gang i spekulationer om, hvad et for Morten Korch så fjerntstående gemyt som Lars von Triers ville med den for altid deklasserede fynske triviforfatter. Ville han gå i fodsporene på de Rasmus Modsat'er, der med store, men jævne mellemrum er steget ned fra deres litterære højder for at rehabilitere Morten? Uden meget held, ganske vist, men forsøgene skød sit seneste skud så sent som sidste år, hvor en forlagschef på Akademisk Forlag flirtede med rollen som forsvarsadvokat og udgav et defensorat med undertitlen Morten Korch for begyndere.
Begyndere. Her kunne måske have ligget et af de fænomener, der har trigget von Trier og hans medsammensvorne; nemlig den næsten kultagtige status, som de gamle 50'er filmatiseringer har opnået, især hos et ungt publikum. Et publikum, der med cola, popcorn og smøger indenfor rækkevidde smovser i for dem kært ukendte skuespillere, der taler kært gammeldags og tydeligt, går i kære sommerkjoler, kører i ubetalelige veteranbiler og taler naivt med store, uironiske ord om kærlighed, jorden, veksler og uægte børn. Kort sagt et kitchbevidst publikum.
Men nej, det selverklærede kodeord er 'den ny inderlighed', der tager Morten på ordene og tør lade sig rive med og bevæges af følelser og 'en større sag', hvad enten det er fædrenegården, kærligheden eller den personlige frihed. Breaking the Waves har på sin vis forlængst røbet kodeordet og i konsekvens heraf er valget af Henrik Sartou som personinstruktør fuldstændig logisk, få har som han sat lys på følelseslivet som eksistensens fodstykke - selvom teaterlys ikke uden videre kan overføres til film.
Ingen har læst Morten
Bagmændene sidder med et es. Morten Korch er en forfatter alle føler sig rustet til at diskutere, selvom så godt som ingen udenfor den ældste generation har læst en stavelse af ham og det, vi andre egentligt baserer diskussionen på, er de gamle film, der havde et temmelig løsagtigt og kommercielt forhold til forlægget. Altså er det mere en genre - den banale, klichéfyldte med alle stereotyperne - der diskuteres, og halvfemserseriens bagmænd, der har sammenkogt manuskriptet ud fra Ved Stillebækken, Palle Jarmer, Pigen fra Dale, Sejrsgården og Manden fra Naur, kunne ende med at score en pointe, ifald de fremviste forfatter Korch som væsensforskellig fra Alice O'Fredericks. Det er der foreløbigt ingen udsigt til, at de vil.
Pigens hemmelighed
Serien fører en åbenlys dialog med sig og sin fortid. På skuespillersiden optræder halvtredsernes blonde helt og senere Korch-instruktør Ib Mossin, og Peter Reichardt, sønnen af den skuespiller, der frem for nogen inkarnerede en korch'sk helt og blev en talisman for filmatiseringerne, Poul Reichardt, har den udfordring og professionelle lettelse ikke at skulle traske i fars fodspor, men fremstille det stik modsatte, en skurk. Sådan en er der stadig, selvom bagmændene ikke tragter efter Jørn Jeppesens niveau, deres skurke skulle efter eget udsagn være udstyret med gode sider også. Allerede her har halvfemserne altså gensplejset bare en lille bitte smule på fatter Korch.
Til gengæld er det den ægte vare, M. Korch jnr., der temmelig altmodisch, men i bedste Riget-stil (omend knapt så diabolsk) introducerer re-lanceringen. Hvis åbningsafsnit har masser af de faste ingredienser: høj sommerhimmel, smukke landskaber, velpassede gårde, en sludrende vandmølle, en god og smuk heltinde, en godsejer med knas i arvefølgen, en forstødt og døende arving, en tronraner (Reichardt!), et afgørende brev, der aldrig når frem, et forældreløst zigøjnerbarn, fætre, der begge er forelskede i heltinden, osv, osv. Samt gåden, den eneste på personlisten.
Julie Wieths Olga er den eneste, der kaster skygge. Ikke alene er personens baggrund og placering på Ringmøllen uvis, men Wieths dobbeltspil som spion på møllen og barmhjertig, altvidende samaritan overfor Annika Johannesens hvidsminkede tragedienne har mere end en mørk side, ansigtet mere end et liv. Hende vil vi gerne vide mere om, resten kunne for så vidt godt sejle deres egen sejlads gennem marts, april, maj, juni og juli uden den store nødvendighed af at trykke på remoten.
De tætte dialogscener fungerer, enkelte andre er ikke sikre, spillet er nydeligt med Wieth og Olaf Johannesens som højerestående undtagelser, og fotograferingen er detaljeopmærksom og uden de gamle films fade jagt på idyl. Men hvorfor vi skal præsenteres for Bodil, Ole, Knud og hele postuleretheden er fortsat en gåde; det samme er von Trier og TV2-redaktør Mogens Kløvedals motivation. Hvad vil de med det her, der knap nok kvalificerer sig som underholdning, og som ikke har den fjerneste relation til noget nutidigt, ny inderlighed eller ej ?
*Morten Korch, del 1. Instr.: Henrik Sartou og Finn Henriksen. Musik: Joachim Holbech. TV2, genuds. lørdag
