Læsetid: 6 min.

Glansbillede med stor udtrykskraft

27. februar 1999

Radiosymfoniorkestrets nye chef d'oeuvre Gerd Albrecht bragte med majestætisk vælde og brucknersk brus orkestret ind i helt nye verdener

KONCERT
Efter genopdagelsen af Mahlers symfoniske musik med tilhørende æstetik, blev den anstrengt muntre tone berømt. Mahler var en dårlig jasiger: Hans tematiske opfyldelser blev næsten aldrig til virkelighed, og når han skrev "etwas prachtvoll" var ironien til at få øje på. Komponistens stemme knækker over, ligesom Nietzsches, når han forsøger at pumpe musikken op med det formål at 'overvinde' noget. Han var dårlig til at skrive jubelsatser. Som Hans Pfitzner sagde om 8. Symfonis Veni Creator Spiritus: "Hvad nu hvis den ikke kommer."
Hos Mahler virker det symbolske kæmpeformat i 8. Symfoni som et postulat, men i Bruckners symfonier virker den repræsentative indpakning og anråbelsen så dybtfølt, at man skal være mere end ufølsom for at afvise fremstillingen. Engang var brugen af Wagner-tubaer og de store orkesterbrus i Bruckners Niende noget, man måtte kritisere.
Vi husker rækken af forstå-sig-på-er i 60'erne og 70'erne, der med brug af psykoanalyse og meget mere tolkede den glatte og glorificerende musik som en 'identifikation med angriberen', en musik som 'flygter over til magten og herligheden i det den frygter - angsten forvandlet til affirmation'.
Når denne lytter i dag hører Wagner-tubaerne i Ringen, i Bruckners tre sidste symfonier og Strauss' Elektra, får jeg ikke, som Woody Allen, en trang til at invadere Polen, men en lyst til at blive som den uvirksomme, der er ude over praksis og kan kikke fredeligt op i himlen, "at være, ikke andet, uden nogen videre bestemmelse og opfyldelse."
I hvert fald en stund.

Bevidsthedsskred
I dag kan man helt åbent og uden at skamme sig nyde Bruckners pumpende klangformationer, ganske som det er uproblematisk for en ny filmelskende generation at nyde Morten Korchs film. Alle kan vi have brug for at glemme, lade erindrings-optimismen tage styringen og ukritisk flyde med, nyde forestillingen om en fortid, hvor en mand var en mand, en kreaturhandler en kreaturhandler, og Gud en klippefast borg.
Betyder det at nutidens Korch- og Brucknerfans er ukritiske og med rette kan beskyldes for at være solgt til en kitsch-verden? Ingenlunde - unge seere og lyttere har et reflekteret forhold til situationen, måske kan det endog tænkes, at de har etableret en metabegrebsverden i forhold til det skabte. Der er sket et skred i den mediemæssige metabevidsthed: Dels gider nutidens unge ikke høre på, hvad kunstens afholdsmænd og meningsdannere docerer om kritisk bevidsthed, dels er publikum fuldstændig klar over, at det selv er med til at producere en mediemæssig virkelighed.
Det sidste har vi set flere eksempler på. Fænomenet Povl Kjøller er et af dem. Jo mere umuligt og utænkeligt det er, at den mand kan blive en succes, desto klarere er det, at det er publikum, der har produceret ham. Publikum er klar over, at det i virkeligheden er publikum selv, der er på scenen og ikke ham. Det er Povl Kjøller, der er afhængig af publikum og ikke omvendt. Når publikum render rundt med bannere, hvor der står 'Povl Kjøller er Gud', så er det udtryk for den nye generations stærke mediebevidsthed.
Kulten omkring Master Fatman er et andet eksempel. Vi er kort sagt blevet bedre til at gennemskue mediemaskineriet. Vi synes også, det er sjovt, når radioens orkesterchef Per Erik Hvem bygger en sauna til en chefdirigent, fordi vi synes, det er morsomt og sjovt at se, at orkesterchefen bliver glad over, at han endnu engang kan skabe lys på virksomheden. Faren ved denne form for helt uforpligtende leg er naturligvis, at den almindelige dannelse i form af selvrealiserende og æstetisk bevidsthed forsvinder.

Det uskyldsrene univers
Problemet er, at vi efter de store fortællingers sammenbrud ikke længere kan udpege et mål, som vi bevæger os hen imod. Hvilket hele den kulturelle situation i Danmark spejler. Derfor er der nu plads til Korch, Fatman, Bruckner og Kjøller, som vi kan lege med, mens vi venter på en bedre og mere indholdsrig fremtid.
Nogle af os gør det for sjov som tidsfordriv og for signaleffektens skyld. Det er sublimt unyttigt, og det er tilladt, fordi vi har svært ved fornuftsmæssigt at føre en diskussion om, hvorvidt vi bevæger os frem eller tilbage. Der er ingen udviklingslogik i tiden, vi kan ikke forestille os, at den tid, vi lever i, teleologisk set vil kunne fremskrives. Derfor producerer vi et stykke virkelighed: Majonetdukker som Kjøller eller Fatman, eller uskyldsrene universer hos Korch og Bruckner.
Nogle ville sige, at situationen er håbløs, men ikke alvorlig, for livet går jo videre. Det er jo sandt, men det kan være alvorligt nok, at de fælles værdier kan være svære at få øje på. Overordnet set hænger værdisammenbruddet måske sammen med, at der ikke længere er nogen, der udkaster store historiefilosofiske teorier. Moral og etik er heller ikke taknemmelige emner for tiden, det har f.eks. Informations featureredaktør, Bjarke Møller, måttet sande.
Situationen bevirker, at fænomener, som tidligere var i forgrunden, nu træder i baggrunden. I 70'erne talte man om underholdsningsindustri, populærkultur, borgerlig offentlighed, imperialisme osv. Man lavede analyser af de ideologiske statsapparater, man talte om kunstværkets 'varekarakter'. Man adskilte musikken i E- og U-musik - seriøs og underholdningsmusik. At lave vareanalyser på musikalske produkter bliver stadig mere problematisk, fordi skellet mellem kommers og kunst bliver stadig mere udvisket.
Von Trier kan nu med en vis succes producere pornofilm, TV 2 laver 26 afsnit med Morten Korchs glansbilleder.
Eller som freelance filosoffen Arno Victor Nielsen engang sagde det: "Den værdirelativisme og værdinihilisme, som på den ene side er en uundgåelig følge af et samfund i den kvantitative væksts vold, afføder på den anden side også det værdikaos, som må gå forud for den store Umwertung aller Werte (Nietzsche) - den omvurdering af alle værdier, som skal til for at knække kurven, altså dreje rumskibet Jorden bort fra katastrofen."

Bevægende Kehraus
Når Radiosymfoniorkestrets nye cheddirigent indtager podiet med værdighed, med alderens visdom, med overblik og med total kontrol styrer det store orkester gennem Bruckners 9. Symfoni (65 minutters symfonisk anråbelse!), når det hele foregår uden dirigent-partitur, de tusind detaljer er lært udenad, når orkestret spiller så godt, som denne lytter ikke kan huske, at det nogensinde har spillet før, hvad mere kan man så ønske sig? Helt ærligt? En 'immanent kritik af den kollektive trance, glorificeringen af det absolutte'? Det orker vi vist ikke mere.
Bruckner skaber i 9. Symfoni en verden ud af ingenting, ligesom Beethoven gør det i 9. Symfoni. Bruckners værk blev hans sidste, en Kehraus der indbyder til beskrivende ord som 'afskedshymne' eller 'farvelmusik'. Den afsluttende adagio-sats var tænkt efterfulgt af endnu en sats. Nu udtrykker værket, på linie med torsoen i Mahlers Tiende, en magisk sammenblanding af jordisk liv og dødsbevidsthed.
Håbet står tilbage.
Det gælder også Forspil og Liebestod fra Tristan og Isolde, som musikere, dirigent og sopranen Iréne Theorin fortolkede med tilbageholdt åndedrag, med formfuldendt sangerkunst og orkesterspil.
Næsten alt faldt på plads hos Radiosymfoniorkestret: Homogen horngruppe, strygere der kan spille et perfekt pizzicato-forløb i scherzosatsen, en komponist der kan dirigere et ritardando, så det fungerer. Tidsånden kan nu kalde på den myndige, alderstegne Albrecht, der uanset tidligere kontroverser med andre orkestre, torsdag aften viste, at han er en maestro, man skal være taknemmelig over at have i landet.

*Radiosymfoniorkestret og sopranen Iréne Theorin dirigeret af Gerd Albrecht. Værker af Wagner og Bruckner. Radiohusets Koncertsal, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her