Læsetid: 5 min.

Glasnost i Grønland

18. februar 1999

Protestvalg i Grønland kan resultere i større åbenhed i Hjemmestyret

Siumut er også efter protestvalget Grønlands største og mest magtfulde parti, men landsstyreformand Jonathan Motzfeldt kan blive nødt til at lægge roret om og udstykke en ny kurs for samarbejdet i Landstinget. Den drevne politiker holder da også efter protestvalget alle døre mere åbne end nogensinde. Det siger i hans tilfælde en hel del.
Ikke mindst i forhold til offentligheden vil Jonathan Motzfeldt nu intensivere indsatsen for øget Glasnost i Grønland. Hans spontane forklaring valgnatten på tilbagegangen for hans eget parti, Siumut, og koalitionspartneren, Atassut, er, at der har været informeret for dårligt om den førte politik, hvilket har givet protestbevægelsen omkring Kandidatforbundet let spil.
For mange myter har været i omløb for længe omkring blandt andet politikernes frynsegoder, ofte hængt op på enkeltpersoner på en meget ubehagelig måde, finder Motzfeldt. Den slags kan sand Glasnost gøre noget ved. Valgnatten 1999 lød Motzfeldt næsten som Michael Gorbatjov anno 1985.
Med valgresultatet i hånden er protestbevægelsens styrke ikke til at negligere. Vælgerne har ikke blot villet have en ny politik. De har måske i virkeligheden nok så meget villet have nye politikere. Ikke mindre end 14 af landstingets 31 medlemmer er blevet udskiftet ved valget.
Anderledes udtrykt: Med kun 17 af 31 landstingsmedlemmer genvalgt bliver det under alle omstændigheder et nyt landsting, der skal finde nye samarbejdsformer - og efter vælgernes opbakning bag protestpartier og protestkandidater skal politikerne helst trække i arbejdstøjet ganske hurtigt.
Det er normalt, at en regeringskoalition går tilbage ved et valg, men tilbagegangen for Siumut og Atassut sammenholdt med personudskiftningen betyder, at der ikke er en automatik i en fortsættelse af dette samarbejde. Atassuts formand, Daniel Skifte, nøjes da også med spagfærdigt at erklære, at han gerne fortsætter i et regeringssamarbejde, men at han ikke er sikker på, at det bliver aktuelt.
Dette bestemmes i virkeligheden et helt andet sted end i Atassut-partiet. For det borgerlige Atassuts modpol, venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), kan blive en interessant samarbejdspartner for det socialdemokratiske Siumut. Det vil gøre det muligt at holde dele af protestbevægelsen inden for de etablerede partier.
Dette kan være ganske attraktivt for alle tre "gamle" partier. De etablerede partier har nemlig en partistruktur, der gør det muligt straks at indgå håndfaste aftaler. Hvorimod Kandidatforbundet, der hidtil blot har været repræsenteret af et enkelt medlem i Grønlands Landsting, nu er svulmet til fire medlemmer, ifølge sagens natur uden erfaring for politisk samarbejde.
Da kandidatforbundet netop har markedsført sig som et løst forbund af individualister, der ikke har stort andet fælles, end at de ikke har kunnet rummes inden for de etablerede partier, er det sandsynligvis en længerevarende proces at forvandle disse individualister, valgt på enkeltsager, til sikre parlamentariske samarbejdspartnere.
Dog skal man ikke underkende den proces, der har været iagttagelig i valgkampen, at Kandidatforbundet i kraft af telefonmøder mellem kandidaterne mere og mere er kommet til i det mindste at minde om et politisk parti. I Grønland kommer og går politiske partier. Kun Siumut, Atassut og IA er "etablerede" partier. De øvrige partier har mere haft karakter af opslutning omkring enkeltpersoner.

Hvis samarbejdet mellem det socialdemokratiske, længe ganske midtsøgende Siumut og IA skal lykkes, kræver det stor fleksibilitet af begge parter. IA har markedsført sig på kravet om en "rigmandsskat", som de øvrige partier har taget afstand fra.
Dette krav er dog den mindste hindring for et samarbejde mellem Siumut og IA. Faktisk opblødte IA dette krav om en ekstraskat på høje indkomster i valgkampens slutfase.
En større hindring er, at Siumut og IA ser ganske forskelligt på samarbejdet mellem Grønland og Danmark. Siumut mener, at Grønlands fremtid er inden for rigsfællesskabet i en moderniseret form, som der ikke er grund til "at spilde tid på" at debattere nu, hvor konkrete politiske problemer skal klares. IA derimod ser Hjemmestyret som en sovepude og en hæmsko for Grønlands udvikling og vil kræve øjeblikkelige reformer her.
At IA som det eneste af de etablerede partier kunne gå frem ved valget, giver det stor styrke i forhandlingerne. Dertil kommer, at det har lovet vælgerne at stille og fastholde konkrete krav. Et samarbejde mellem Siumut og IA er prøvet før, og med et svækket Atassut kan det blive fristende for Jonathan Motzfeldt igen at svinge partiet til venstre i et samarbejde med IA, der i grønlandsk politik i dag befinder sig, hvor Siumut for 20 år siden var placeret ved Hjemmestyrets indførelse.

Manøvremulighederne til højre er begrænset af Kandidatforbundets fremgang. Dets fire mandater betragtes som protestbevægelsens konkrete udtryk. Karakteristisk for valgnattens forløb var, at de tre etablerede partier holdt deres valgfester i Nuuk, medens Kandidatforbundet holdt sin valgfest i vestkystbyen Ilulissat, hvor forbundet er stiftet.
Afstanden mellem "de etablerede" og "opkomlingene" er betragtelig.
Spørgsmålet er, hvilken retning Kandidatforbundet vil tage i grønlandsk politik. Det kan udvikle sig til et populistisk højrefløjsparti. Men det kan også af en diffus protest mod urimelige enkeltsager finde frem til en sammenhængende politik, der kan danne basis for en egentlig partidannelse.
Vælgernes opfordring til politikerne hen over partigrænserne i grønlandsk politik er, at nu skal der ske noget!
Dette budskab hørte Jonathan Motzfeldt tydeligt valgnatten. Derfor er der ingen automatik i valgnattens tal. Siumuts 11 mandater og Atassuts 8 mandater danner ganske vist talmæssigt betragtet basis for en ny flertalsregering.
Men oppositionens tal vejer psykologisk tungere.
Med IAs fremgang til 7 mandater og Kandidatforbundets fremgang til 4 mandater samt et enkelt helt uafhængigt mandat står 12 oppositionsmandater over for 19 mandater fra den tidligere regeringskoalition.
Hvis det alene var tallenes tale, der afgjorde politikken, kunne koalitionen fortsætte næsten pr. automatik.
Men skuffede vælgere er mere end en talstørrelse. Sammen med personudskiftningens omfang er de et varsel om et opbrud i grønlandsk politik.

Den, der har fulgt valgkampen tæt, oplever et paradoks. Unge kandidater har helt uden problemer lært "den politiske teknik" af veteran-kandidaterne.
Medens veterankandidaterne modsat har haft endog meget svært ved at lære af "den politisk etik" hos nye kandidater.
Ikke desto mindre bliver det altså i et uventet omfang de "nye" kandidater, der indtager landstinget. Måske de er i stand til at udvikle helt nye samarbejdsformer om en række afgørende problemer, der ikke nødvendigvis egner sig til at blive indkapslet i partipolitikken.
Formuleringsmæssigt gik Kandidatforbundet fremstormende uformelle leder, Anthon Frederiksen, valgnatten af med sejren, da han fra Ilulissat meddelte de bekymrede partiledere fra de etablerede partier, forsamlet i Nuuk, at han aldeles ikke havde "taget" stemmer fra dem.
Vælgerne havde tværtimod af egen fri vilje "givet" ham stemmer, som han nu vil bruge til i "et tæt samarbejde med befolkningen" at få løst de problemer, de gamle partier har ladet ligge.
I det mindste på valgnatten lignede han en ny partileder, der udmærket ved, hvorledes han vil bruge den indflydelse, vælgerne har givet ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu