Læsetid: 6 min.

Med Gud i sengen

12. februar 1999

Prævention såsom kondomer og p-piller ødelægger guddommeligheden i det ægteskabelige seksualliv, og mandens respekt for kvindens særlige mystik, mener konservative katolikker

HELLIGT ÆGTESKAB
HAAG - Mary Jo Andersson er katolik, hun er modstander, ikke bare af abort og sex uden for ægteskabet, men også modstander af, at ægtepar bruger prævention så som kondomer, p-piller og pesar:
"Men det betyder hverken, at jeg opfatter kvinder som fødemaskiner eller, at katolske ægtepar er seksualforskrækkede og betragter sex som syndigt," siger hun.
Især det sidste er Mary Jo Andersson, redaktør for det katolske Crisis Magazine træt af høre på:
"Tværtimod er den erotiske gnist meget stærk i de katolske ægteskaber, som adlyder pavens forskrifter om naturlig familieplanlægning. De følger kvindens biologiske rytme, og afholder sig fra samleje omkring ægløsningstidspunktet, hvis de vil undgå en graviditet."
"Kun tre procent af de ægtepar bliver skilt. Det skyldes, at manden respekterer kvindes natur og guddommelige indre. For dem bliver sex fuld af sødme og mystik - ikke bare en leg."
Mary Jo Andersson blev selv gift som 18-årig og fik hurtigt to børn. Da hun blev gravid tredje gang spiste hun meget stærk medicin mod migræne og hendes læge - selv katolik - sagde til hende, at medicinen kunne betyde, at hun fik et hjerneskadet barn, så hun burde overveje en abort:
"Jeg var 26 år - og efter svære overvejelser vidste jeg, at jeg ikke kunne vælge en abort. I dag er den graviditet blevet til den smukkeste og klogeste unge college-student, og jeg er så taknemmelig for ham," siger Mary Jo Anderson med blanke øjne.
"Jeg ved godt, at ikke alle af den slags historier har samme lykkelige udgang. Men det er så vigtigt at have tillid til Gud - og det er svært at forstå i en verden, som har tillid til videnskab."

Skabelse med Gud
Men hvad med de mange kvinder verden over, som bliver syge og dør af illegale aborter?
"Der er langt flere kvinder og børn, som dør af at drikke forurenet vand - jamen, er prioriteringen så ikke forkert? Hvorfor bruge penge på abortklinikker og prævention, når der er så stort behov for rent vand?" svarer Mary Jo Andersson - og understreger, hvor vigtigt det er at udvikle fattige lande, så "fristelsen til abort og prævention ikke er så stor."
Informations udsendte har umiddelbart svært ved at forstå, hvorfor det er en synd at bruge kondom, men ikke en synd at beregne sig til, hvornår man kan have samleje, uden at kvinden bliver gravid. John Mallon, som er medredaktør af magasinet Inside the Vatican, forklarer:
"Fordi sex skal være en gensidig forening i kærlighed. Med et kondom giver du ikke hele dit selv til din ægteviede - det fjerner mystikken. Katolicismen ser menneskelig seksualitet som noget ganske særligt, hvor ægteparret og Gud skaber barnet i fællesskab, fordi Gud giver barnet sjæl i befrugtningsøjeblikket. Med prævention fjerner du muligheden for denne fælles skabelsesagt."

Det hellige ægteskab
Mary Jo Andersson understreger, at det at sige ja til et ægteskab svarer til at blive ordineret som præst:
"Det er et helligt sakramente og sex hører til i det hellige ægteskab. Du må forstå troen på Jesus ord om ikke at slå ihjel og troen på, at der en himmel og et helvede. Gud ønsker at få os alle i himlen, og vi hindrer Gud i at få en stor familie med prævention og aborter. Satan derimod kan ikke skabe baby-dæmoner i befrugtningsøjeblikket. Han bliver nødt til at forføre menneskene til sit rige med fristelser som sex uden for ægteskabet og aborter."

Legetøj
"Men værdien af den form for selvkontrol og respekt for den anden, som ligger i naturlig familieplanlægning, er svær at fatte for en verden, som er vandt til at kunne få sine krav tilfredsstillet øjeblikkeligt - kirsebær og æbler, selv om det er vinter," siger Mary Jo Andersson.
Hendes egen ugifte datter på 28 år synes ikke, det er så let at følge pavens ord:
"Du blev gift, da du var 18, det var nemmere for dig mor, siger hun til mig. Jeg fortæller hende, at hun skal bede Gud om at sende hende en dejlig mand - og det sker snart, kan jeg se. Hun har haft så meget inden i sig selv, hun skulle udkæmpe, hun er først blevet parat nu."
Inden for det univers, som Mary Jo Andersson og John Mallon udfolder, giver svaret på spørgsmålet om kondomer i kampen mod hiv og aids sig selv. Og John Mallon fremhæver det profetiske i pavens Humanae Vitae:
"For 30 år siden forudså han hvilket frygteligt våben p-piller og prævention ville være i hænderne på regeringer. Han forudså, det ville betyde, at kvinder ville blive udnyttet og ægteskaber ødelagt. Og vi ser konsekvensen i form af aids."
"Prævention ødelægger ægteskabet - det gør kvindes krop til et legetøj for manden, når han tænker på sin kone som 'altid til disposition'. Kondomet skiller fornøjelsen fra ansvarsfølelsen, og når man begynder med at jagte fornøjelsen, bliver den mindre, fordi ægteparret ikke giver sig fuldstændigt til hinanden."
Og hvordan han kan vide det, når han ikke selv er gift?
"Jeg var ung med min generation i slutningen af 60'erne og oplevede, at jeg blev mere og mere udtømt af det liv. Det tog sin tid. Men en dag jeg vågnede op sammen med en kvinde, fuldstændigt ensom, var jeg parat til at vende tilbage til troen."
"Vi har et rum i hjertet, som kun Gud kan fylde. Når vi forsøger at fylde det med noget andet, bliver vi stadigt mere hungrende og besatte af at udfylde tomheden."

Unge elsker paven
Det er på mange måder en smertefuld oplevelse for John Mallon at opholde sig på kongressen:
"Ingen taler om kærlighed. For et par uger siden så jeg, hvordan tusindevis af unge mennesker modtog paven. De skreg af glæde - de var opfyldt af kærlighed. For hvem andre end ham, fortæller dem, at de er noget særligt værdifuldt, at de ikke bare er sex-maskiner. Han sagde, at de skulle leve i seksuel afholdenhed - og de jublede. De er mere kvikke end os. De er taknemmelige over, at han giver dem muligheden."
De konservative katolikker er ikke lige velsete blandt alle konferencedeltagere: "Flere kvinder opfører sig meget aggressivt over for mig. Og som mand og troende smerter det mig at se deres desperation... paven siger til mænd, at de skal respektere og elske deres koner; det er en forfærdelig ondskab at mishandle sin kone... og alle disse krav fra kvinder om regeringsindgreb kommer, fordi mænd ikke opfører sig ordentligt. Kvinderne har opgivet troen på, at mænd kan respektere dem."
Den katolske kirkes regler er ikke tyranniske, de er skabt for at beskytte mennesket mod sig selv:
"Med synd kan vi ødelægge vores relation til Gud - men den gode nyhed er, at Gud tilgiver os, hvis vi angrer," ler John Mallon med samme smittende glæde, som når Mary Jo Andersson fortæller om sin tro.

Fakta - Humanae vitae

I 1968 ud gav paven Humanae vitae, hvor han fordømte alle former for prævention - inklusive sædafgang uden for skeden - bortset fra seksuel afholdenhed omkring ægløsningstidspunktet, kaldet "naturlig familieplanlægning".
Sociologen Andrew Greeley har kaldt Humanae vitae for den vigtigste begivenhed inden for katolicismen de seneste årtier, fordi det skubbede til oprør og ulydighed blandt iøvrigt hengivne katolikker.
Et par eksempler hentet fra undersøgelsen "Catholics and reproduction":
*I Brasilien har 70 procent af de katolske kvinder brugt moderne prævention.
*I flere afrikanske lande er andelen af kvinder, der bruger prævention højere blandt katolikker end bland ikke-katolikker.
*I adskillige lande er flertallet af katolikker uenige med pavens holdning til prævention. 52 procent i Irland, 91 procent i Canada, 89 procent i Kenya, eksempelvis.
Lige så med abort:
*I Brasilien mener 40 procent af katolikkerne, at et ægtepar skal have ret til selv at afgøre den sag, og 51 vil ikke forsøge at tale andre fra at få foretaget en abort. I Polen går 91 procent ind for abort af hensyn til kvindens helbred og 58 procent accepterer det, hvis fattigdom er årsagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu