Læsetid: 6 min.

Håb for de gældstyngede

10. februar 1999

Nicaragua afleverer to en halv gange mere til udenlandske kreditorer end det bruger på sundhed og uddannelse - tysk G8-formandskab lover international gældslettelse og D-mark til ulande

Nicaragua, som i øjeblikket er mest kendt, fordi landet før jul blev ramt af orkanen Mitch, er verdens mest forgældede land med en udlandsgæld, der får den danske fra 80'erne til et ligne et mindre kontantlån fra vennerne. Hver evig eneste dag betaler landet 4,2 millioner kroner af på sin gæld til udenlandske kreditorer. Det er mere end dobbelt så meget, som Mellemfolkeligt Samvirke, SiD, Folkekirkens Nødhjælp og u-landsorganisationen Ibis på tre måneder tilsammen har indsamlet til ofrene for orkanen Mitch. Den 6. januar var der indsamlet præcis nok til 12 timers gældsbetaling - 2,1 millioner kroner.
Selv om Nicaragua ikke evner at betale det fulde beløb af på sin gæld, bruger landets regering alligevel hvert år to en halv gang mere på at betale gæld af end på sundhed og uddannelse til sammen. Det på trods af, at behovet for sundhed og uddannelse er skrigende: Mere end halvdelen af Nicaraguas befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og 40 procent af alle fattige børn i landet er fejlernærede.
Nicaraguas eksempel - som dokumenterbart ikke er enestående - er formentlig noget af det, der for nylig fik den nye rød-grønne tyske regering med Gerhard Schröder i spidsen til at stoppe mange års benspænd for gældslettelser fra den tidligere tyske kansler, Helmuth Kohl. Fra begyndelsen af det såkaldte HIPC-gældslettelsesinitiativ i september 1996 har Tyskland sammen med lande som USA, Italien og til tider Frankrig, siddet virkelig tungt på pengepungen.
Den 21. januar opfordrede Gerhard Schröder i et indlæg i Financial Times det kommende G8 møde i Köln i juni til at "sende et klart støttebudskab til verdens fattigste nationer" ved at puste nyt liv i det pengehungrende HIPC initiativ: "Vort mål er at gøre så mange lande som muligt i stand til at foretage de nødvendige økonomiske justeringer og modtage gældslettelse så hurtigt og omfattende som muligt," sagde Schröder.
Den socialdemokratiske G8 formand fremlagde i avisen et syvpunkts program, som allerede er blevet døbt "Kölner gældsinitiativet 1999." Det tyske initiativ kommer efter lang tids hårdt pres fra almindelige tyskere, som har sendt tusinder af postkort op til sidste års 50-år for eftergivelsen af den tyske krigsgæld til de allierede. Og de mange tyske postkort kom umiddelbart efter, at mere end 70.000 demonstrerede uden for sidste års G8 møde i Birmingham.

G8 og Schröder får nok at se til. Udviklingslandenes samlede gæld var i 1995 mere end 2.000 mia. dollar. Det er mere end en tredobling af gælden siden 1980, hvor den 'kun' var på 616 milliarder dollar. Den fattigste del af verden - Afrika syd for Sahara - skylder godt ti procent af den samlede gæld: 226 mia. dollar. Det lyder måske ikke af så meget, men det svarer til 81 procent af landenes BNP. Eller mere end dobbelt så meget som ulandene i gennemsnit.
Mange HIPC-landes evne til at betale gælden tilbage ved egne kræfter er reelt ikke-eksisterende. Guinea Bissau, hvis gæld er 15 gange større end landets samlede årlige eksportindtægter, er ét eksempel. Og konfliktramte lande som Rwanda og Mozambique, hvis gæld er godt fem gange større end deres samlede eksportindtjening, er andre.
Oven i hatten er mange HIPC-landes eksportindtægter faldende på grund af generelt faldende råvarepriser - størsteparten af landene er stærkt afhængige af eksport af råvarer. Verdensbanken konstaterede for nylig i et studie, at prisen på råvarer "måske aldrig kommer op igen efter de sidste 18 måneders historiske bundrekord." Og så bliver det ikke ret meget bedre af, at HIPC-landenes økonomiske reformprogrammer - efter råd fra netop Verdensbanken og IMF - stort set anbefaler en eksportorienteret vækst baseret på mange af de samme råvarer. Når tilstrækkeligt mange lande følger det råd på samme tid, betyder det nærmet per definition faldende markedspriser - og dermed faldende eksportindtægter.

Gerhard Schröder vil med sit Kölner-initiativ blandt andet:
*Forkorte den periode, der går, før landene kan komme i betragtning til gældslettelse. I dag går der minimum seks år. Schröder vil have perioden ned til tre.
*Gøre det lettere at få gældslettelse. I dag skal et land have en gæld, der udgør 220 procent af landets eksportindtægter. Det vil Schröder sætte ned til 200.
*Give penge til den udsultede fond, der skal finansiere lettelse af ulandenes gæld til Verdensbanken.
*Tilbyde nye lån til HIPC-lande, så de ved låneomlægning kan få nedbragt deres løbende gældsbetalinger.
Reaktionerne på Kölner-initiativet har været meget forskellige:
Den danske udviklingsminister, Poul Nielson, har overfor Information forklaret, at han er begejstret, fordi den hidtidige danske enegang til fordel for HIPC-landene, nu bliver belønnet med, at Tyskland slår ind på en dansk mærkekurs.
En af IMF's vicedirektører, Alassanne Ouattara, har for nyligt understreget nødvendigheden af, at gældslettelserne til HIPC-landene må gå hånd i hånd med de økonomiske reformprogrammer, IMF selv anbefaler. Dagen efter, initiativet var blevet fremsat, sagde han: "Det er et fantastisk initiativ. Jeg håber det lykkes." Men "der er brug for økonomiske reformer, hvis ikke pengene skal ryge ned i en utæt kurv."
Omvendt har NGO'er og u-landes regeringer kritiseret den del af Schröders program, der lægger op til yderligere låneoptag: "Schröders Kölner forslag er utilstrækkeligt, når det foreslår nye låneoptag for at kunne betale gammel gæld ud. Det vigtigste er, at landenes eksportindtægter frigøres, så de kan investeres i uddannelse og sundhed," har bl.a. det europæiske NGO-gældsnetværk, Eurodad, og den internationale kampagne mod gæld, Jubilee 2000 sagt.

Selv om Tysklands nye Socialdemokratisk ledede regering og Tony Blairs labourregering har lovet, at der nu kommer penge i HIPC-kassen, så er finansieringsslagsmålet ikke slut: Hvad angår den del af ulandenes gæld, der skyldes til IMF og Verdensbanken, lovede IMF i 1996, at fonden i 1998 ville sælge op mod fem procent af sine guldreserver for at skaffe finansiering til gældslettelserne. Det er endnu ikke sket. IMF siger selv, at man nok skal skaffe pengene. F.eks. ved at kradse penge ind fra ejerne - de hidtil vrangvillige medlemslande. Noget tyder dog på, at nogle af de store aktionærer i IMF vil begynde at mene, at IMF skal få solgt sit guld. Hidtil har lande som netop Tyskland og USA blokeret for tanken om guldsalg. For nylig begyndte den amerikanske vicepræsident Al Gore imidlertid at sende nye signaler, da han på et møde i den schweiziske by Davos sagde, at han håbede, at en mindre del af IMF's guldreserver bliver solgt allerede i år. Kilder i IMF har nævnt salg af, hvad der svarer til op til ti procent af IMF's guldreserver. Det er 283.000 kilo guld, som til dagens rekordlave guldpriser vil indbringe ca. tre mia. dollar.
Som Poul Nielson har sagt til denne avis, så er der "principielt set ikke brug for reform af HIPC-initiativet. Men reelt er der." Realiteten er nemlig, at hver eneste land i øjeblikket bliver vurderet på grundlag af, at initiativet ikke har penge nok.
Siden HIPC initiativet blev startet i 1996, har kun en håndfuld lande - Uganda, Bolivia og Guyana - haft fornøjelse af det. Og man må stadig stille sig selv spørgsmålet, om HIPC kan levere gældslettelser, der reelt bringer de gældsplagede ulande ud på den anden side af gældsfælden. Mozambique har efter sin tur i HIPC-møllen fået nedbragt sine gældsbetalinger med 13 millioner dollar til 100 millioner dollar om året. I praksis betyder det, at Mozambique fortsat bruger langt mere på gældsbetaling end på uddannelse og sundhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu