Læsetid: 5 min.

Det handler om... sex

10. februar 1999

Hvad har sex at gøre med befolknings-udvikling? På sin vis alt, men det bliver der ikke talt så højt om på befolknings-konferencen i Haag

HAAG - "What's sex got to do with it?" - hvad har sex med det at gøre - står der på en opslagstavle uden for et af de lokaler, hvor der bliver holdt work-shops under NGO-Forum om befolkningsspørgsmål.
Fremmødet er lille - udover de to kvindelige arrangører er der et par kvindelige journalister og tre kvindelige tilhørere fra USA, Indien og Nigeria - måske fordi det er tidlig morgen, måske fordi folk bliver lidt ... forlegne ved den direkte tone i opslaget. For selv om sex på sin vis har alt at gøre med befolknings-spørgsmål, bliver der ikke talt så meget om det på konferencer som denne.
"I går under åbningstalerne kunne jeg høre, at alle har lært at sige sætningen om at arbejde for reproduktiv og seksuel sundhed - men jeg kunne også høre, at de fleste i realiteten stadig ikke ved, hvad de taler om; de taler som om sexuel og reproduktiv sundhed er det samme - nemlig det sidste," siger Debra Haffner, sexolog og formand for SIECUS, den amerikanske organisation for seksuel information og uddannelse, som arrangerer work-shoppen.
Handlingsprogrammet fra Cairokonferencen har en meget klar skelnen mellem på den ene side reproduktiv sundshedsservice forstået som familieplanlægning og metoder til at undgå kønssygdomme samt adgang til sundhedspleje i forbindelse med graviditet og fødsel - og på den anden side seksuel sundhed, hvis formål er at berige den enkeltes liv og relationer til andre.
I den forstand var Cairo-konferencen en stor landvinding, mener Debra Haffner:
"Men når man ser på udviklingen i de fem år, der er gået siden Cairo, er der klart sket større fremskridt med hensyn til reproduktiv sundhedspleje end den seksuelle ditto."

Sig ja. Og nej
Debra Haffner deltog også på kvindekonferencen i Bejing:
"Jeg blev meget forundret ved en morgen at se en stor overskrift i New York Times: 'Konferencen anerkender, at kvinder kan sige nej til sex' ... når det vigtigste egentlig er, at nå frem til, at kvinder kan sige 'ja' til sex. Uden skyld og skamfølelse, uden angst for uønsket graviditet."
For år tilbage arbejdede Debra Haffner på en klinik for familieplanlægning. Der gik det op for hende at tilgangen til de mennesker, som kom for at få råd og vejledning var helt forkert:
"De kommer ikke for at få at vide, hvordan de kan planlægge at få deres næste barn om tre år. De kommer for at få rådgivning om, hvordan de kan have et nydelsesfuldt seksualliv uden risiko for at blive gravide eller syge."
"Men personalet på klinikken fik ingen uddannelse i at håndtere den slags spørgsmål. Vi spurgte ikke om de levede i et fast forhold eller havde flere partnere; om deres partnere var villige til at bruge prævention. Vi talte ikke om, at nogle præventionsmetoder kan fremme eller ødelægge seksuallysten, og nogle kan indgå i elskovslegen. Fordelen ved Cairo-dokumentet er, at det er blevet legitimt at tale om at folk har sex for nydelsens skyld."

Hvad er sexualitet?
Informations udsendte lærer et nyt ord: Sexosophy - den kulturelle forståelse af seksualitet, som er helt central i SIECUS arbejde:
"For tiden har vi store debatter i USA om hvad sex er, fordi præsidenten siger, at han ikke havde en seksuel relation med frøken Lewinsky. Og faktisk er det sådan, at langt de fleste mennesker tænker samlejet som synonym for ordet sex. Det gør de fleste på denne konference også."
"I SIECUS tænker vi seksualitet meget bredere, som alt det, der gør os til mænd og kvinder og seksuelle væsener."
SIECUS har samarbejdspartnere blandt andet i Venezuela, Indien og Nigeria, og det viser sig, at uanset kulturelle forskelle, har folk nogenlunde samme definition af sund voksen-seksualitet:
Seksualitet skal være gensidigt accepteret: "25 procent af de amerikanske kvinder, siger eksempelvis, at de er blevet presset til seksuelt samkvem. Men kun tre procent af de amerikanske mænd siger, at de har presset en kvinde. Det kan ikke forklares med nogle få massevoldtægtsforbrydere; det handler om, at folk ikke har sprog for at tale om og forhandle deres seksuelle grænser," siger Debra Haffner.
Seksualitet skal være gensidig nydelse, beskyttet mod sygdomme, ikke voldelig, ikke udnyttende og ærlig:
"Det er bemærkelsesværdigt så få, der er ærlige. Tag for eksempel frøken Lewinsky, som troede, hun havde en kærligheds-relation til præsidenten, mens han bare havde en kort fornøjelse."
Der var den igen. Clinton-affæren. Hillary Clinton skal samme eftermiddag holde en tale for NGO-forum; og selv om de fleste er glade for hendes moralske opbakning til befolknings- og udviklingsprogrammerne, er det slående, at ingen kan nævne hendes navn uden at tilhørerne fluks tænker på hendes mands udskejelse...
De næste minutter i work-shoppen er helliget kvinde-sludder om, hvor tynd Hillary er blevet - "man kan sør'me godt se, at den sag tærer på hende." - "men det klæder hende" - osv.

Seksuel etik
For at få samling på tropperne og illustrere sine pointer, beder Debra Haffner de tilstedeværende, som repræsenterer tre kontinenter, om at besvare følgende spørgsmål med et ja eller et nej for sig selv:
*Jeg kan lide min krop, præcis som den er.
*I de sidste ti år har jeg ikke haft et ubeskyttet samleje, hvor jeg ikke prøvede at få et barn.
*Jeg har aldrig presset nogen til seksuelt samvær.
*I de sidste ti år har jeg ikke haft en seksuel relation, som ikke stemte fuldstændigt overens med mine etiske værdier.
*Jeg undersøger mig selv for brystkræft en gang om måneden.
Smilene breder sig rundt om bordet og de tilstedeværende kvinder kommer med små udbrud, der viser, at ingen scorer fem ja'er. Og Debra Haffner beroliger: "Jeg har stillet disse spørgsmål til mænd og kvinder over hele verden, og har aldrig mødt nogle, der kunne svare ja til alle sammen."
SIECUS har udviklet et program for seksualundervisning og eksporteret det til flere lande i Afrika, Sydamerika og Asien. Bortset fra i Skandinavien og Holland, som Debra Haffner gentagne gange fremhæver som eksemplariske, praktiserer de færreste lande seksualundervisning, og endnu færre en undervisning, der rækker ud over det forplantnings- og præventionstekniske...
Programmet indeholder også retningslinier for undervisning af lærere - "det nytter ikke at tro, at man har tilstrækkeligt viden om seksualitet bare fordi man er voksen" - og for alle aldersgrupper: "Mange opfatter seksualundervisning som en 'vacination' man giver børn og så varer den hele livet. Men menneskers seksuelle behov og dermed deres behov for viden ændrer sig gennem livet," siger Debra Haffner.
Kampen om seksualundervisningens indhold fortsætter i USA. Der er for nylig blevet vedtaget et føderalt program, hvis formål er at lære unge amerikanere at holde sig fra sex før ægteskabet. Seks stater har accepteret det:
"I programmet står blandt andet, at både sex før ægteskabet og masturbation er fysisk og psykisk skadeligt! Det er højrefløjens påvirkning," siger Debra Haffner.

Tidligere artikler fra konferencen i Haag blev brag den 6. og 8. januar. Flere følger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu