Læsetid: 11 min.

Hør, hvad blev der af 200.000 flygtninge?

16. februar 1999

FN slås til stadighed med Congo om at få opklaret, hvad der er sket med 200.000 'forsvundne' flygtninge i junglen. Men de to parter kunne spare sig. Tallet er overdrevet og beror på en regnefejl

Kigali - "Det er latterligt, men det skyldes altså, at ingen har lyst til at genere UNHCR," siger en højtstående diplomat på et indflydelsesrigt NATO-lands ambassade.
UNHCR står for FN's Flygtningehøjkommission, og det latterlige består i, at UNHCR ikke vil indrømme, at man talte forkert, da flygtningene i lejrene udenfor Rwanda skulle brødfødes. Derfor har FN og den ny magthaver i Congo, Laurent Kabila, i flere år været i slagsmål om, der skulle sendes et observatørhold ind i Congo for at lede efter 200.000 flygtninge fra lejrene omkring Goma, der ifølge UNHCR er 'forsvundet' - læs: massakreret.
Diplomaten tilføjer: "Om et år eller to vil UNHCR sikkert tilstå og udtale, at man talte forkert."
Over 10.000 af de officielt 200.000 flygtninge er i løbet af den seneste måned kommet retur til Rwanda efter at have skjult sig i Congos skove.
Men hvad er der blevet af de resterende 190.000 flygtninge? - de flygtninge, som ifølge det såkaldte 'internationale samfund' skulle have søgt tilflugt - eller været blevet myrdet - i Congo, der dengang hed Zaïre, efter at Rwandas hær i 1996 indtog den østlige del af landet, hjalp Laurent Kabila til magten og splittede de kæmpemæssige flygtningelejre op og drev indbyggerne tilbage til Rwanda?
Det spørgsmål kender en del diplomater, kirkeledere og nødhjælpschefer svaret på. Svaret er: Der har aldrig været 200.000 flygtninge eller forsvundne. Tallet er langt lavere.
"Jeg benægter ikke, at der er nogle flygtninge tilbage i Congo, men hvad skulle de dog leve af dér inde i junglen? Abemad?" spørger ærkebiskop Emmanuel Kolini fra Den anglikanske Kirke. Han har boet i Congo det meste af sit liv.
"Nej, det er hjælpeorganisationernes skyld," svarer ærkebiskoppen selv, da han er blevet færdig med at le.
"Det er for dem halvt hjælp, halvt forretning at arbejde med bistand, og for at få folk til at ryste op med penge, må de opfinde nogle gode historier. Og den om 'de forsvundne flygtninge i Congo', det er en ren opfindelse."
"Det er løgn, der bunder sig i mangel på selverkendelse, når FN har påstået, at 200.000 mennesker er på flugt eller massakreret i Congo," siger en anden højtstående diplomat i Rwandas hovedstad til Information.
Diplomaterne, kirkelederne og nødhjælpscheferne bliver imidlertid sjældent spurgt. Og da slet ikke af FN-systemet selv.
Den højtstående diplomat, der kun vil udtale sig på betingelse af anonymitet, siger: "FN's tal har altid været fejlagtige, op til 50 procent har de talt galt. De uddelte mad til en million flygtninge i Zaïre, selv om de aldrig talte dem. I virkeligheden var der kun 800.000, men UNHCR vil ikke indrømme, at de uddelte 200.000 madrationer for meget."
En medarbejder i en af FN's organisationer i Rwanda siger: "Lederne af flygtningelejrene omkring Goma forsøgte hele tiden at snyde os. I en af lejrene var der omkring 200.000 flygtninge, men deres leder påstod hårdnakket, at de var 2,3 millioner."

Mordere fik offerstatus
Da henved en million mennesker i løbet af to dage foretog den største exodus i Afrikas kendte historie og krydsede grænsen fra Rwanda til det, der dengang hed Zaïre, strømmede hjælpeorganisationerne til. Den største, hurtigste og dyreste hjælpeaktion i dette århundrede blev iværksat.
Udenrigsredaktører sendte reportere afsted med nød-hjælpsfly, så læserne, lytterne og seerne kunne få at vide, at de humanitære vestlige lande gjorde deres yderste for at hjælpe nødstedte sorte mennesker. Nødhjælps-organisationerne ryddede beredvilligt pladser i transportflyene til journalister, og redaktørerne fik derved rejseudgifterne sat ned til spotpris til den region af verden, som de normalt fortrængte og internt kaldte uvedkommende.
Der var blot ikke mange af reporterne, endsige nød-hjælpsarbejderne, som de interviewede, der registrerede, at det var den største samling mordere, verden har set, der indlogerede sig på FN's regning i lejre, som de selv styrede.
Der var drama i at se ligene, rullet ind i tæpper eller måtter, lagt ud på vejen til afhentning, da en koleraepidemi i de første uger raserede flygtningeskaren og krævede 30.000 liv.
Journalisterne rapporterede. Flygtningene blev nærmest automatisk anset for folk, der var flygtet fra folkedrabet, som ofre. Det sagde de også selv. Ingen havde myrdet. De var flygtet fra myrderierne.
Selv om Internationalt Røde Kors nogle dage forinden - det var den 12. juli - havde anslået, at en million mennesker var omkommet under folkemordet i Rwanda, var der øjensynligt ingen mordere at se for bare flygtninge.
Omstændighederne var også dramatiske. Nyaragongo-vulkanen, som knejsede over hele sceneriet, spruttede og glødede og kunne når som helst eksplodere og sende lavamasser ned over flygtningene, der camperede på størknet lava fra sidste udbrud. Flygtningestrømmen blev behandlet - og beskrevet - som en anden naturkatastrofe.

Skik på lejrene
Men snart kom der skik på lejrene omkring Goma. Rent vand, latriner, telte, medicin, mad. En million dollars kostede de dagligt FN.
De flygtede bosatte sig i samme regi, som de var spænet væk fra, blandt de samme mennesker, som de boede og myrdede sammen med - frivilligt eller tvungent - og med de samme ledere, som havde iværksat folkemordet. Som oftest var det deres 'bourgmestre', som stod for modtagelsen af nødhjælpen, og som egenhændigt uddelte den.
Hjælpearbejderne blev betragtet som tjenestefolk, der skulle servicere dem med køkkentøj, bolig og lægehjælp.
Og der skød video-biografer, bordeller, hoteller, restauranter og vekseler-butikker op i lejrene. Snart var sundhedstilstanden bedre end blandt de zaïrere, de havde bosat sig blandt.
FN blev ved med at behandle indbyggerne i lejrene som flygtninge, selv om de mest prominente beboere var den flygtede regeringshær på 40.000 mand, som stort set uhindret var sluppet over grænsen med al deres krigsmateriel - plus de mindst lige så mange medlemmer af militserne - interahamwe.
Den franske hjælpeorganisation 'Læger uden Grænser' kaldte lejrene for "et humanitært asyl" for mordere, og enkelte hjælpeorganisationer trak sig ud af hjælpeaktionen af lutter afsky.

'Velnæret som dansker'
"Da de leverede mad til flygtningene i den midlertidige Tingi-Tingi-lejr i Zaïre, sagde UNHCR, at det kun var halvdelen af det reelle behov. Men da flygtningene blev tvunget hjem, var de velnærede som danskere, da de kom retur over grænsen. UNHCR leverede så meget mad til Tingi-Tingi, at de zaïriske soldater kunne stjæle i tons-vis," siger diplomaten og fortsætter:
"I november og december 1996 kom 820.000 flygtninge tilbage til Rwanda, og de sidste 50.000 kom med en luftbro sidenhen. At alle flygtningene er tilbage i Rwanda, kan man se af den kendsgerning, at der i de sidste fly var tre mænd for hver kvinde. 'De ækle fyre' - det vil sige dem, der deltog aktivt i folkemordet - sendte først kvinder og børn hjem, og da de så til sidst indså, at der ikke var flere steder at flygte hen, gik de om bord i flyene. Og af de 50.000, der kom hjem i flyene, havde under 50 personer sår efter kampe eller såkaldte 'massakrer'. Men da de steg ud af flyene, var der ikke en eneste FN-mand, der interviewede dem, om de havde set nogen massakrer."
Spurgte man Abraham Abraham, der var vicechef for UNHCR's afdeling i Rwanda, hvorfor man ikke interviewede de hjemvendte flygtninge, om de havde været vidne til de massakrer, som FN påstod havde fundet sted i Congo, lød svaret: "Når de er vendt hjem, har de ikke længere status af flygtninge. Derfor spurgte vi dem ikke."
Diplomaten mener, at verdensoffentligheden er blevet ført bag lyset af såvel pressen som FN:
"De såkaldte beviser, der er offentliggjort, tyder ikke på massakrer. En journalist fra den britiske avis The Guardian fandt tre lig ovenpå, hvad der blev betegnet som 'en massegrav'. Jeg tør vædde på, at masser af de såkaldte 'massegrave' vil vise sig at være latriner, hvis nogen begyndte at grave i dem. Udover reportagen i The Guardian findes der kun vidtløftige udtalelser fra nogle nødhjælpsfolk, der var sendt afsted for at finde beviser. Men de fandt ingen, men for at kunne tjene flere penge og få fyrstelige faretillæg på kommende rejser, sagde de, at alt tydede på, at der havde foregået massakrer."
Han tilføjer:
"UNHCR vokser år for år og er derfor ikke interesseret i at sætte antallet af flygtninge så lavt som muligt, men så højt som muligt. Hvis blot UNHCR dog ville indrømme, at deres tal var fejlagtige, ville denne krise mellem FN og Congo ikke være opstået. Præsident Kabila føler, at han på forhånd er dømt, når FN disker op med fejlagtige tal."
"I virkeligheden har UNHCR's politik været en katastrofe i denne sag. Hvor mange flygtninge har UNHCR ikke dræbt ved at uddele mad til en hær, der forberedte en krig? Lejrene fik selvsagt de flygtede soldater og hutu-militser - de mest grusomme på denne jord - til at tro, at FN støttede dem. Ingen blev arresteret, selv om de var massemordere og tilmed pralede af det, og de fik så megen mad, at de kunne sælge ladninger af fødevarer og købe nye våben for pengene til at gennemføre deres plan, nemlig at foretage angreb ind i Rwanda for at destabilisere den ny tutsi-styrede regering og på den måde kræve en magtdeling for at indstille aktionerne."
Diplomaten peger på, at Rwandas regering allerede i juni 1995 advarede UNHCR om, at den hverken ville tolerere, at flygtningelejrene lå så tæt på grænsen, eller at de blev militariseret. En uge efter lovede UNHCR at flytte lejrene og udskille soldater og militser fra de civile flygtninge. Men intet blev gjort. De rigelige madudleveringer fortsatte, uden at UNHCR gjorde noget for at finde ud af, hvem af modtagerne der ikke opfyldte kravene til flygtningestatus, endsige talte flygtningene i lejrene.
Hertil svarede Abraham Abraham fra UNHCR: "Vi fik aldrig talt flygtningene, fordi de ikke gav os lov. Vi har bedt det internationale samfund om at skille dem ad - så hvis nogle bærer ansvaret for, at de aldrig blev det, så er det os alle."

I liv og død venner
Erobringen af det tidligere Zaïre begyndte, da Rwandas stærke mand, general Paul Kagame - der bærer titel af forsvarsminister og vice-præsident - i 1996 satte sine tropper ind for at drive flygtningene hjem fra Zaïre. Rent størrelsesmæssigt svarer det til, at Luxembourg forsøgte at invadere Frankrig.
Trods Rwandas advarsler til UNHCR om, at det var uacceptabelt for den ny tutsistyrede regering i Kigali, at flygtningelejrene fungerede som en base for angreb på Rwanda, og at hutu-ekstremisterne holdt hundredetusinder af flygtninge som skjold for deres aktiviteter, foretog UNHCR ikke andet end at udsende pressemeddelelser om, hvorfor UNHCR ikke havde held til at skille de civile fra de militære flygtninge.
Internt i UNHCR undskyldte man sagen med, at den var politisk, og derfor skulle løses af FN's general-sekretær og sikkerhedsråd, ikke af organisationens humanitære afdeling for flygtninge.
"Vi har ingen politisk magt til at kræve af Mobuto - og i sidste ende Frankrig - at hutu-ekstremisterne skal afvæbnes og adskilles fra de civile, som de tog med sig som gidsler," lød forklaringen.
Mobutos støtte til hutu-ekstremisterne blev hans endeligt. Ugandas præsident Yoweri Museveni sagde efter diktatorens død, at havde Mobuto holdt fingrene væk fra Rwanda, kunne han den dag i dag - hvis ellers ikke kræften havde dræbt ham - have styret Zaïre som gennem de foregående 32 år ved intet at gøre for landet, kun ved at kontrollere radiostationen og hæren.
Men general Paul Kagame ordnede selv situationen, efter i over et år at have ventet på, at FN skulle holde op med at brødføde eksilhæren. Da folkemorderne sammen med Mobutos hærstyrker begyndte en etnisk udrensning i områderne omkring flygtningelejrene og fordrev eller myrdede mindst 20.000 tutsier, klagede Rwanda til FN over, at folkemordet fortsatte i Zaïre, men sikkerhedsrådet lod sig ikke bevæge.
I efteråret 1996 var træningen af tutsier fra Zaïre godt i gang i Rwanda, og da myndighederne i Zaïre i oktober beordrede titusinder af tutsier til at forlade landet indenfor en uge, var oprørsstyrken klar til kamp. Den skulle løse fire problemer: For det første redde tutsierne i Zaïre fra at blive myrdet, få flygtningene retur til Rwanda, 'neutralisere' folkemorderne og 'ændre situationen i Zaïre'.

Hver dag nye mord
Laurent Kabila kom til magten, takket være Rwandas invasion, og flygtningene blev drevet tilbage over grænsen, men to ting mislykkedes i planen. For det første vendte Kabila sine allierede ryggen og begyndte at forfølge congolesiske tutsier, og for det andet undslap titusinder af militsfolk og tidligere regeringssoldater 'repatrieringen'.
I stedet blev de armeret og brødfødt af Kabila og fortsatte deres angreb ind i Rwanda.
Vejen mellem grænsen til Congo og Kigali har i de sidste par år været al for farlig at køre på, fordi militsgrupper foretog aktioner overalt i den nordvestlige del af landet. Busser blev angrebet og passagererne myrdet, fængsler stormet og fangerne befriet, skolebørn massakreret.
"Igennem to år blev sikkerhedssituationen værre," beretter Anne O'Mahony, som er chef for hjælpeorganisationen Concern i Rwanda.
"I januar 1997 blev udlændinge angrebet og tre dræbt, og derfor rykkede de udenlandske hjælpearbejdere ud af området. Situationen blev gennem det følgende halvandet år endnu værre; næsten hver eneste dag blev folk myrdet," siger Anne O'Mahony fortsætter: "I midten af 1998 begyndte store menneskemasser at blive interne flygtninge i landet."
"Det begyndte med, at omkring 20.000 mennesker kom ud af skoven for at bede regeringsstyrkerne om beskyttelse. Nogle af dem havde støttet militsgrupperne, men nu havde de fået nok, og troede åbenbart ikke mere på oprørernes propaganda. Siden voksede krisen, og mod slutningen af sidste år var der omkring 650.000 interne flygtninge i den nordvestlige del af landet."

'Stategiske landsbyer'
I dag kan man igen køre ad vejen fra Kigali til Congo, hvis det foregår i dagslys.
"30 km - Flygtninge" maner et skilt på den fortrinlige asfaltvej. Langs vejen ser man interimistiske teltlejre med blå plasticpresenninger oppe på siderne af højene. Husene er forladt, markerne står mestendels urørte hen.
De 650.000 interne flygtninge får mad fra et last-vognstog på 20 FN-lastbiler, som dagligt - stadig med militæreskorte - kører forsyningerne fra hovedstaden frem til lejrene.
Siden Rwanda sammen med Uganda i august sidste år igen invaderede Congo for at få Kabila, deres svigefulde alliancepartner, væltet, er de tidligere folkemordere blevet drevet på flugt fra grænsen, og sikkerheden inde i Rwanda er gradvist blevet bedre.
Lejrene med de 650.000 interne flygtninge er sagte begyndt at blive afviklet til fordel for et program, der går ud på at bosætte flygtningene i landsbyer - samme regeringsstategi som førhen er set i Etiopien, Vietnam og Guatemala.
Det nordvestlige hjørne af Rwanda har traditionelt været en bastion for de mest ekstremistiske hutu'er, og ved at samle dem i landsbyer nær hovedvejene - i stedet for at lade dem bo spredt rundt om på deres marker på højene, som de altid har gjort - kan man bedre 'beskytte' dem. Desuden, lyder regeringens argument, vil bønderne i landsbyer få bedre adgang til rent vand, skoler og sundhedsklinikker.
Omvendt siger kritikerne, at denne 'frivillige nybosætning' vil medføre, at enhver hutu, der efter mørkets frembrud opdages udenfor landsbyen, automatisk vil blive betragtet som en ekstremist.
Derfor tøver de udenlandske hjælpeorganisationer med at støtte regeringens ny 'landsby-program'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her