En skulptur, en billedramme, et lærred og en installation kan måles og vejes. Det kan selve kunsten ikke. Det, der er kunst for dig, er ikke nødvendigvis kunst for mig. Alligevel skal der regeres...
Ikke mange emner har mennesker et så følelsesladet forhold til som samtidskunsten. Skal det være kunst? lyder det evindeligt gentagne spørgsmål. Van Gogh måtte lide den tort at blive beklikket på sin kunstneriske sans. Surrealisterne blev hånet. De abstrakte blev latterliggjort. Og i dag gælder det installations- og konceptkunsten. Lektien er ganske klar, når det gælder kunsthistorien. Den har lært os, at man - åndeligt talt - bør løbe tre gange rundt om en husblok, før man kategorisk smider kunstneriske eksperimenter på lossepladsen. Der kan gemme sig en Picasso i dem.
Egentlig er der i substansen ikke noget problem. Kunstneren er nemlig principielt en uskyldig person, der fremlægger sit værk. Det kan der aldrig være noget galt i, og det er så op til andre at tage stilling. Ladet bliver spørgsmålet først - med rette - når der skal tages stilling til, hvordan det offentliges kulturkroner skal kanaliseres ud i kunstlivet. For hvem har egentlig den bestemmende magt, når smag og behag er så forskellig? Skal det være din smag eller min, hans eller hendes?
Myten er, at det er nogle få - og de helt forkerte personer - der bestemmer i kunstlivet. Det er det, der diskuteres, når kunstnere mødes i faglige sammenhæng, på udstillinger eller blot over en øl på et stamværtshus. Det er provinsen kontra København, de abstrakte kontra de endnu nyere, håndværkerne mod de intellektuelle, de unge mod de etablerede. Og hvorfor er det ikke min kunst, der nyder fremme?
Mens forfattere f.eks. i al almindelighed har et godt, kollegialt forhold til hinanden, uanset hvad 'slags' litteratur, de skriver, er det anderledes i billedkunsten. Blandt billedkunstnere stortrives de gensidige bagtalelser og nedrakninger af hinandens værker, hvilket utvivlsomt hænger sammen med begrebet brødnid. For nok er der mange penge i omløb - også private og virksomheder bruger mange penge på kunstindkøb - men der er også et par tusinde organiserede billedkunstnere. Mange samler sig i grupperinger og sammenslutninger for bedre at kunne overleve eller slå igennem. Det gjorde impressionisterne, surrealisterne, Cobra-malerne, fluxus, de unge vilde osv. Det er der intet nyt i. Kunstlivet er et netværk med mange forgreninger på kryds og tværs, hvori også indgår en målrettet kamp om indflydelse og penge. Institutionerne er vokset ud af dette netværk i et historisk forløb og i en demokratisk 'kamp' og konkurrence om posterne og dermed indflydelsen.
Indflydelsen i det danske kunstliv ligger ikke bare ét sted. Der er en række aktører, som det ses på dette opslag, hvor nogle af de væsentligste 'magthavere' i det kunstgeografiske landskab profileres. Modsat myten viser der sig at være ganske få gengangere i bestyrelserne.
KULTURMINISTERIET
Ministeren for Kulturelle Anliggender: Elsebeth Gerner Nielsen.
De danske vælgere bestemmer via deres kryds - og lovgivningen - hvem der i sidste ende skal bestemme over det danske kunstliv. Regeringens udpegede kulturminister har indflydelse på f.eks. nye byggerier og udpeger personer til en række chef-, udvalgs- og andre poster.
Men ellers håndhæves det såkaldte armslængdeprincip: At det ikke er politikere, men kunstnere og kunstkyndige, der bestemmer hvilken kunst og hvilke kunstnere, der skal støttes.
STATENS KUNSTFOND
Indkøbsudvalget:
Mogens Møller (formand)
Søren Elgaard
Anneli Fuchs
Udsmykningsudvalget:
Mogens Møller (formand)
Torben Schønherr
Frithioff Johansen
Økonomi:
I 1998 brugte begge udvalg ialt 23,2 mio. kr.
Formål:
Statens Kunstfond skal fremme dansk skabende kunst via legater og stipendier til kunstnere, indkøb af billedkunst, kunsthåndværk og design, udsmykning af bygninger og pladser etc., støtte efterladte efter kunstnere. Støttekriteriet er kvalitet.
Organisation:
To tremandsudvalg tager sig af billedkunst. Medlemmerne sidder tre år, hvorefter de udskiftes. Kulturministeren udpeger udvalgsformanden. Et repræsentantskab på 40 personer, udpeget af kunstlivets kerneinstitutioner, interesseorganisationer og brugere, vælger de øvrige.
Udpegningsmetoden og de hyppige skift af personer skal dels sikre det såkaldte princip om armslængde - at det er kunstkyndige og ikke politikere, der fordeler støtten - dels at nye kunstsyn hele tiden kan få indflydelse, så mangfoldigheden i dansk kunst tilgodeses. Statens Kunstfond er et magtfuldt organ og meget afgørende for, om en kunstner kommer til at klare sig. Er man inde? Får man det eftertragtede treårige kunstnerlegat, der giver arbejdsro? Statens Kunstfond blåstempler kunstnerne eller får dem til at miste modet.
Som ved Ny Carlsberg Fondets besøg er der nerver på, når tremandsudvalget fra Statens Kunstfond dukker op og mønstrer værker. Det er nemlig også en fjer i hatten for galleriejeren, hvis kunstfonden køber. Værket deponeres i en offentlig institution, og ikke sjældent køber Kunstfonden værker, hvis monumentale størrelse eller ny og anderledes æstetik umuliggør et salg til private.
Udvalget kan i praksis operere således, at hvert enkelt medlem tilgodeser sine individuelle præferencer efter devisen, at køb går efter tur. Men det netop afgåede udvalg med kunsthistorikeren Ane Hejlskov Larsen som formand havde det princip, at alle skulle være enige. Det var ikke altid lige nemt. Resultatet var, at selvom ét medlem brændte for en bestemt kunstner, blev denne altså ikke valgt, hvis de to andre medlemmer ikke lod sig overtale.
CENTER FOR DANSK BILLEDKUNST
Bestyrelse:
Ole Sporring (formand)
Patricia Asbæk
Elle Klarskov Jørgensen
Lone Høyer-Hansen
Leila Krogh
Peter Mandrup
Peter S. Meyer
Finn Mickelborg
Karsten Ohrt
Direktør:
Lars Grambye
Økonomi:
Samlet bevilling: 10,4 mio. kr. (i 1998).
Center for Dansk Billedkunst er en selvejende institution under Kulturministeriet. Dets opgave er at styrke dialogen mellem dansk og udenlandsk kunst - med tryk på samtidskunst.
I sin korte levetid har Centeret medvirket til at gøde jorden internationalt for unge kunstnere som Joachim Koester, Peter Land, Ann Lislegaard, Gitte Villesen m.fl. Man bistår helst med tilskud til 'bløde udgifter' efter devisen hjælp til selvhjælp: Hellere penge til en billet og et ophold for kunstnere, der selv knytter forbindelser, end at lave 'dansk kunstfremstød' i en atmosfære af bacon og 'Danish pastry'.
Centeret har af samme grund besluttet at ophøre med at give støtte til driften af det ellers succesrige Danish Contemporary Art Gallery i New York. Ellers et effektivt udstillingsvindue for danske kunstnere i det store æble på den helt rigtige adresse i Chelsea, New York. Syv af Danmarks fremmeste gallerier: Galleri Faurschou, Galerie Moderne, Galerie Mikael Andersen, Bie & Vadstrup, Galerie Weinberger, Galleri Susanne Ottesen og Galerie Asbæk har benyttet sig af dette arrangement, hvor de selv har erholdt nogle af udgifterne, mens Centeret har sørget for lønninger og husleje.
Sidste efterår åbnede Centeret et alternativt udstillingsgalleri for samtidskunst i Berlin ved navn Frø. Desuden udpeger centeret Danmarks biennalerepræsentanter. I 1998 repræsenterede Olafur Eliasson Danmark ved Sao Paulo Biennalen. I juni i år repræsenterer Peter Bonde Danmark sammen med den amerikanske installationskunstner Jason Rhoades ved den forestående Venedig Biennale.
KUNSTAKADEMIETS BILLEDKUNSTSKOLER
Else Marie Bukdahl, rektor
Henrik B. Andersen, professor i billedhuggerkunst
Claus Carstensen, professor i malerkunst
Peter Bonde, professor i malerkunst
Ursula Reuter Christiansen, professor i malerkunst
Morten Stræde, professor i billedhuggerkunst
Erik Steffensen, professor for Grafisk Skole
Torben Christensen, professor for Mediekunstskolen
Professoratet i Mur- og rumkunst er p.t. ledigt
Økonomi:
31,5 mio. kr. til driften i 1998.
Formål:
Kunstakademiets Billedkunstskolers opgave er at uddanne kunstnere og bedrive forskning inden for den skabende kunst (maleri, skulptur, grafik, foto, video mv.) og i de mere teoretiske og kulturhistoriske fag. Det er også skolernes opgave at videreudvikle de eksisterende faglige og tekniske discipliner samt deltage i udviklingen af det internationale kunstliv. Billedkunstskolerne uddanner 30 kunstnere om året. Uddannelsen er seks-årig.
Organisation:
Skolerådet er Billedkunstskolernes øverste kollegiale myndighed, som varetager budgetlægning ansættelser, nedsættelse af bedømmelsesudvalg mv. Dertil kommer skolernes studienævn, der står for undervisningens form og indhold, pædagogisk bedømmelse ved ansættelser og optagelse af de studerende. Rektor Else Marie Bukdahl er formand og skolernes professorer er sammen med grunduddannelsens leder Frans Jacobi 'fødte' medlemmer af Skolerådet. Hertil kommer to lærerrepræsentanter, tre repræsentanter for det teknisk-administrative personale og fire studenterrepræsentanter.
Desuden er administrator Dorte Andersen og galleriejer Patricia Asbæk med i rådet. Rektor udnævnes af alle grupperne på billedkunstskolerne. De har siden 1985 i enighed peget på Else Marie Bukdahl som rektor. Kulturministeren har netop nedsat et helt nyt udvalg, som skal holde øje med uddannelserne samt være forbindelsesled til ministeriet.
Siden 80'erne har Det kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler konsolideret sig som stedet, man som talentfuld kunstner dårligt kan komme uden om, men som mange fortsat forgæves søger ind på. Stort set alle yngre toneangivende kunstnere med få, markante, mediebelyste undtagelser som Thomas Kluge, har fået deres kunstneriske uddannelse på Kgs. Nytorv. Akademiet har opsuget en stor del af den kunstneriske avantgarde i lærerkorpset. Professorerne inviterer ofte gæsteforelæsere fra udlandet, det kan være kunstnere, kunsthistorikere, kuratorer m.v. Foredragene er offentligt tilgængelige.
AKADEMIET FOR DE SKØNNE KUNSTER
Præsident for Akademiet for de Skønne Kunster samt formand for Akademiraadet: Finn Reinbothe
En indflydelsesrig institution i dansk kunstliv, men alle udvalgsmedlemmer er på valg mindst hvert tredje år, hvilket også her sikrer en kontinuerlig udskiftning af holdninger. 1400 medlemmer af Kunstnersamfundet vælger 60 medlemmer til Akademiet, der igen vælger Akademiraadets 12 medlemmer. Akademiet er de gråhårede hoveders holdeplads og traditionernes højborg. Det blev stiftet i 1754. Dets virksomhed udøves gennem Akademiraadet. Akademiraadets formand vælges for ét år ad gangen og kan højst genvælges to gange.
Akademiet uddeler medaljer til den store 'guldmedalje' til stiftelsesfesten - hvert år den sidste fredag i marts. Den vigtigste indflydelse udøver Akademiet gennem sine udvalg: Udvalget for Kirkekunst rådgiver de kirkelige myndigheder i spørgsmål vedrørende kunst i og uden for kirkerne. Udvalget for Offentlig Brugskunst tager stilling til vore daglige omgivelser i form af skiltning, gadeinventar ud fra kunstneriske vurderingskriterier. Udvalget for Bygningskunst behandler bygningers og byrums arkitektur, Udvalget for Udsmykninger af Offentlige Rum behandler spørgsmål om udsmykninger i offentlige rum (skulpturer, springvand, gavludsmykninger, statuer m.v.). Men som det fremgår af kronikken i dag, så er det ikke altid, at rådene bliver hørt.
NY CARLSBERG FONDET
Direktion:
Hans Edvard Nørregaard Nielsen (formand)
Else-Marie Bukdahl
Karsten Ohrt
Økonomi:
40 mio. kr. i 1998, heraf ca. 30 mio. til erhvervelse af billedkunst til deponering i danske institutioner og som støtte til museernes køb af nye værker. Fondet har haft 45 mio. kr. til rådighed årligt de sidste 10 år, men i de seneste fem år er en del af fondsmidlerne gået til en ombygning af Glyptoteket, i alt 120 mio. kr.
Formål:
Brygger Carl Jacobsen stiftede Ny Carlsbergfondet i 1902. Dets hovedformål var at videreføre Jacobsens støtte til kunstlivet bl.a. via oprettelsen af Ny Carlsberg Glyptoteket, som er det eneste museum, fondet støtter direkte. Andre museer betænkes af fondet med støtte til indkøb af kunst til deres samlinger. Fondet forærer desuden hvert år et større antal indkøbte kunstværker til offentlige institutioner som uddannelsessteder, hospitaler mv.
Ny Carlsberg Fondet er Joakim von Ands pengetank i dansk kunstliv. Dets magt er legendarisk, og der hviskes i krogene og krydses fingre, når udstillinger besøges af de tre direktionsmedlemmer, der har højst forskellige præferencer. Hans Edvard Nørregård-Nielsen foretrækker den abstrakt ekspressive kunst, som bl.a. Peter Brandes er eksponent for, mens Else Marie Bukdahl foretrækker mere konceptuel kunst med et højt refleksionsniveau. Else Marie Bukdahl, som tidligere i dette blads spalter er blevet kaldt 'Billedkunstens Grande Mama', er en af dansk kunstlivs få gengangere på magtens tinde. I sin egenskab af rektor for Kunstakademiet og medlem af Fondets direktion har hun både stor indflydelse på den æstetiske udvikling og på, hvad der købes ind til de offentlige samlinger. Karsten Ohrt, der også er direktør for Kunsthallen Brandts Klædefabrik i Odense, er ligeledes en indflydelsesrig person. Han sidder tillige i Center for Dansk Billedkunsts bestyrelse. Uden fondet ville vi se langt mindre kunst i de offentlige institutioner og på museerne.
PRIVATE PENGE
Danske virksomheder er i stigende grad - ligesom Carlsberg - gået ind i kunstlivet med støtte via indkøb, fonde eller som sponsorer - eksempelvis Den Danske Bank, Bikuben, Augustinus, Velux og Carnegie Institute, der indstiftede en pris i fjor. Da der er tale om private penge, findes ingen oversigt, men beløbene er anselige. Hertil kommer de mange kunstsamlere samt kunstforeninger udenfor og på arbejdspladserne (også de offentlige) som ved deres udstillinger, indkøb og senere udlodning til medlemmer også bidrager til kunstnernes økonomiske fundament.
GALLERIER OG KUNSTHANDLERE
Der er ca. 460 gallerier og enkeltpersoner, der helt eller delvist beskæftiger sig med salg af dansk kunst. Af disse er 46 medlemmer af Dansk Gallerisammenslutning og 45 af Kunsthandlerforeningen af 1943. Begge organisationer kræver, at deres medlemmer har kunstsalget som hovederhverv.
Økonomi:
Da gallerierne typisk er privatejede, kommercielle forretninger, er ejerne ofte tilbageholdende med at oplyse tal for forretningens omsætning. Et kvalificeret skøn er ifølge Amterne og Kommunernes Forskningsinstituts rapport om området, at galleriernes samlede omsætning er på ca. 130 mio. kr., hvad angår førstegangssalg af dansk kunst.
Gallerierne er en vigtig magtfaktor i det danske kunstliv. Deres størrelse og 'sortiment' er af stærkt varierende kvalitet. Der er mange nicher, og mangfoldigheden er stor. Gallerierne varetager en stor del af kunstnernes privatøkonomi, ligesom en god del af kunstens store økonomiske kredsløb foregår her. Gallerierne konkurrerer om de salgbare, funky kunstnere. Der satses på ung og grænsebrydende kunst i nogle gallerier, i andre ser man mest de sikre, moderne klassikere og i atter andre etablerede eller mindre etablerede epigoner. De kommercielle gallerier, der præsenterer den nyeste kunst, er Galleri Wallner, Galerie Asbæk, Galerie Mikael Andersen, Galleri Faurschou, Galleri Specta, Galleri Tommy Lund, Galleri Christian Dam og Galleri Susanne Ottesen. Nogle gallerier veksler mellem 'varme' og 'kolde' udstillinger, svarende til museernes satsning på sællerter og øjenåbnere, gynger og karruseller. I den anden ende af skalaen er der mindre gallerier, der mere eller mindre drives på fritidsbasis.
KUNSTKRITIKERNE
Hvem er tidens store kunstnere? Kritikken op- og nedvurderer øjeblikkets kunst, mens kunsthistorikere vurderer og cementerer på sigt. Langt de fleste af de tusinder af udstillinger, der er om året, anmeldes ikke. Visse kunstnere mener skråt op med anmelderne, men de fleste vil give en halv arm for en anmeldelse (i hvert fald indtil de læser den) og alternativt være glade blot for en omtale.
Toneangivende anmeldere på de aviser, der især læses af kunstpublikummet, er Poul Erik Tøjner på Weekendavisen, Torben Weirup på Berlingske Tidende (som i øvrigt synes at have opprioriteret billedkunsten), Peter Michael Hornung på Politiken - idet vi her inhabilt ser bort fra De Mindst Ringe anmeldere. Bent Irve fra Jyllands-Posten er også blandt de ledende, men indtager en særstatus, idet megen samtidskunst ikke huer ham.
Dette bringer ham i delvis nærhed af det, visse yngre kunstnere betegner som 'højredrejningen i dansk kunstkritik', en backlash af folk, som ynder de gamle, abstrakte dage i halvtredserne, da en trekant var en trekant. Til disse hører Ekstra Bladets nye anmelder, Tom Jørgensen, indtil for nylig redaktør for Kunstavisen, og journalisten Ole Lindboe, der redigerer bladet Kunst. To tidsskrifter, der appellerer til den meget store mellemgruppe af kunstnere og til læsere, der holder af kunstens mainstream. Længst ude på fløjen er kunstskribenten, dr. phil. Leo Tandrup, som mener, at kunsten bør være direkte opbyggelig, og at de nye kunstformer intet godt har at byde menneskeheden.
I den anden ende af skalaen er smalle kunsttidsskrifter som Øjeblikket og 1%, der redigeres af hhv. Katya Sander, Simon Sheik m.fl. og Tine Nygaard m.fl. De studeres ivrigt af de meget intellektuelle få. Hertil kommer udenlandske kunsttidsskrifter som Frieze,
Flash Art, Kunstforum m.fl.
Uanset hvad kritikken skriver, er det dog kunsthistorikerne, der bestemmer, hvilke kunstnere, der skal skrives ind i kunsthistorien. Hvilket de så igen står til regnskab for - over for bl.a. kritikken.
ARKEN
Bestyrelse:
Svend Jakobsen (formand)
Niels-Henning Ørsted-Pedersen
Helle Jarlmose
Birthe Nielsen
Ole Albæk Pedersen
Agnete Sørensen
Lars Eskesen
Ole Lindboe
Direktion:
Christian Gether
Økonomi:
Til driften modtager Arken samlet 22,4 mio. kr. i tilskud.
Kulturministeriet giver 6,2 mio. kr. De fire hovedstadsregioner giver 4,5 mio. kr. Københavns Amt giver 11,7 mio. kr. Amtet betaler endvidere 13,1 mio. kr. til huslejen.
Formål:
Museets aktiviteter tæller indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. I formålsparagraffen forpligter museet sig til at virke for en sikring af den danske kulturarv og til at belyse tilstande og forandringer inden for kunsthistorien. Men det er vel og mærke inden for museets ansvarsområde, der er defineret som "nutidskunsten og de væsentligste kunstindtryk, der danner forudsætning herfor i de seneste årtier." Endvidere er det Arkens opgave at integrere den danske billedkunst i nordisk og international sammenhæng, og udstillingerne skal suppleres med andre kunstarter som f.eks. musik, teater og film.
STATENS MUSEUM FOR KUNST
Direktør: Allis Helleland
Statens Museum for Kunst har ingen bestyrelse. Direktøren udnævnes direkte af Kulturministeren. Der er 15 kunstfaglige medarbejdere ved museet, to stillinger er p.t. ledige.
Økonomi
I 1998 fik Statens Museum for Kunst en nettobevilling på 63 mio. kr. Man er årligt forpligtet til at anvende 6 mio. kr. til indkøb af billedkunst.
Formål
Statens Museum for Kunst er ifølge museumsloven Danmarks nationalgalleri og hovedmuseum for billedkunst. Museet har til opgave at indsamle, registrere, bevare, udforske og formidle den danske billedkunst og udenlandsk billedkunst, fortrinsvis fra den vestlige kulturkreds efter år 1300. Museet er lige blevet ombygget for 245 mio. kr.
På Statens Museum for Kunst kan man opleve kunst fra middelalderen og frem til 1990'erne. Det har en værdifuld og omfattende samling af grafik, bestående af ca. 300.000 grafiske blade i Kobberstiksamlingen. Museet er et skatkammer af oplevelser med billeder og skulpturer fra middelalderen og frem. Der er mulighed for det store flash-back i billedkunsten. Fra det allerældste over renæssancemalerier og frem. Det berømteste værk i Statens Museums besiddelse er uden tvivl Andrea Mantegnas fabelagtige maleri Kristus som den lidende forsoner fra 1495-96. Ellers er hovedattraktionen, der bringer museet frem i det internationale museumshierarki, Rumps Matisse-samling. En stor samling af dansk guldalderkunst udmærker også museet samt Rembrandt-billedet Kristus i Emmaus, som eksperterne imidlertid ikke anser for ægte. I samlingerne er også fine værker af Frans Hals, Rubens, Poussin og Tintoretti og af Tizian. Samlingen af dansk kunst er naturligvis omfattende med verdensstjerner som Vilhelm Hammershøi og Per Kirkeby.
LOUISIANA
Bestyrelse:
Kurt Fromberg (formand)
Peter Augustinus (næstformand)
Kirsten Ebbensgaard
Øystein Hjorth
Knud W. Jensen (Louisianas grundlægger)
Direktion:
Christina Lage
Steingrim Laursen
Økonomi:
Årsbudget i alt 64 mio. kr.
Egen finansiering 47,5 mio. kr. Offentlig finansiering 16,5 mio. kr.
Besøgstal:
425.000 besøgende i 1998, 50.000 børn, hvilket er en mindre fremgang i antallet af gæster. Louisiana er Danmarks mest besøgte kunstmuseum.
Formål:
Louisiana er en selvejende institution, hvis formål er at udbrede kendskabet til og forståelse af den moderne og samtidige kunst, dels gennem museets permanente samling, dels gennem seks skiftende udstillinger årligt. Af særlige aktiviteter kan nævnes Louisianaklubben og kulturelle arrangementer, debatter, symposier, konferencer og koncerter.
Louisiana er et museum, som har givet danskere såvel som sydsvenskere store kunstoplevelser fra 50'erne og frem med en bred vifte af ældre og nyere internationale klassikere. Da Louisiana under Lars Nittves ledelse begyndte at fire lidt på de internationale principper og lukke dansk og skånsk samtidskunst ind i de Wohlertske gemakker, var der en del, der spærrede øjnene op. Det skete første gang i 1996 på udstillingen Nowhere og derefter på quadriennalen Danmark Skåne, som eksponerede så unge kunstnere som Superflex og Joachim Koester ved siden af Sven Dalsgaard, der debuterede på Louisiana i en alder af 83 år.
Nu er Nittve i London, og ledelsen sidder tilbage med et alvorligt generationsproblem: Om tre år går museumsinspektør Steingrim Laursen på pension, og hvad så? Knud W. Jensen er tilbage ved roret, skønt han nu er langt over 80 år. Louisiana nåede altså ikke at blive klædt på til det 21. århundrede i tide.
AARHUS KUNSTMUSEUM
Direktør: Jens Erik Sørensen
Bestyrelse:
Jørgen Dissing (formand)
Lisbet Stenmann Funk
Louise Gade
Carsten Fode
Mogens Søndergaard Jensen
Morten Kyndrup (næstformand)
Willy Grauby
Tilskud fra Stat og kommune i 1998: 5.6 mio.
Formål:
Formålsparagraffen for Aarhus Kunstmuseum er meget bred. Museet skal indsamle dansk kunst fra ca. 1750 og frem til i dag og arrangere udstillinger med dansk og udenlandsk kunst af nyere og ældre dato.
Århus får måske snart et nyt museum. Byggeriets skæbne bliver afgjort dette forår, når Statsministeren skal give sit endelige tilsagn om en statsfinansiering på ca. 85 mio. kr. Efter en arkitektkonkurrence vandt tegnestuen Schmidt, Hammer & Lassen førsteprisen. Per Kirkebys murstensmuseum blev nummer to. Det ny museum, der bliver nabo til Musikhuset, kommer i alt til at koste 307 mio. kr. Det nuværende museum, som er tegnet af C.F. Møller, er kleint og parcelhusagtigt og ikke egnet til store udstillinger med samtidskunst. Aarhus Kunstmuseum har årligt mellem 70.000 og 120.000 besøgende. I 1998 var der 75.000. Den faglige medarbejdergruppe har trods et meget lille udstillings-og indkøbsbudget skabt en række seværdige udstillinger igennem årene.
