Læsetid: 3 min.

Et hybridt værk

20. februar 1999

Kelley og McCarthys værk er én stor labyrintisk konstruktion opbygget af enorme lærreder. Værket indrager og sammenvæver en lang række af de temaer, som Kelley og McCarthy har undersøgt i deres øvrige produktion. Bevæger man sig ind i labyrinten mister man orienteringen. Lærredernes forskellige motiver - kvindekød, abstraktioner, og psykedeliske space-landskaber - etablerer ingen, umiddelbart logisk, betydningssammenhæng.
Som konstruktion repræsenterer labyrinten en ejendommelig hybrid mellem en funktionelt set formålsløs arkitektur og en patetisk iscenesættelse af en prisgivet betragters oplevelse. Den underkaster betragteren en struktur, hvis egentlige formål og højere mening betragteren ikke kan overskue. Som sådan har labyrinten altid fungeret som et billede på subjektets tab af orientering og kontrol.
I forlængelse af Kelley og McCarthys indgående undersøgelser af den amerikanske kultur er disse konnotationer ved labyrinten interessante. Kelley og McCarthy ser netop det amerikanske samfund som en magtstruktur med skjulte, uigennemskuelige intentioner og en svigtende logik. En struktur som nøje dirigerer det enkelte individ, men uden at vedkommende kan gennemskue strukturens hensigt og omfang. For mig at se bliver betragterens egen desorienterede og usikre famlen sig vej gennem labyrinten et billede på en generel utilpassethed i et ubegribeligt og komplekst samfund, der underkaster individet en række, uudtalte sociale og moralske konventioner.
Både Kelley og McCarthy har desuden været optagede af kroppen, som repræsenterer en endnu tilgængelig mulighed for at manifestere det subjektive og for kommunikation og udveksling. Idet man bevæger sig rundt i labyrintens snævre rum skærpes bevidstheden om ens egen krop, der nærmest bliver en del af værket. I "En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia" er det altså ikke så meget en overordnet undersøgelse af kroppen som fænomen, men derimod helt konkret betragterens egen krop, som bliver omdrejningspunktet. Det er især det seksuelle potentiale - der jo er uløseligt forbundet med kroppen - som har kunstnernes interesse.
I en tekst har Kelley for nyligt ironiseret over underholdningsindustrien som en undertrykkende erstatning for en seksualitet, der ikke kan forløses i det puritanske, amerikanske samfund. Kelley mener, at perverteringen, tabuiseringen og kriminaliseringen af seksualiteten forhindrer det enkelte individs udfoldelse og personlige frihed, som i stedet må forløses kunstigt i en ritualiseret underholdnings- og massekultur. Måske netop på grund af denne tætte sammenhæng mellem krop, seksualitet og massekulturens industrialiserede nydelse inddrager Kelley og McCarthy ofte populærkulturens billeder og udtryksformer. I labyrintens ydre gangforløb omgives betragteren for eksempel af forstørrede repetitioner af den amerikanske tegneseriekunstner Richard Powers' science fiction landskaber. Syrede panoramaer, som synes at krydse science fiction-æstetikken både med det 18. århundredes glorificerende, amerikanske landskabsmaleri, som skildrede nationens uberørte territorier, og med en hysterisk Disney-scenografi, hvor alt forvrænges i en på en gang foruroligende og sødladen totalitet.
I labyrintens to indre rum overvældes man af gigantiske kopier af den kanoniserede modernist Francis Picabias billeder. I det ene rum etablerer hans sene malerier af halvnøgne kvindefigurer en lummer boudoir-stemning. De originale malerier er baseret på småerotiske pin up fotografier fra 1940'rne og 50'erne og kobler dermed i sig selv det finkulturelle maleri med populærkulturelle billedformer. Interessant nok får det andet Picabia-rum, med kopier af fire abstrakte malerier - det modernistiske maleris absolutte topkategori - en tilsvarende vulgaritet.
Labyrintens bill board store lærreder er udført af professionelle skiltemalere. Især Picabia-motivernes fladhed og overdrevne redegørelse for formerne repeterer netop reklameskiltets funktionsbestemte æstetik. Ved dette crossover mellem science fiction motiver, tegneseriegenren og Picabias maleri kommer Kelley og McCarthy i høj grad til at diskutere relationen mellem finkulturelle og populære billedformer.
I forhold til en museal samling er "En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia" interessant, fordi værket netop går ind og problematiserer en række helt centrale punkter i den modernistiske værkopfattelse, der jo ligger til grund for hele museumsideen. Forestillingen om kunstneren som en inspireret hypersensibilitet, hvis subjekt forlænges direkte ud i penslens geniale, indlevede spor på lærredet, kunstens klart adskilte kategorier, og i det hele taget en forestilling om et ophøjet, selvrefererende og overskueligt værk, der kan underkastes og indeholdes i betragterens samlende blik bliver grundigt punkteret i "En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia".

Marianne Øckenholt er kunsthistoriker og museumsinspektør ved Statens Museum for kunst

Statens Museum for Kunst købte for kort tid siden en maleriinstallation 'En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia' af de to amerikanske kunstnere Paul McCarthy og Mike Kelley. Den kostede 1,4 millioner kroner. Vi har spurgt en række kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere om, hvad de mener om værket. Se selv. Døm selv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu