Nyt udvalg af den sene Benjamins skrifter i brugbar oversættelse
NY BOG
Også i dag er der stor uenighed om, hvem Benjamin var, den tyske filosof Walter Benjamin.
Han skrev sine hovedværker i mellemkrigstiden, og de var både påvirket af hash, mystik, Brecht og kvinder, især russiske. Og han mente på en gang, at man skulle sige ja til de moderne tider og frygte dem, således var han overbevist om, at den næste verdenkrig, som han mente måtte komme, ville blive den sidste, for hele verden ville gå under i giftgas og bomberegn.
Selv døde han ved at tage en dosis morfin på flugt fra Gestapo i sommeren '40 ved den fransk-spanske grænse.
Den erotiske kunst
For to år siden udgav Peter Madsen et udvalg af Walter Benjamins litterære essays, blandt andet om Baudelaire, Kafka og Proust. I det nye udvalg er det de kulturkritiske og teoretiske essays, der står i centrum, både det såkaldte "Reproduktionsessay", "De historiefilosofiske Teser", "Lille Fotografihistorie", og et uhyre centralt essay om den tyske kulturhistoriker og socialdemokrat Eduard Fuchs og hans store Geschichte der erotischen Kunst, et rigt illustreret værk fra 20'rne, som man stadig kan være heldig at finde i antikvariater rundt om i Europa i meget slidt forfatning, med brækket ryg og mange æselører.
De to udvalg af Madsen udgør tilsammen en tiltrængt erstatning for det gamle Rhodosudvalg fra 70'erne, med titlen Kulturindustri, og flere af skrifterne derfra er nu oversat i en mere korrekt version, så det danske publikum kan læse Benjamin og stole på oversættelsens gengivelse af det tyske indhold. I øvrigt er det en klar forbedring af oversættelsens homogenitet, at Madsen i det nye udvalg har oversat de fleste tekster selv, bortset fra "Reproduktionsessayet", der er oversat af Jørgen Holmgaard, og stilistisk befinder de to oversættere sig på samme niveau.
De to udvalg er sikre på en rolig og langvarig succes, det er kerneskrifter i Benjamins forfatterskab, i det 20. århundredes filosofi og for moderne kulturvidenskab. Det er især fint afstemt, at der sidste år i Moderne Tænkere udkom et glimrende oversat udvalg af Georg Simmels sociologiske tekster, en af Benjamins forudsætninger, så nu mangler vi et udvalg af Siegfried Kracauer og af Ernst Bloch, enten i Gyldendals Moderne Tænkere eller i en anden sammenhæng.
Barok og moderne
Det meste af det, Benjamin skrev, går tilbage til to centrale værker, nemlig dels til den såkaldte Sørgespilsbog fra '25 om barokkens verdensteater og det 20. århundredes kunst, og dels til Passageværket, det værk om Paris og Baudelaire, som Benjamin skrev på fra '27 til sin død i '40.
Hvis Sørgespilsbogen er påvirket af Kants filosofi og romantisk sprogfilosofi, så er Passageværket påvirket af Marx og den franske surrealisme. De to værker går ikke op i en højere enhed hos Benjamin, men de udgør to arkiver, som alt hvad han skriver benytter sig af og udfolder i deres ofte essayistiske sammenhæng. Måske kan man bruge det udtryk om spændvidden i de to værker, at selvom der ofte ikke synes at være forbindelse mellem Sørgespilsbogens mystik og Passageværkets samfundskritik, så udgør de alligevel tilsammen en "ukonstruérbar syntese", et udtryk som Benjamin selv anvendte i sit essay om Prousts hovedværk På sporet af den tabte Tid, og dette værks tendens til at være sammenhængende, selv om det består af mindst fire meget forskellige dispositioner og udkast.
Essayets form
I det omtalte essay om Eduard Fuchs udfolder Benjamin en reddende kritik af den socialdemokratiske kulturskribent, og ser hans styrke i sansen for massekunsten.
Fuchs var karikaturist, hans værker var i høj grad tidshistorie, fremstillet i form af karikaturer, hurtigt tegnede skitser, og hans forbillede var den Daumier, som også Baudelaire interesserede sig for. Fuchs var samler, dvs. han fandt erfaring og erkendelse uden for den store klassiske kunst, i den tarveligste massereproducerede massekunst, i modens, varens verden, og derved minder han ikke kun om Daumier, men også om Baudelaire.
Fuchs-essayet er et glimrende eksempel på Benjamins mangetydighed som kulturanalytiker. På overfladen er essayet et forsøg i den marxistiske kulturkritik, i Brechts og Karl Korsch' tradition. Men nedenunder sættes Fuchs ind i en anden sammenhæng, han anklages for at have negligeret barokkens sans for ekstremer og allegorier til fordel for renæssancens sans for helhed og harmoni.
Fuchs havde intet med barok og renæssance at gøre, men Benjamin skriver ham stiltiende ind i en sammenhæng, hvor Passageværkets politiske holdning kobles sammen med Sørgespilsbogens erkendelsesteori. Og endnu længere nede ligger et helt bestemt essay af Baudelaire, Maleren af det moderne Liv, som forlæg for Benjamins Fuchs-essay.
Benjamins analyse af Fuchs korresponderer med Baudelaires essay om den samtidige maler Constantin Guys, der netop opdagede det modernes flygtighed, og bringer dermed Baudelaires dobbelte bestemmelse af det moderne som halvt flygtigt og halvt evigt i bevægelse.
Hvis man vil, kan man derfra drage endnu en linje til Benjamins tale om et omslag fra allegoriens tomhed til symbolets evighed i slutningen af Sørgespilsbogen, og i hvert fald turde det være klart, at Benjamin - og også den sene Benjamin - bestemt ikke havde opgivet det tidlige forfatterskabs sans for den litterære modernisme til fordel for en marxistisk kulturpolitik. Tværtimod synes hele forfatterskabet at leve af omslag, fra aura til reproduktion, fra allegori til symbol, og fra myte til rationalitet.
Og de mange essays, som Madsen nu har samlet i de to bind, bliver ikke mindst interessante ved tilsammen at udgøre filosofiske og erkendelseskritiske kommentarer til de to hovedværker, altså Sørgespilsbogen og Passageværket. De sammenfatter forfatterskabets filosofiske programansatser, og lader den litterære modernisme og den filosofiske erkendelse tage livtag med hinanden.
*Walter Benjamin, Kulturkritiske essays, udvalg og forord af Peter Madsen, oversat af Jørgen Holmgaard og Peter Madsen, 194 s., 225 kr. Gyldendal
