Læsetid: 6 min.

Ingen trend er den nye trend

9. februar 1999

Bret Easton Ellis ny roman: 'Alle er ligeglade med 'bedre'. Alle er ligeglade med 'værre'. Sådan er det blevet'

NY BOG
"Du vil altså fortælle mig, at vi ikke længere kan tro på noget af det, man viser os? At alting er ændret? At alting er løgn? At alle vil tro på det her?"
"Det er en kendsgerning."
"Hvad er så sandt?"
"Ingenting, Victor. Der er forskellige sandheder."
"Hvad sker der så med os?"
"Vi forandrer os. Vi tilpasser os."
"Til hvad? Det bedre? Det værre?"
"Jeg er ikke sikker på, de begreber er anvendelige længere."
"Hvorfor ikke? Hvorfor er de ikke det?"
"Fordi alle er ligeglade med 'bedre'. Alle er ligeglade med 'værre'. Sådan er det blevet."

Det er supermodellen Victor - indbegrebet af overflade - der her får forklaret den ny æstetiske og filosofiske verdensorden af en mand med et antal navne og meget usikker placering i Victors verden.
Victor er hovedpersonen i Bret Easton Ellis' ny roman Glamorama, som mest handler om den værdirelativisme, som efter Ellis' opfattelse ikke alene præger, men er vor tid.
Ellis har, i hvert fald efter American Psycho, været én af tidens mest omdiskuterede amerikanske forfattere. Glamorama synes på samme måde at dele vandene. Anmelderen i The New York Times skrev, at forfattere til Ellis-parodier herefter er arbejdsløse - Ellis gør det bedre selv. Andre har skrevet, at dette er Ellis' store, væsentlige, afgørende og bedste roman.

Brækpunktet
Lige siden Less Than Zero (1985; dansk: Under nul, 1987) har Ellis skrevet på en samtids- eller civilisationslede, som igen og igen har bragt ham frem mod brækpunktet, fortællerens og læserens.
I debutromanen var miljøet de fortabte, retningsløse, desillusionerede, coke-sniffende unge døtre og sønner af de hårdtarbejdende mænd og kvinder inden for film og tv.
Ellis vendte tilbage til miljøet i den kunstnerisk langt mere vellykkede novellesamling The Informers (1994, dansk: Angiverne, 1995) - knappe og ind imellem meget onde billeder fra miljøer hele verden kender og er hjemme i, fordi de er kulisser for så mange film- og tv-serier.
Hovedpersonen i Less Than Zero blev biperson i Ellis' mest traditionelle og absolut også mindst interessante roman, The Rules of Attraction (1987, dansk: Uskrevne regler, 1993) - om en periode på Camden College, et lilleby-universitet på østkysten. Til gengæld vender Ellis selv hele tiden tilbage til denne roman.
Den psykopatiske børsmægler og seriemorder i American Psycho (1991, dansk udg. samme år) var onkel til en af de studerende. De fleste af hovedpersonerne i Glamorama gik på Camden. Faktisk vandrer onkel Patrick også forbi i denne roman "med mærkelige pletter på reversen af sin Armani-habit der har kostet lige så meget som en bil." Han er med andre ord ikke endt i den elektriske stol, men fortsat på fri fod, måske fortsat aktiv.

Retningsløs
Victor Wards rejse gennem de knap 700 romansider er yderst konkret, men det han oplever er den store postmoderne retningsløshed: Han betragter alle formers sammenbrud; han befinder sig i et fuldstændigt værdikaos; han er fortabt og forvirret; han farer vild i den historieløshed og mangel på troværdighed, som er et resultat af sammenblanding af edb-teknik med faste og levende billeder.
Victor - søn af en senator med præsidentambitioner - er ved romanens begyndelse først og fremmest smuk. Han ernærer sig som model, er kæreste med øjeblikkets mest feterede kvindelige model. Et drømmepar. De bevæger sig rundt i en verden af in og yt - noget mere brutal end den Politiken plejer at offentliggøre ved årsskiftet. De som er in er især musik- og filmstjerner samt modeller og sportsstjerner. Men det sker også at enkelte politikere, kunstnere, kriminelle, kultidoler eller korttidsberømtheder dukker op - bipersoner fra O.J. Simpson-sagen f. eks. Fra deres himmel/helvede kigger generationens unge døde ned på dem: River Phoenix og Kurt Cobain.
(Danmark fylder ikke alverden i al denne namedropping. Skulle nogen er i tvivl er vor kendteste - så godt som eneste kendte - landsmand modellen Helena Christensen. Ud over hende har jeg bemærket trommeslageren Lars Ulrich og skuespilleren Viggo Mortensen. Samt et B&O-fjernsyn og en Hans Wegener-stol.)
In/yt-syndromet er naturligvis øjeblikkets snobbebarometer. Victor bemærker dybsindigt om øjeblikkets tendens: "Ingen trend er den nye trend."
Victor (og andre) er slemme til at lade citater fra popsange gå for dybsindigheder, når de i øvrigt har problemer med selv at formulere sig.

Surface of things
Victor citerer gerne en U2-tekst: "We'll slide down the surface of things." Han fylder sig med sprut, kokain og søger selvbekræftelse ikke kun gennem ugebladsforsider og omtaler i sladderpressen, men også gennem en voldsom trang til sex, især med kvinder, men også med smukke mænd. Han roder sig ud i noget uoverskueligt med et økonomisk engagement i en natklub og sex med både kompagnonens kæreste og hans elskerinde.
En mystisk person dukker med en pose penge og en vanskelig opgave: Victor skal finde en gammel kæreste fra Camden, som er blevet væk i London - og han får ikke lejlighed til at afvise opgaven.
Turen til England udvikler sig temmelig vanvittigt. Det er uklart, om rejsen virkelig foregår eller om Victor bare fantaserer om den. Eller læser om den i et filmmanuskript. Eller spiller rollen i en film, som optages - og opleves - samtidigt.
Under alle omstændigheder: Victor er sig hele tiden kameraets og filmholdets tilstedeværelse bevidst - og især er han klar over, at det begynder at være alvor, når der ikke er noget kamera i nærheden.
Hvad enten det nu er en romanvirkelighed - eller en fiktiv handling inde i fiktionen - er det hele et vanvittigt og uløseligt spind af intriger og parallelhandlinger. Victor, som er (eller spiller) tanketom, er et godt emne som kurer, både for terrorister og for kontra-terrorister, dvs. FBI-folk.
"Hvorfor mig," spørger han på et tidspunkt en af terroristerne, og får svaret:

Rockgruppen PLO
"Fordi du tror at Gaza-striben er en særlig detalje i et designermønster. Fordi du tror PLO indspillede singlerne 'Don't Bring Me Down' og 'Evil Woman'."
Han er helt blank, når det kommer til historisk, geografisk eller politisk viden - han er ikke i stand til at orientere sig i ret meget andet end lige nu, og hans foretrukne udsigt er et spejl.
Han vader gennem scenarier i London og Paris, som ligner noget, han har set på film. Kortene bliver givet en smule anderledes i det brutale Europa, hvor bygninger, biler, mennesker sprænges i luften af terrorister eller grupper, der bekæmper dem med terroristernes egne våben.
Hvis Ellis et sted i sine notater skulle have en optegnelse om, hvem, terroristerne repræsenterer og hvad de står for - så har han holdt denne oplysning skjult for sin hovedperson.
Som formenntlig heller ikke ville have fattet den. "Jeg er ikke politisk," siger han på et tidspunkt. Hvilket fører til denne udveksling med Bobby, en tidligere supermodel, nu terroristleder:
"'Du trænger til at få hold på din verdensanskuelse,' siger Bobby til mig. 'Du trænger til at få hold på dine informationer om verden.'
'Vi slår civile ihjel,' hvisker jeg.
'Der blev begået femogtyve tusind drab i vores land i fjor, Victor.'
'Men... det var ikke mig, der begik nogen af dem, Bobby.'"
Romanen er frygtelig lang. For lang. Der er lange passager, som er løs snak, som ikke fører handlingen nogen steder hen og mest er gentagelser. I mangt og meget minder den om Andy Warhols mislykkede romaneksperiment a (som heldigvis aldrig som ellers annonceret blev fulgt op med b, c, d osv.), som bestod af løst redigerede udskrifter af bånd med ustrukturerede samtaler.
Sladder- og modejournalistik, porno, melodrama, agentroman, splatter - Ellis dynger alverdens lavstatus-genrer oven i hinanden. I sidste ende lader han i princippet genrerne og historierne opløse sig selv og hinanden. Efter knap 700 sider kan man spørge sig selv, om der er andet tilbage end disse knap 700 sider. Men det er selvfølgelig også noget af et statement.
Ellis blev mere end korsfæstet for American Psycho. Det normale er fortsat at henrette budbringeren, når man ikke kan lide indholdet. Men Ellis er moralist. Han udstiller tilstande - portrætsamtaler med ham viser, at han hader dem, men selv sidder fast i dem.
Glamorama slutter som den skal: som en sentimental Hollywood-film hvor hovedpersonen kæmper for at stille skarpt på noget virkelighed. Som er et maleri. der ligner virkeligheden. Der er ingen vej ud. Et Talking Heads-citat, som Ellis selv holder af: "As things fell apart/Nobody paid much attention."

*Bret Easton Ellis: Glamorama. Oversat (fremragende) af Jan Bredsdorff. 675 s., 348 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu