Læsetid: 4 min.

Insekter af kød og blod

12. februar 1999

John Lasseters fremragende computertegnefilm 'Græs-rødderne' er rig på både hjerne og hjerte

NY FILM
Bare rolig, alle I tegnefilms-puritanere derude, John Lasseters og Disneys anden computeranimerede spillefilm, Græs-rødderne, følger fint stilen op fra den første af slagsen, Toy Story, og er rig på både hjerne og hjerte.
Efterhånden som computerteknologien op gennem 90'erne er begyndt at spille en afgørende rolle i moderne filmproduktion, har der også været de kritiske røster, som bange for, at filmmediets sjæl og moral ville gå tabt i al den farlige teknik, der gør mange ting så meget nemmere, har prædiket forsigtighed.
Ikke mindst op til premieren for fire år siden på den første 100 procent computeranimerede tegnefilm af spillefilmslængde, Toy Story.
Men heldigvis har computeranimations-pioneren John Lasseter og hans selskab
Pixar altid anset historien for at være mindst ligeså vigtig som det, at få filmene til at se godt ud.
Lige fra Lasseters første imponerende computeranimerede kortfilm, Luxor, Jr., om en nysgerrig lille bordlampe, og Tin Toy, om de mange rædsler legetøj udsættes for af en stor, savlende baby, er Pixar ikke faldet for fristelsen til at bruge den tredimensionale computeranimationens mange indbyggede finesser - fejende kamerabevægelser og blærede special effects - hvis ikke handlingen samtidig har kunnet retfærdiggøre det.

Legetøjssjov og insektliv
I Toy Story blev vi placeret midt blandt legetøjet i et amerikansk børneværelse og oplevede, hvorledes de forskellige stykker legetøj, som selvfølgelig blev levende, når ejeren ikke var i rummet, omgikkes og havde indrettet sig socialt.
Lige så sjovt det var at se legetøjet interagere, lige så vigtig var hele filmens underliggende følsomhed og budskab om venskab og 'medmenneskelighed' - lige i ånden fra de klassiske tegnefilm fra Disney, som ejer Pixar.
I Græs-rødderne fortælles også en yderst moralsk historie om at turde tro på sig selv og om tolerence og samarbejde på tværs af - ikke race-, men insektskel.
For filmen foregår, lige som sidste års Antz fra konkurrenten DreamWorks, i en myretue, hvor de enkelte myrers selvstændighed og særpræg holdes nede af hensyn til den samlede kolonis ve og vel.
Hvert år inden regntiden skal myrerne samle en bunke mad som betaling for den såkaldte 'beskyttelse', de barske græshopper med Hopper og hans slæng yder myrerne mod andre insekter - i realiteten græshopperne selv.
Men den opfindsomme og uheldige Flik - koloniens individualist - får ulykkeligvis saboteret betalingsseancen, og således snydt for sit årlige festmåltid bliver Hopper særdeles ubehagelig og kræver dobbelt portion.
Flik får så den geniale idé at hente hjælp udefra og påtager sig selv at finde frem til en bande kamplystne insekter, som kan hjælpe med at banke Hopper. Uheldigvis får Flik fat på en broget flok afdankede artister fra et falleret loppecirkus, og en forvekslingsintrige af de mere usædvanlige er undervejs - og det samme er Hopper.

Mangfoldighed
Det mest imponerende ved Græs-rødderne er ikke animationen, som er ganske overvældende og detaljeret - hvilket man vel forventer af teknikken - men snarere alle de mange figurer, som er udfyldt med insekter af kød og blod. Der er en mangeart over de nuancerede insektportrætter i filmen, der gør den en absolut fornøjelse at suge til sig.
Ikke mindst de morsomme cirkus-insekter - alletiders forfængelige bangebukse og klodsede antihelte, men store personligheder hver især, som givetvis skylder Gøg og Gokke en hel del - liver op blandt de mange enstænkende myrer, der er snævertsynede og ganske uden overblik.
Oven i denne mangfoldighed kommer det effektivt afviklede god-og-ond-mødes-og-det-gode-vinder-plot, som nok er gammeldags, men som passer fortrinligt til en film, der både appellerer til børn og voksne.
De mange visuelle gags, som tegnefilm naturligvis er udstyret med, deles ligeligt mellem de ligefremme slapstick-agtige scener og de mere indforståede og filmrefererende stunts.
Verbalt er der også noget for de kræsne, og en af manuskriptforfatternes store gevinster er evnen til at lagdele dialogen, så den er spiselig for de små og rummer et ekstra niveau for det store publikum.

Engagement
Græs-rødderne er noget nær en vidunderlig filmoplevelse. Kærligheden til tegnefilmen som kunstart kan ses i hver enkelt scene, ligesom en stor fortælleglæde fornemmes i det humørfyldte overskud, filmen udtråler.
Hvis den computeranimerede spillefilm fortsætter med at udvikle sig i stil med Toy Story, Antz og nu Græs-rødderne, så er der ingen grund til at frygte fremtiden.
Det ser forrygende flot ud, og den dynamik, som computerkraften også har ført med sig ind i den traditionelle, håndtegnede animation, er et opløftende bidrag til en kunstart, som altid har været god til at forny sig selv.
Og skal man tro Lasseter, så vil det menneskelige aspekt og engagement ikke blive erstattet af maskiner. Det i sig selv er jo ganske betryggende, ikke mindst når forbløffelsen over de flot svungne streger, den elegante kameraføring og de klare farver har fortaget sig, og der 'kun' er historien tilbage.

*Græs-rødderne. Instruktion: John Lasseter. Manuskript: John Lasseter, Andrew Stanton og Joe Ranft. Amerikansk (Imperial og 42 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu