Læsetid: 4 min.

Hans-Jørgen Nielsen og hans tid

5. februar 1999

Ny antologi om 60'ernes og 70'ernes kunst er ujævn og usammenhængende, men behandler sit emne på et højt niveau

Antologi
Der foregår noget for tiden, som får begreberne 'modernisme' og 'postmodernisme' til at dukke op overalt. Er det mon deres svanesang, den sidste opblomstring inden døden? Næppe. Men de er begge blevet så vage, så enorme i omfanget af mulig betydning, at der skal en anseelig mængde definitorisk energi til at udfylde dem med en mening, der kan bruges til noget. Det er ikke altid umagen værd. De kan nemlig betyde stort set hvad som helst, og især skillelinjen mellem dem er ofte fuldstændig usynlig. Jeg plejer at anbefale Ulysses-prøven: Afprøv hvor meget af det, der nævnes som karakteristika for den postmodernistiske kunst, der passer på Joyces Ulysses. Langt det meste. På trods af at Ulysses altid har stået som indbegrebet af et modernistisk kunstværk.
I den nye antologi Historier om nyere nordisk litteratur og kunst foreslår Peter Laugesen da også, at hvis man virkelig vil placere et postmodernistisk gennembrud, skal det være omkring 1916. Og så kan det jo være lige meget. Under alle omstændigheder springer denne bog midt ud i det. Den handler om dengang, det virkelig betød noget hvad man kaldte disse ting, nemlig om 60'erne og begyndelsen af 70'erne; og den handler ikke mindst om Hans-Jørgen Nielsen.

Opbrud fra modernisme
Bogen består af tre forskellige slags tekster: Oversigtsartikler om billedkunst, litteratur og arkitektur fra 60'erne og frem, nærlæsninger af enkelte værker og gennemredigerede interviews, hvor periodens kunstnere og skribenter fortæller om deres arbejde og deres indtryk fra tiden. Især den sidste gruppe, hvor folk som Per Kirkeby, Jytte Rex og Erik Thygesen lader ordene flyde, er både interessant og problematisk. De nævner en masse navne og siger noget om deres oplevelser i det, man kan kalde 'miljøet'. Nogle, som især Kirkeby, får undervejs sagt nogle særdeles interessante ting om kunst. Men meget af det handler om at genkalde duften og atmosfæren og stemningen fra en lille og temmelig eksklusiv gruppe - og det bliver hurtigt ret snævert og personligt.
Det er slående, så ofte både forskere og kunstnere vender tilbage til Hans-Jørgen Nielsen. Han stod centralt i flere - men naturligvis ikke alle - de institutionelle sammenhænge, der udgjorde de forskellige nybrud, bogen behandler: Tidsskriftet ta', Eks-skolen og situationisterne, Fluxus og forlaget Arena. "Vi skal jo huske, at Hans-Jørgen Nielsen var et menneske, der betød en hel del i den tid," siger Klaus Høeck i sit indlæg. "Vi digtere kunne godt lide ham og havde en vis tillid til, at han var det nye. Men desværre viste det sig jo, at han ligesom kun ville sig selv - han ville ikke være bannerfører for vores generation, kun for sig selv." Sådan lyder det flere steder. Hans-Jørgen Nielsen var et væsentligt midtpunkt, både som digter, teoretiker og kritiker på Information, men han var samtidig et magtmenneske, som der anes kritik af hos Peter Laugesen og Per Kirkeby. Det var ham, der udtog holdet og lukkede andre ude, og ikke alle følte sig lige godt behandlet.
Men hans essays i Nielsen og den hvide verden (1968) formulerede det "opbrud fra modernismen", som antologien handler om. Flere af teksterne går i direkte dialog med Hans-Jørgen Nielsens forestilling om en attituderelativisme, om et jeg, der kan være hvad det vil uden at skulle føres tilbage til en bestemt 'jeg-kerne' eller en stabil identitet. Lars Bukdahl skriver om Dan Turèll og Peter Laugesen med knusende kærlighed og vanlig retorisk eftertrykkelighed. Søren Schou overvejer forholdet mellem periodens nyrealister - Bodelsen, Kampmann og Stangerup - og den skrifttematiske og konstruktivistiske digtning, Hans-Jørgen Nielsen førte i felten. Anne Borup har skaffet sig et ualmindeligt fast greb om Hans-Jørgen Nielsens lyrik i samlingen 'output' (1967), og i to sobre og usædvanligt velskrevne artikler sætter Erik Nygaard og Birgit Hessellund periodens arkitektur og billedkunst ind i de sammenhænge, de hører hjemme i.

Svensk og norsk
Men der er meget mere: To svenske og to norske artikler, hvor de norske - og det må være et tilfælde, at det netop er dem - har svært ved at holde kvalitetsniveauet. Astrid Fosvolds artikel om digteren Eldrid Lunden er i hvert fald ved at knække sammen under vægten af de litteraturteoretiske klichéer, den bringer til torvs. Den svenske forfatter Sara Lidmans tekst er derimod en følsom og impressionistisk beretning om bevægelsen fra de svenske skove over universitetet i Uppsala til Danmark, fortalt på et svensk, der tvinger læsehastigheden i bund.
Marianne Stidsen runder samlingen af med en artikel om 90'ernes prosa, som står underligt uforbundet med resten - ikke mindst fordi 80'ernes kunst og litteratur overalt i antologien er et gabende hul, der kun ofres forbigående opmærksomhed. En opfyldning af dette og andre tomrum havde gjort bogen mere flydende. For eksempel er en forfatter som Peer Hultberg, der skrev et par super-avantgardistiske bøger i slutningen af 60'erne og som siden midten af 80'erne har skrevet noget af det mest originale og udfordrende prosa på dansk, forunderligt fraværende.
I forordet kalder redaktørerne bogen for "en ganske broget affære". Det tør siges. Den stritter i alle retninger og den gentager flittigt sig selv. Betragtet som en helhed er den usammenhængende og uensartet, og det virker ret tilfældigt, hvad der er kommet med. Men betragtet hver for sig er de fleste af bidragene både velskrevne, lærerrige og højt kvalificerede.

*Anne-Marie Mai og Anne Borup (red.): Historier om nyere nordisk litteratur og kunst. 375 s. 248 kr. Illustreret. Gads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her