Analyse
Læsetid: 5 min.

Jordan efter Hussein

6. februar 1999

ordans udenrigspolitik og hermed landets rolle i fredsprocessen vil efter alt at dømme ikke ændre sig væsentligt, nu hvor Husseins søn Abdullah tager over

J
Efter alt at dømme afsluttes en æra nu, hvor det er blevet officielt, at kong Hussein klinisk set er død. Hussein, der efter Englands dronning Elizabeth er den monark i verden, der har regeret længst tid, er efter sine 46 år på tronen simpelthen blevet symbolet på Jordan, for nu ikke at sige identisk med med den fattige ørkenstat.
Det sidste ville være at gå for vidt, for den jordanske politik er ikke blot et resultat af den karismatiske konges berømte tæft for det spegede magtspil internationalt og internt i landet, men i høj grad også en funktion af netop dette spil.
Såvel Jordans problematiske stilling i Golfkrigen mod Irak som landets centrale rolle i fredsprocessen efter Osloaftalen i 1993 var således i høj grad givet af de omstændigheder, Jordan både internt og internationalt befandt sig i: Da Irak invaderede Kuwait og dermed bragte sig i konflikt med det meste af verden med USA i spidsen, støttede det overvejende flertal i den jordanske befolkning, hvor palæstinensere udgør omkring 60 procent, Saddam Hussein. At gå imod dette flertal ved at bakke op om George Bush mod Irak ville have været livsfarligt for kong Husseins styre, der ikke selv er palæstinensisk, men hashemistisk med aner tilbage til profeten Muhammads stamme i Saudi-Arabien.
Ville Hussein bevare magten dengang, var han nødt til - hvor nødigt han end ville - at give sin støtte til Saddam Hussein og samtidig ihærdigt forsøge at forklare sin spegede situation i Washington og Riyadh. Man så da også under hele konflikten kongen udføre et kolossalt penduldiplomati, hvor han uophørligt var på rejse fra den ene hovedstad til anden.

Jordans meget aktive rolle i fredsprocessen, der blev indledt efter Golfkrigen, kan ses i samme perspektiv: Landet blev i høj grad straffet for sin støtte til Irak: Kuwait udviste i hundredetusindevis af jordanere med voksende arbejdsløshed, manglende indtægter og store sociale problemer til følge, Saudi-Arabien stoppede for salg af billig olie og den handel med Irak, som var helt afgørende for jordansk økonomi, stoppede med et slag uden, at Jordan fik nogen kompensation.
Golfkrigen efterlod derfor Jordan i en økonomisk desperat situation og den eneste måde, landet kunne håbe på at få rettet op på denne misere på, var ved igen at få gode forbindelser til de vestlige lande samt høste de økonomiske frugter, som en fredsaftale med Israel måtte forventes at give. Allerede i 1994 indgik Hussein, der i øvrigt siges at have haft kontakt til de israelske ledere lang tid før Osloaftalen, fred med Israel. Befolkningen bakkede stort set op om fredsaftalen, fordi den gav løfter om store økonomiske gevinster bl.a. gennem et samarbejde om en række projekter med israelerne.
Hussein har lige siden vist sig stærkt forpligtet på fredsprocessen, både som mægler ved den vanskelige Hebronaftale i januar 1997 og senest ved Wye-aftalen i oktober sidste år og ved at holde en bevæget tale ved Yitzak Rabins begravelse i Jerusalem november 1995.
Det tjener naturligvis Hussein til stor ære, at han takket være sin erfaring og politiske tæft kunne manøvrere sig gennem Golfkrigen, samt at han så hurtigt og effektivt, som tilfældet var, kunne få Jordan tilbage i en nøglerolle i den mellemøstlige fredsproces.

Dermed fik han imidlertid også afstukket den vej, Jordan må følge fremover. Udenrigspolitikken og hermed landets rolle i fredsprocessen vil efter alt at dømme derfor ikke ændre sig på nogen væsentlige punkter, nu hvor Husseins søn Abdullah tager over: Dels er det vanskeligt at se alternativer, dels har Abdullah allerede tydeligt markeret, at han på dette punkt vil følge i sin fars fodspor.
Dette forudsætter naturligvis, at Abdullah kan holde sammen på landet, og at det faktum, at det kun er godt en uge siden han overtog kronprinshvervet fra sin onkel Hassan, ikke fører til destabilitet i det jordanske kongedømme. Der er dog ikke meget, der tyder på, at Abdullah vil møde markant modstand.
Ganske vist er han et ubeskrevet blad i politisk henseende. Det meste af sit liv har han været igang med en militæruddannelse og -karriere og er derfor relativ ukendt i såvel den jordanske som den mellemøstlige offentlighed. Han har dog en række gode kort på hånden: For det første har han netop på grund af sin militære baggrund formentlig stor og loyal støtte i hæren, for det andet har han gode kontakter til såvel de golfarabiske stater som til det israelske militær, som han har samarbejdet med i forbindelse med sikringen af den fælles grænse.
Dertil kommer, at han hele sit liv har været tæt på sin far og derigennem indirekte lært noget om, hvordan man agerer i det internationale spil og i den hjemlige magtkamp. Endvidere er der ikke nogen overbevisende tegn på, at Hassan, der efter sigende blev godt sur over at få frataget kronprinsværdigheden, kan mobilisere grupper, der kan have styrke til at udfordre den nye konge.

Den største trussel mod det jordanske monarki kommer fremdeles fra den utilfredshed, der findes i store dele af befolkningen, som med rette mener, at de økonomiske frugter af freden lader vente på sig. For selvom Jordans økonomi i forhold til begyndelsen af 1990'erne er blevet markant forbedret, er der fortsat mange, der ikke har kunnet høste nogen frugter endnu, og som derfor i stigende grad er kritiske over for fredsaftalen med Israel. En kritik, der selvsagt henter næring fra det faktum, at der ikke sker fremskridt i forholdet mellem Israel og palæstinenserne.
Denne utilfredshed markerede sig allerede under Hussein, og den kan give Abdullah problemer. Da det imidlertid kun er fremskridt i fredsprocessen, der kan forbedre situationen, vil Abdullah efter alt at dømme videreføre Husseins politik på dette punkt. Indenrigspolitisk mener flere analytikere, at han måske vil forsøge at gennemføre politiske reformer, der vil bringe Jordan i retning af en form for konstitutionelt monarki, og dermed imødegå utilfredsheden ved at øge deltagelsen i den politiske proces - det skulle være den egentlige baggrund for, at Abdullah blev valgt fremfor Hassan. Alt tyder derfor på, at tronskiftet vil forløbe stille og roligt, at Jordans stilling i fredsprocessen vil forblive den samme og at Husseins død derfor ikke vil få dramatiske konsekvenser hverken i Jordan eller i regionen som sådan. Derimod kan Abdullah selvfølgelig ikke med samme autoritet som sin far indtage positionen som fredsmægler mellem Israel og palæstinenserne: Fredsprocessen kommer derfor i de afgørende forhandlinger til at savne den udslagsgivende lod på vægtskålen, som Hussein kunne være. Med andre ord betyder Husseins død først og fremmest savnet af en person - politikken vil være den samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her