Læsetid: 4 min.

Kærligheden som reddende engel

2. februar 1999

Murnaus stumfilmklassiker 'Faust' fra 1926 opført i København med live musik af Athelas Sinfonietta Copenhagen

FILM & MUSIK
For tre år siden - næsten på dato - stod Goethe Instituttet, Kulturby 96 og Siemens-koncernen som arrangører af en vaskeægte event: En skelsættende film med levende musik blev vist i hovedstaden, nemlig Fritz Langs banebrydende stumfilm Metropolis. Det skete i Turbinehallerne med Babelsberg Symfoniorkester, dirigeret af Berndt Heller.
I 1926 lå den oprindelige version af Metropolis færdig. Samme år havde en anden stumfilm premiere i København: F.W. Murnaus klassiker Faust. Denne film blev vist i søndags i Grand Teatret med originalmusikken spillet live af et udvidet Athelas Sinfonietta Copenhagen, ledet af samme Berndt Heller.
Anledningen til opførelsen af Faust er 250-året for
Goethes fødsel og Tysklands EU-formandskab for første halvdel af 1999. Et samarbejde mellem Grand Teatret, Filmmuseet, F.W. Murnau Stiftung, det Tyske Udenrigsministerium og Goethe Institut, gjorde det muligt at få Faust-filmen til Danmark. Der er tale om en restaureret version med originalmusik af P.A. Hensel, som er rekonstrueret af Luciano Berriatua og Berndt Heller, der også var musikalsk ankermand på Metropolis-projektet i 1996.

En pagt med Djævelen
Fælles for forevisningerne i '96 og '98 er, at de er forbeholdt få mennesker. Det er synd, for mange flere mennesker burde have mulighed for at opleve disse bevægende stumfilm med levende musik. Med Berndt Heller ved roret kunne man trygt læne sig tilbage i biografstolen og nyde den perfekte timing mellem billede og lyd. Hvilken tempofornemmelse den Heller dog må have.
Metropolis giver et billede af det 20. århundrede set gennem byen, som den frembringelse menneskeheden har knyttet de fleste civilisatoriske fremtidsforventninger til, men også som det sted, hvorfra civilisationen går sin undergang i møde.
Undergangen og de skæbnesvangre beslutninger er sandeligen også aktuelle i Murnaus Faust-film. Skønt Murnau har givet sin film undertitlen Eine deutsche Volkssage, gør han kun delvis brug af Goethes Faust-vision. Den altovervejende del af filmen er baseret på Christopher Marlowes europæiske folkesagn Doctor Faustus fra 1588 om kærlighed og ondskab. Det siger specialister, og det må man så tro på.
De pludselige skift i billedfladen, de skæve vinkler, den kontrastrige lyssætning, og den overdrevne brug af makeup i Faust minder om stilen i Metropolis og for den sags skyld også Doktor Calligaris Kabinet, som et begejstret publikum kunne opleve ved dette års Ultima Festival i Oslo.
Det maniske, det outrerede, død og ødelæggelse, går igen i alle tre film. I Faust foregår det på baggrund af en kamp på allerhøjeste plan: Et væddemål mellem djævelen og ærkeenglen.

Futurismen i musikken
Musikken er skabt for at understøtte filmen. Som det lød ved den aktuelle forestilling, fungerede musikken aldeles udmærket. Komponisten har komponeret i en stil midt i mellem Liszt, Wagner og Tjajkovsky. Ikke særlig svær er denne musik at spille for nutidens dygtige musikere, men den kan det, den skal kunne: Være effektfuld som underlægning til de levende billeder. Uden filmen er musikken i dette tilfælde håbløs uinteressant.
Underligt er det, at den futuristiske musik fra perioden ikke i endnu højere grad har fundet vej til filmverdenen: Russolo med støjgeneratorer, Deshevovs futuristiske provokationer, Gradis Aeroduello fra 1935, Mosolovs Klaverkoncert, Wyschnegradskys mikrotonale strygekvartet fra 1923!
Først langt senere er den futuristiske tone genoptaget i genialske partiturer som Max Steiners King Kong-musik og Waxmans musik til Bride of Frankenstein. En stil der associerer sig med futuristernes eksperimenter i de første årtier af århundredet, og som i virkeligheden går tilbage til alle tiders største filmkomponist: Richard Wagner.

Livets rettesnor
Tilbage til væddemålet i Faust. Djævelen siger altså til ærkeenglen, at han kan lokke ethvert menneske til det onde. Alkymisten Faust bliver af den Onde udvalgt som redskab i 'legen'. Faust har uden held forsøgt at finde den medicin, der kan kurere byens borgere for den pest, som hærger overalt. Gennem en pagt med djævelen får Faust enestående evner som mirakelmager. Han får tilmed sin tabte ungdom tilbage.
Forelskelse hører ungdommen til, hvilket heller ikke mangler i filmen. Gösta Ekman (Faust) og Emil Jannings (Mefisto) er suveræne i gengivelse af respektive karakterer. Og trods det alvorlige emne, bliver der også plads til sekvenser præget af velgørende humor. Måske den form for morbid og vrængende humor, sat i forbindelse med død og pinsler, som John Cleese og co. har potenseret til perfektion i Life of Brian.
Jeg gætter på, at Faust-filmen med sine effekter har været grænsesprængende i sin tid. Selv i dag virker billederne direkte ind på det emotionelle apparat, trods den noget bombastiske fokuseren på sort-hvidt eller godt-ondt. Man lader sig føre med af de elementære menneskelige følelser, lider med lidende, forarges over de hårde skæbner.
Pointen skal ikke røbes her, men ingen kan betvivle, at man kommer langt ved at udvise kærlighed. Den - kærligheden - spiller også en vigtig rolle som udslagsgivende kraft i Faust. Filmen er en gyser med happy end i form af kærligheden som deus ex machina. Faust er en moralitet, der sætter kærlighedsbudskabet højest som en slags livets rettesnor. I sidste øjeblik reddes de, der skal reddes - Tin Tin ville have sagt: "Pyha Terry, vi klarede den lige".
Godt vi har den, kærligheden.

*Faust. En film af F.W Murnau. Musik af P.A. Hensel. Athelas Sinfonietta Copenhagen under Berndt Heller. Grand Teatret søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her