Læsetid: 7 min.

Kapløbet om Afrika - anden runde

1. februar 1999

Afrika-kortet er ved at blive tegnet på ny. Denne gang ikke af kolonimagterne, men af lokale politiske ledere, hvis største drivkraft er økonomisk grådighed

Krig og kaos
Aldrig siden kolonimagterne trak sig tilbage fra Afrika, har situationen været så alvorlig, som den er i øjeblikket. Denne gang kan afrikanerne ikke skyde skylden på de gamle kolonimagter eller andre fremmede kræfter, der blander sig. De lokale politiske ledere bærer selv hovedansvaret for de mange krige og det tiltagende kaos.
Ikke færre end ni stater er involveret i kampene i Congo. Aldrig har man oplevet noget lignende i Afrikas historie. De afrikanske staters direkte og indirekte indblanding i hinandens indre forhold er ikke kun begrænset til konflikterne i Central-Afrika.
Den er også tydeligt i forbindelse med kriserne i Liberia og Sierra Leone samt omkring Sudan.
Parallelt med den foruroligende situation i Congo er den årelange borgerkrig atter blusset op i Angola. Præsident Edouardo dos Santos har klart og utvetydigt bedt verdenssamfund i skikkelse af FN om at forlade landet, så regeringen og oprørsbevægelsen UNITA kan tage det endelige - og blodige - opgør uden internationale vidner.
I Sierra Leone er hovedstaden Freetown sunket ned i det totale anarki efter oprørsgruppen United Revolutionary Front (RUF) rykkede ind i byen. RUF kontrollerer i forvejen landets økonomiske livsnerve: diamantminerne i øst. I samarbejde med nigerianske officerer fra den regionale fredsbevarende styrke ECOMOG smugles diamanterne ud af landet via Liberia, hvor RUF i forvejen har træningslejre.
Situationen i Congo-Brazzaville og forholdet mellem Etiopien og Eritrea er ligeledes kritisk. Klankrigene synes ikke at ville stoppe i Somalia, alt imens den uendelige krig mellem nord og syd i Sudan kører videre.
Alt sammen peger det i retning af, at afrikanerne selv er godt i gang med at ødelægge fremtidsudsigterne for store dele af kontinentet.

Våben og lejesoldater
Indblandingen udefra består i øjeblikket først og fremmest i en konstant strøm af våben. Det drejer sig især om mindre våbensystemer, som blandt andet kommer fra Sydafrika, Frankrig, Egypten osv. Lande som Angola og Sierra Leone betaler deres våbenimport med koncessionsrettigheder til minedrift.
Også tunge våben finder dog vej til kontinentet. Kort før jul modtog Uganda 90 tanks fra Ukraine, mens Angola har erhvervet en række kampfly herunder seks MiG-29 jagere, 12 Mi-35 angrebshelikoptere samt et større antal tanks fra Rusland.
Omverdenen blander sig også i form af tilstedeværelsen af diverse lejesoldater. Bedst kendt er nok Syd-Afrikas 'Executive Outcomes' (EO), som for at omgå regeringens nye forbud mod lejesoldater har oprettet et datterselskab kaldet 'Lifeguard'.
Tidligere EO-soldater arbejder nu for Lifeguard. Det sker eksempelvis i Sierra Leone, hvor de især har til opgave at bevogte diamantminerne. Det britiske 'Defence Systems Limited' har specialiseret sig i at beskytte olieinstallationer blandt andet i Angola.

Ledernes grådighed
Udenlandske iagttagere har gentagne gange stillet sig uforstående overfor, hvorfor så mange af Afrikas økonomisk klemte stater har involveret sig i et omkostningsfuldt militært engagement i Congo. Der kan ikke herske tvivl om, at økonomiske motiver har været en central drivkraft for de pågældende regeringer.
Den ubetalte regning for Congos massive køb af våben fra det statskontrollede 'Zimbabwe Defence Industries' menes at være den indledende årsagt til det militære eventyr, der for øjeblikket koster Zimbabwe omkring to millioner US-dollars om dagen. På trods af at de internationale donorer lægger et stigende pres på præsident Robert Mugabe og hans håndgangne mænd, har Zimbabwe fortsat mellem 8.000 og 10.000 soldater i Congo.
Mugabe og hans nærmeste venner og politiske støtter tager sig dog godt betalt for denne hjælp. Kabila har således pantsat store dele af landets kobber- og diamantindustri til Zimbabwe. En række zimbabwiske forretningsfolk er dybt involveret i minesektoren i Congo. Præsident Mugabes nære ven og forretningsforbindelse, Billy Rautenbach har indgået en række aftaler med Kabila-styret.
I november sidste år blev Rautenbach således udnævnt til leder af det statslige congolesiske mineselskab, 'Géramines', som kontrollerer store dele af kobber- og koboltudvindingen.
Tilsyneladende ejer zimbabwiske forretningsfolk i dag det meste af Géramines. Når krigen en dag slutter har zimbawiske forretningsfolk et solidt fodfæste i den mineralrige stat.

Diamant-krigen
Angolas støtte kan også - men ikke udelukkende - forklares med økonomiske argumenter. I begyndelsen fik regeringen i Luanda direkte overført penge til statskassen fra Kinshasa.
I et så korrupt system som det angolanske kan centrale politikere og embedsmænd uden besvær få fingre i en betydelig andel af sådanne pengeoverførsler. Angolanske erhvervsfolk har via det statslige olieselskab Sonagol involveret sig i olieudvinding i Congos vestlige region. Fornuftigt nok har Sonagol udnævnt Kabilas premierminister til formand for bestyrelsen i datterselskabet Sonagol (Congo).
Der er også en - om muligt endnu - bedre økonomisk begrundelse for støtten til Kabila. Oprørsbevægelsen UNITA kontrollerer Angolas diamantrige områder, der grænser op til Congo. Det er derfor vigtigt at forhindre, at UNITA kan bruge Congo som base. Ved at nedkæmpe UNITA én gang for alle, håber regeringen i Luanda at kunne supplere de stærkt svindende olieindtægter med salget af diamanter.
For de enkelte regeringsmedlemmer og ledende embedsmænd er diamantsalg særlig attraktivt, da handlen i forvejen foregår fuldstændig uden om al kontrol og officielle kanaler.
Via mellemhandlere i Congo-Brazzaville når diamanterne dog i sidste ende hen, hvor de skal, nemlig til det sydafrikanske selskab De Beers. En eventuel sejr over UNITA behøver ikke at ændre på diamanternes vej ud af Angola. Under alle omstændigheder vil korrupte regeringsmedlemmer nok vide, hvordan de skal få deres andel af diamant-transaktionerne.

Ugandas motiver
Uganda, der officielt er inde i krigen for at sikre sin vestlige grænse imod partisanoverfald, har også økonomiske motiver for sit engagement. Der foreligger informationer om, ugandiske forretningsfolks er involveret i guldminedriften, som er koncentreret i det østlige Congo.
Ugandiske forretningsfolk skulle i samarbejde med belgiske forretningsfolk være engageret i illegal eksport af diamanter. Sammenvævningen af politik og forretningsinteresser i Uganda betyder, at mange centrale beslutningstagere har økonomiske interesser i Congo. Hvis det udelukkende drejede sig om forsvaret af grænseområderne, hvad laver ugandiske soldater 1.000 km inde i Congo, spørger udenlandske skeptikere.
Ugandas engagement er også en investering i fremtiden. Hvis eller rettere når den nuværende de-facto deling mellem det vestlige og det østlige Congo fortsætter efter en kommende våbenhvile, må al eksport nødvendigvis gå gennem Uganda-Kenya eller Tanzania. I forvejen tjener Tanzania godt på at transportere tanks, ammunition og brændstoffer på jernbanen fra Dar-es-Salaam til Kigoma.

Topstyrede stater
Sådanne mere eller mindre skjulte - private - økonomiske motiver får så katastrofale følger i Afrika, fordi staterne eller de politiske systemer er ekstremt topstyrede og uden folkelig kontrol.
Lige siden afkoloniseringen har afrikansk politik bestået i, at ledende politikere og ledende embedsmænd har leveret materielle og politiske 'varer' til deres etniske og politiske bagland. De pågældende varer har bestået i 'udvikling' i form af udviklingsprojekter og forskellige former for offentlige investeringer som veje, skoler og sundhedsprojekter. Til gengæld for disse tjenester har modtagerne udvist loyalitet over for den gavmilde giver.
Dette patron-klient forhold har kunne udvikle sig og forfines i kraft af, at der reelt ikke har eksisteret en markedsøkonomi, som har kunne danne basis for konkurrerende magtgrupper. Adgang til og kontrol med de centraliserede statsapparater har været den vigtigste vej til rigdom, da private erhvervsaktiviteter har været pålagt stærke begrænsninger.
Så længe økonomierne har kunne opvise en vis årlig vækst, og så længe befolkningernes forventninger til staternes tjenesteydelser ikke har været alt for store, har tingene fungeret nogenlunde. Men den tiltagende økonomiske knaphed har gennem de seneste 15-20 år rokket ganske alvorligt ved dette politiske system, som i ekstrem grad bygger på personlige kontakter og venskaber.
Naturligvis kan forklaringen på Afrikas utallige krige ikke reduceres til blot at handle om de politiske lederes jagt på rigdom. Etniske og religiøse modsætninger spiller også med. Fordi alle afrikanske stater er multi-etniske, bryder de lettere sammen og ender i konflikt, når statsapparatet bliver for åbenlyst ineffektivt og politikere og embedsmænd for åbenlyst korrupte.

Et nyt Afrika-kort
Det er almindeligt kendt, at Afrikas grænser er blevet trukket på må og få. Det har skabt kunstige stater med store interne spændinger, som krigene i Congo, Angola og Sudan i høj grad illustrerer. De tilfældige grænsedragninger har også adskilt stammer og etniske grupper og dermed bidraget til uro og ustabilitet langs mange grænser, som situationen omkring Uganda og Rwanda understreger.
Gennem det seneste halve år er Congo blevet delt i to dele. Den vestlige del forsøges styret fra hovedstaden Kinshasa med støtte fra Angola og Zimbabwe. Den østlige kontrolleres af oprørerne med støtte fra Uganda og Rwanda. Det betyder, at 'realiteterne' på slagmarkerne reelt har produceret to nye stater.
Det er vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde vil blive muligt at tale om en samlet stat Congo. Allerhøjest kan man forestille sig en løs føderation mellem øst og vest, der kun er fælles om udenrigspolitik og muligvis møntfod.
Derved er der sat en proces i gang, som kan betyde, at dele af Afrika-kortet må nytegnes. Det samme kan blive resultatet af de igangværende kampe mellem Luanda og UNITA. De kan meget vel vare ved i årevis, da UNITA kan finansiere krigsførelsen ved hjælp af salget af diamanter, mens Luanda-regeringen kan skaffe sig hård valuta via olieeksporten, som godt nok lider under de faldende verdensmarkedspriser.

Europa som tilskuer
Den proces, der begyndte med skilsmissen mellem Eritrea og Etiopien og som fortsatte med de facto delingen mellem Somalia og Somaliland, kan blive ensbetydende med det endelige opgør med arven fra kolonitiden. Det vil uvægerligt blive voldsomt og blodigt.
Opgøret vil drives frem af sin egen indre dynamik, hvor omverdenen - og ikke mindst Europa - vil være henvist til rollen som tilskuer. Europæerne kan få lov til at levere nødhjælp og katastrofebistand, mens den langsigtede udviklingshjælp mere og mere mister sin mening.

Gorm Rye Olsen er seniorforsker ved Center for Udviklingsforskning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her