Læsetid: 6 min.

Khomeinis genistreg

13. februar 1999

Ayatollaen brugte dødsdommen over Salman Rushdie til at fastholde det iranske folk på den islamiske revolutions sande vej

MAGTKAMP
De sataniske Vers førte til konflikt mellem kulturer, mellem religioner, mellem stater, mellem grupper og mellem individer. Den kunne, hvis omstændighederne havde været andre, have ført til dialog.
Det forhold at en lang række muslimer, såvel islamiske lærde og repræsentanter for islamiske institutioner, som filosoffer, intellektuelle og politikere i mange forskellige sammenhænge har forholdt sig til De sataniske Vers, vidner ikke blot om, at bogen og dens modtagelse rejser mange spørgsmål, som det er værd at diskutere, men også om at mange, både i den islamiske verden og udenfor, seriøst gjorde det. Som sådan kunne bogen have bidraget til at vise mangfoldigheden i Islam og at diskussionen af, hvad Islam er og hvordan forholdet mellem moderne kunst, filosofi og islam kan forstås, faktisk finder sted på kryds og tværs i den islamiske offentlighed.
Denne dimension blev overskygget af Khomeinis fatwa, der tværtimod dialog bidrog til opbygning af fjendebilleder: Vesten som dekadent, vulgær og anti-islamisk, og Islam som en forbenet og dogmatisk religion, der ikke fornægter vold og mord i forsvaret for sin sag. I Vesten blev billedet af Islam som følge af fatwaen ofte reduceret til de klicheer, som radikale muslimer råbte ved deres demonstrationer og i Den Islamiske Verden var konsekvensen af Khomeinis dødsdom en mere systematisk censur og selvcensur.

Politisk manifest
Khomeini fremsatte sin dom over De Sataniske Vers i februar 1989, og det er vanskeligt at se bort fra, at det skete præcis 10 år efter, at Khomeini vendte tilbage fra sit mangeårige eksil og dermed kunne indlede sit livsværk, der gik ud på at gøre Iran til en islamisk stat. Dommen kom samtidig med, at Iran var i gang med nogle grundlæggende forandringer: Året inden havde Khomeini modstræbende accepteret at indgå våbenhvile med Irak og samtidig var det klart, at han ikke havde en reel arvtager. Khomeini godkendte derfor nogle forslag til forfatningsændringer, der delte magten i Iran mellem en politisk og en religiøs leder.
Både våbenhvilen, forhandlingerne om en ny forfatning samt de politiske rævekager, der skulle bages, for at Ali Khamenei kunne vælges som ny religiøs leder efter Khomeinis død, indebar en ganske voldsom politisk magtkamp, der førte til en mærkelig handlingslammet alliance af moderat konservative og teknokrater. De hårde nysere, der sammen med Khomeini hårdnakket havde holdt på, at Iran i krigen mod Irak skulle kæmpe til den bitre ende, blev derimod kørt ud på et sidespor.
Resultatet af magtkampen var på den ene side, at Den Islamiske Republik kunne overleve Khomeinis død og på den anden side, at Iran såvel økonomisk som udenrigspolitisk lagde grunden til en mere pragmatisk linie. Iranerne var godt i gang med at sælge ud af nogle af de helt basale principper i Khomeinis politiske filosofi og dermed i grundlaget for den islamiske revolution.
Khomeini, der som nævnt nåede at godkende forfatningsændringerne inden sin død, var bevidst om de nye tendenser, som han med både våbenhvilen og den nye forfatning indrømmede nødvendigheden af, men som han bestemt ikke brød sig om: De kunne med hans egne ord sammenlignes med at sluge gift. I det perspektiv kan dommen over Rushdie og romanen De Sataniske Vers ses som en modgift, der 10 år efter revolutionen skulle fastholde iranerne på revolutionens sande grundlag.
Dødsdommen over Rushdie havde samme samlende og mobiliserende effekt, som krigen med Irak og de studerendes besættelse af den amerikanske ambassade havde i begyndelsen af republikkens historie. Helt hinsides religiøse problemstillinger og bogens blasfemiske indhold tjente fatwaen således et klart politisk formål, der bestod i 10 år efter revolutionen igen at mobilisere det iranske folk for den islamiske sag.
Khomeinis fatwa kom først 14. februar 1989, og det politiske indhold i handlingen sættes i relief af det faktum, at De Sataniske Vers faktisk allerede var blevet anmeldt i landet, uden at dette havde givet anledning til videre bekymring. Ydermere var Rushdies tidligere romaner Skam og Midnatsbørn ikke blot kendte og oversatte til persisk: Skam havde faktisk modtaget en pris for den bedst oversatte roman, som var blevet uddelt af ingen ringere end den daværende præsident og det nuværende religiøse overhovede Ali Khamenei.

Censur og selvcensur
Reaktionen i Den Islamiske Verden var på den ene side nok mest en fordømmelse af bogen, men på den anden side også en klar manifestation af mangfoldigheden i Islam. Selvom mange tog afstand fra Khomeinis dødsdom, fordømte de alligevel bogen og Salman Rushdie. På den ene side fandt de bogen anstødelig og blasfemisk, og på den anden side var navnlig sunnimuslimer stærkt utilfredse med, at Khomeini med sin fatwa talte på hele Den Islamiske Verdens vegne og dermed tilranede sig en status, som de mente, tilhørte den sunni-islamiske højborg i Cairo, al-Azhar moskeen.
Dels som et led i denne magtkamp om hvem der skulle være de retmæssige fortolkere af Islam og dels for at tækkes de fundamentaliske islamiske bevægelser rundt omkring i Den Arabiske Verden, fik islamiske institutioner, som f.eks. al-Azhar, større beføjelser til at udøve censur. Den blev synlig ved bogmesser og ved en generel større bevågenhed fra islamististernes side over for de bøger, som arabiske forfattere udgav - og ofte fik forbudt.
Et af de mere groteske eksempler, som kan ses som udløber af denne større censur, er den skilsmisse, som den ægyptiske professor Abu Zayd blev pålagt af en islamisk domstol, fordi han i en bog havde skrevet som en frafalden om Islam - og en frafalden kan ikke være gift med en muslim.
Khomeinis dødsdom samt de mange ubehagelige overgreb, der ramte muslimske forfattere i dens kølvand, bidrog selvsagt også til en forøget frygt blandt forfattere og intellektuelle og dermed til selvcensur. På trods af, at islamismen efter alt at dømme er på tilbagetog og at den iranske regering nu lægger afstand til fatwaen, vil den stemning af frygt, usikkerhed og følgelig selvcensur, som var dens konsekvens, ikke forsvinde lige med det samme. Således lykkedes det Khomeini med sin dødsdom at fastholde dagsordnen for sin politiske filosofi også her ti år efter sin egen død.

DOMMEN
"I Guds den almægtiges navn; der er kun en Gud, til hvem vi alle skal vende tilbage; jeg vil gerne oplyse alle uforfærdede muslimer i verden om, at forfatteren til bogen betitlet De sataniske Vers, som er blevet samlet, trykt og publiceret mod Islam, Profeten og Koranen, såvel som de forlæggere som var klar over dens indhold, er blevet dømt til døden. Jeg opfordrer alle nidkære muslimer til hurtigt at likvidere dem, ligegyldigt hvor de finder dem, så at ingen vil turde at forhåne de islamiske modforholdsregler. Hvem der end bliver dræbt ad denne vej vil blive betragtet som martyr efter Guds vilje. Hertil kommer at ligegyldigt hvem der kan komme i nærheden af bogens forfatter, men ikke har kraft til at likvidere ham, skal henvise ham til folket, så han kan blive straffet for sine gerninger. Må Guds velsignelse være jer alle til del."

Ruhollah Al-Musavi Al-Khomeini,
14. februar 1989

AFBLÆSNING
"Den Islamiske Republik Irans regering har ikke til hensigt, og vil ikke tage noget skridt overhovedet, der tager sigte på at true forfatteren af De Sataniske Vers eller andre med tilknytning til bogen på deres liv, og regeringen vil heller ikke hverken opfordre eller hjælpe nogen til at gøre noget sådan. Følgelig tager regeringen afstand fra den dusør, der er blevet fremsat i denne henseende, og regeringen støtter den ikke."

Irans udenrigsminister Kharrazi i New York,
september 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her