Læsetid: 7 min.

Khomeinis ulydige børnebørn

2. februar 1999

For 20 år siden hyldede de imam Khomeinis iranske revolution. I dag er de Irans enfants terribles

De har fulgt den samme vej og gennemgået det samme hamskifte: De hyldede imam Khomeini, og i løbet af 20 års revolution var de med til at udrense og undertrykke. Nu repræsenterer de den nye bølge i kredsen omkring præsident Mohammed Khatami.
I 1979 var Mohsen Makhmalbaf en af de såkaldte tchomghdar (ordret oversat: dem, der bærer knippel). I april overfaldt de et teater i Teheran, fordi det spillede Brecht og Sartre. Skuespillerinden Ferechte Hatami måtte flygte med blodet drivende ned over ansigtet.
Makhmalbaf blev snart kendt af offentligheden: Han blev det islamiske regimes officielle filminstruktør. Nu om dage tiljubles hans film på festivalen i Cannes - og siden sidste år også hans datters. Hende kan man endda se med lidt rødt på læberne.

Afstand fra fascisme
Nogenlunde samtidig var Akbar Gangi en ung pasdaran (medlem af Revolutionsgarden). Han blev sendt til iransk Kurdistan, som havde gjort opstand, og her blev han først leder af propagandaen, senere af sikkerhedstjenesten.
20 år senere tager den mand, der selv var en del af Den Islamiske Republiks undertrykkelsesapparat, afstand fra en snigende fascisme i systemet. Som lederskribent har han netop offentliggjort en skarp fordømmelse af den seneste bølge af mord på intellektuelle.
I et land, hvor Israel stadig betragtes som en satanisk magt, har han vovet at henvise til den jødiske forfatter Hannah Arendts bog Eichmann i Jerusalem. Her påviser hun det enkelte menneskes ansvar for, at Det Onde vokser frem og breder sig - uanset hvor i hierarkiet man befinder sig.

Liberale med tiden
Hodjarrian var medlem af en af de mest radikale af de studentergrupper, der opstod i forbindelse med gidseltagningen på den amerikanske ambassade.
Senere var han med til at grundlægge Pasdarans frygtede efterretningstjeneste og deltog selv i afhøringen af anholdte. Han nåede endda at blive viceminister for de hemmelige tjenester, inden han blev fyret.
Han har gennemgået samme udvikling som de to andre. Nu er han så kontroversiel, at hans kandidatur til det nært forestående lokalvalg (det første siden revolutionen) blev afvist af den kommission, der skulle vurdere kandidaterne.
I kraft af deres alder og deres hengivenhed for Khomeini kunne man beskrive Makhmalbaf, Gangi og Hodjarrian som "Khomeinis børnebørn". Men de tidligere så radikale islamister er med tiden blevet de mest åbne, de mest liberale og de mest overbeviste tilhængere af at forandre systemet.
Fraktionskrigene inden for regimet er så levende som nogensinde. De begyndte kort efter imam Khomeinis hjemkomst til Teheran i triumf den 1. februar 1979.

Udrensninger
Efter at den første regering med udgangspunkt i den islamistiske revolution var blevet dannet den 6. februar, gik de mest radikale grupper - bl.a. dem, Makhmalbaf og Hodjarrian var aktive i - straks i gang med at destabilisere den. Deres mesterstykke udførte de den 4. november, da de besatte den amerikanske ambassade og holdt 55 personer som gidsler i 444 dage.
Den efterfølgende krise bidrog til at styrte ministerpræsident Mehdi Bazargan, en liberal muslim, som altid havde været i opposition til shahens styre. Derefter fulgte afsættelsen af Den Islamiske Republiks første præsident, Abolhassan Bani Sadr, som stod Khomeini nær, men var mere moderat. Kun ved at flygte til Frankrig i juli 1981 undgik han samme skæbne som en anden af imamens tidligere nære medarbejdere, udenrigsminister Sadegh Qotbzadeh, der blev henrettet i april 1982.
Krigen mellem Iran og Irak, som Bagdad udløste i 1980, og som varede til 1988, gjorde det lettere at udrydde næsten alle modstandere. Siden begyndte den interne kamp mellem de forskellige grupperinger, der havde stået republikkens grundlægger nærmest.

Gensidig fascination
Mellem den gamle imam og de unge shiitiske revolutionære bestod der en gensidig fascination. Det mindede lidt om en bedstefars forhold til sine børnebørn. Khomeini satte pris på deres ildhu og radikalisme, og han brugte dem mod sine modstandere.
De beundrede til gengæld hans tredobbelte legitimitet. For det første var han en marja, det vil sige en "kilde til efterligning" for de troende. For det andet var der det historiske element: Han havde slået shahen og skabt et system til afløsning af det monarki, der havde eksisteret i 2.500 år, hvilket anbragte ham på linje med kong Kyros den Store. Og endelig for det tredje var han en sand revolutionær.
"Overalt i verden, hvor der foregår en krig mod undertrykkelse, vil vi være til stede. Vi er krigens mænd, og vi vil eksportere vores revolution til hele verden. Indtil råbet Allah Akbar regerer over verden, vil kampen fortsætte," sagde han den 11. februar 1981.
"Vi vil blive ved med at fremkalde kriser, genoplive forestillingen om død og martyrium og kæmpe mod slapheden. Hvis det skulle betyde Irans undergang, er det ikke så vigtigt," sagde han til sine tilhængere.

Imamen tolererede ikke fraktionskampe, og mens han levede, foregik de især i kulissen. Kort før sin død den 3. juli 1989 havde han dog fjernet sin kronprins, ayatollah Ali Montazeri, som havde vovet at kritisere mord på politiske fanger.
Han nåede også at armere en tidsindstillet bombe, som endnu i dag begrænser de iranske lederes handlefrihed: fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie.
Så kom Ali Akbar Rafsanjani. Som Irans første præsident efter Khomeinis død håndterede han den vanskelige overgangsperiode med stor dygtighed. Han bestræbte sig først og fremmest for at marginalisere de mest revolutionære og de mest venstreorienterede fraktioner. Imamens "børnebørn" blev sat ud af spillet.
Herefter iagttog de på afstand den kamp, der udspillede sig mellem de konservative fraktioner og tilhængerne af præsident Rafsanjani, der gik ind for økonomiske reformer. Samtidig foregik der en mere diskret strid mellem præsidenten og imamens efterfølger som landets åndelige leder, Ali Khamenei.

Overraskende valg
I maj 1997 dukkede en tredje gejstlig fredsforstyrrer op: Mohammed Khatami. Han fik lov til at stille op i et præsidentvalg, der skulle have været en ren formalitet - parlamentsformand Ali Akbar Nategh-Nouri var udset til at vinde, men Khatami fik omkring 70 procent af stemmerne.
"Resultatet var på én gang et udtryk for en protest og et håb om, at det endnu var muligt at reformere systemet," siger en iranske intellektuel.
Bag den nye præsident står teknokrater, tilhængere af Rafsanjani, som ikke selv kunne stille op på grund af forfatningen - og så "Khomeinis børnebørn", der er tilbage på scenen.
De har forandret sig meget. Mens de har været uden for indflydelse, har disse desillusionerede revolutionære lært at værdsætte det civile samfund og retsstaten. Nogle af dem går endda ind for at adskille politik og religion. De ser i Khatami et håb om reformer.

Frustreret ungdom
20 års revolution har bragt Iran i en katastrofal økonomisk situation. Magthavernes forhold til menneskerettighederne er forfærdende - de opsporer endda modstandere, der er flygtet til udlandet. Et andet iøjnefaldende problem er de manglende muligheder for en stor del af ungdommen (60 procent af iranerne er under 25 år).
Resultatet er, at de veluddannede udvandrer, hvis de kan komme til det, narkotikamisbruget griber om sig, prostitutionen breder sig, og religionen mister sit greb om befolkningen.
Præsident Khatami synes at have taget de unges problemer til efterretning: "De har brug for legitime fornøjelser, og man kan ikke forlange af dem, at de skal nøjes med at gå i moskeen," har han sagt.
Ikke desto mindre har revolutionen stadig stor gennemslagskraft. Den gjorde ende på 2.500 års stammedynasti.
"I Syrien, i Saudi-Aabien, i Jordan, i Irak, overalt i Golf-staterne er der problemer med arvefølgen. Det er der ikke i Iran. Revolutionen har vist, at det iranske samfund har overvundet de gamle patriarkalske strukturer. Khomeini kom til magten med folkets hjælp. Med revolutionen trådte Iran ind i den demokratiske æra. Det at stemme er blevet en normal adfærd," forklarer en iransk forsker.
Kvindernes situation er et paradoks: Regimet har begrænset deres rettigheder og tvunget dem til at tilsløre sig, men samtidig har det opmuntret dem til at deltage i samfundslivet: "Pigerne lever ikke længere skjult i familierne. På universiteterne er der nu flere kvindelige end mandlige studerende," tilføjer forskeren.
Endelig har revolutionen betydet, at befolkningen har fået et tættere forhold til sin egen kultur. Den kulturelle samhørighed mellem magthaverne og folket, som var ophørt med at eksistere under shahen, er blevet vakt til live igen.
Så længe der ikke er en egentlig politisk opposition, er det tilsyneladende tidsånden, der i dag er den største udfordring mod Den Islamiske Republik. En underforstået, uhåndgribelig og usynlig modstander, som regimet i mangel af bedre kalder "den vestlige kulturelle invasion".

Enfants terribles
Over for denne trussel og risikoen for en social og politisk eksplosion står regimet så splittet som nogensinde. De konservative vil have mere undertrykkelse. Khatamis tilhængere - først og fremmest 'Khomeinis børnebørn' - ønsker tværtimod at gøre systemet mere åbent.
Det vil ifølge professor Mohammed Reza Jalili fra Instituttet for Politiske Studier i Genève "føre til en fremadskridende udvanding af den islamiske ideologi og ende med, at præsteskabet mister sit monopol".
Khomeinis børnebørn er virkelig blevet Irans enfants terribles. Men de har ikke afklaret alle deres problemerne med bedstefaderen.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her