Læsetid: 2 min.

K'NYT

24. februar 1999

Huset i Paris skal bevares
*Folketingets finansudvalg behandler i dag en ansøgning fra udenrigsministeren om at omdanne Danmarks-huset i Paris til et særligt forvaltningsobjekt med særstatus i forhold til staten. Hermed er taget det første formelle skridt til at give et "kvalitetsløft" for huset, som ligger på Champs Elysées. Tanken er, at det skal kunne drives på et økonomisk sundt grundlag, idet lejeindtægter fra butik, restauranter og udstillingslokaler ventes at kunne finansiere en ombygning.

Faktachef bliver overchef
*Forlaget Aschehoug har valgt den 38-årige Anette Wad som afløser for Stig Andersen, der inden længe overtager styrelsen af Gyldendal. Dermed har man valgt i egne rækker, idet Anette Wad hidtil har varetaget forlagets faktaudgivelser.

Ny udlandschef i DR
*DR har fået sin første fælles udlandsredaktionschef for både Radioavisens og TV-Avisens udenrigspolitiske dækning. Det bliver den 51-årige Steen Rabing Christensen, der fra den 1. april får til opgave at koordinere samarbejdet mellem de to mediers udlandsdækning. Steen Rabing Christensen har været ansat i Danmarks Radio siden 1977. Det seneste år som konstitueret chef for TV-Avisen.

Utzon renoverer operaen
*Arkitekt Jørn Utzon og søn, Jan Utzon, har sagt ja til at være med til at renovere operahuset i Sydney indvendigt, oplyste Radioavisen i går. Det sker 33 år efter, at en skuffet Jørn Utzon forlod Australien efter uenigheder med bystyret om økonomien i projektet. Den nu 80-årige Jørn Utzon har aldrig siden sat fod på australsk jord. Det er dog ikke sandsynligt, at Utzon senior rent fysisk selv kommer til landet.

Vega vil skabe kunstmiljø
*Musikhuset Vega på Vesterbro har i weekenden 20.-21. marts inviteret en række yngre kunstnere, men også mere etablerede, til at vise eksempler på installationskunst, video, breakdance, livemusik, performance, o.m.a. Der er tale om et forsøg på at skabe et forum for tværkulturel kunst.

Underworld i Den Grå Hal
*Underworld, en af 90'ernes store grupper inden for techno-ambient-genren vil kunne høres 17. marts i Den Grå Hal på Christiania. Hjemmeadresse: www.dirty.org.

Mere mentor til oversættere
*En oversætters arbejde er ingen bøn om nåde. Man arbejder i ensomhed og nævnes ofte ikke i anmeldelserne. Derfor oprettede Statens Litteraturråd og oversætternes forbund i 1997 en såkaldt mentorordning, hvorefter en ældre kollega - mod betaling - hjælper en yngre med et værk. Syv har foreløbig benyttet sig af den. Rådet har netop bevilget et nyt beløb til fortsættelse af ordninger.

Lyrik på cd
*Antikvariatet The Booktraders i Skindergade i København udsender i løbet af de næste fire år 24 cd'er med oplæsninger af danske digteres værker. Hver cd rummer ca. tre kvarters oplæsning af en enkelt forfatter, og hensigten er at cd'erne tilsammen skal udgøre et enestående billede af dansk lyrik ved årtusindskiftet. Den første cd, med digteren Henrik Have, er allerede udsendt, og senere på året kommer der skiver med Juliane Preisler, Klaus Høeck, Niels Simonsen, Jess Ørnsbo og Jørgen Sonne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu