Læsetid: 2 min.

K'nyt

2. februar 1999

Disputats om Hartvig Frisch
*Historikeren Niels Finn Christiansen har fået antaget en disputats til forsvar den 4. marts på Københavns Universitet. Bogen Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-40, der udkom i går, udgør sammen med Niels Finn Christiansens monografi fra 1993 om Frisch (Mennesket og politikeren) disputatsen. Hvilket selvstændigt råderum har et regeringspartis politiske ordfører, spørges det bl.a. i disputatsen.

Bjørn Nørgaard undsiger E. B.
*Billedkunstneren Bjørn Nørgaard har fundet det fornødent at tage afstand fra et interview, som Ekstra Bladet har bragt med ham 29. januar. Nørgaard nægter - i en pressemeddelelse, udsendt i går - simpelthen at være blevet interviewet. Han har ganske vist talt med en journalist i telefonen, men selve den tekst, der fremkom i bladet, var "en konstruktion", hvor hovedparten er taget ud af sin sammenhæng, fordrejet, forsimplet og tendentiøst. Nørgaard slutter med at skrive, at han "ikke har del, ikke kan sympatisere med og ikke ønsker at blive på nogen måde bragt i forbindelse med Ekstra Bladets kampagne..." Til vore læseres orientering: Ekstra Bladet kører i disse uger en stort opsat kampagne, som går ud på at afsløre, hvad bladet opfatter som urimeligheder i og omrking den moderne kunst.

Penge til rytmiske spillesteder
*Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen kommer de rytmiske spillesteder til undsætning med et beløb på 10 mio. kr. fra kulturministeriet. De har længe været "et stedbarn i dansk kulturliv", siger hun i den anledning, idet hun gør opmærksom på, at beløbet ikke kan rette op på misforholdene, men måske er et skridt på rette vej. En pulje på seks mio. kr. til kunsthåndværk, design og arkitektur skal bl.a. bruges til at videreføre crafts.dk, et informationscenter for kunsthåndværk i Danmark. Ialt fordeler kulturministeren 173,5 mio. kr. af tips- og lottomidlerne til kulturelle formål.

Ønsker DR 2 ned på jorden
*Venstres mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, har udsendt en kommentar til de sammenbrudte forhandlinger om et medieforlig. Rohde mener, det ene og alene er kulturministerens skyld, hvis alle danskere ikke fremover får mulighed for at se DR 2. Venstre har nemlig tilkendegivet, at man gerne vil indgå i en delaftale om at gøre DR 2 jordbaseret, som det hedder, så alle seerrne stilles lige.

Tafdrup møder ministrene
*Pia Tafdrup vil få et vigtigt forum af politikere i tale, hvis hun holder takketale, når Nordisk Råds Litteraturpris uddeles. Det vil ske ved en seance på Museet for Samtidskunst, Kiasma, i Helsingfors d. 8. februar, hvor de nordiske statsministre, men også flere udenrigs-, forsvars- og justitsministre deltager. Samtidig modtager den finske dirigent Leif Segerstam musikprisen.

Ny cd med Gade-musik
*Den unge violinist, Christina Åstrand, er solist på en Niels W. Gade-cd, der i disse dage indspilles i Musikhuset i Sønderborg med Iona Brown som chefdirigent. På cd'en vil man kunne høre Capriccio for violin og orkester, Axel Gades 2. violinkoncert samt fem ouverturer. Cd'en er en af fem cd'er med dansk musik, som Sønderjyllands Symfoniorkester indspiller. Den første med musik af J.P.E. Hartmann og Emil Hartmann udkommer om kort tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu