Læsetid: 2 min.

K'NYT

17. februar 1999

Tonsvis af kultur
*Bogfreaks har mulighed for at tage forskud på forårets bogudsalg i næste uge, hvor Nordisk Antikvariat falbyder 20 tons antikvariske bøger i Helligåndshuset på Strøget i København. De 20 tons, svarende til 60.000 bøger, handles efter det hollandske auktionsprincip, hvor priserne daler dag for dag.

Dansk-svensk fortælletræf
*Mundholdte fortællinger er in, og i morgen aften kan genren opleves live på Dansk-svensk Fortælle-træf på Borups Højskole på Frederiksholms Kanal i København. Den svenske fortæller Christina Claesson beretter om kap med dogme-fortælleren Svend-Erik Engh (DK) og graveren Gravers Graversen (DK), men der er også åben talerstol, hvor publikum får mulighed for at få entre-udgiften retur imod en god historie. Claesson, der præsenterer sig selv på webadressen http://home.swipnet.se/christinaclaesson, er kendt for en intim fortællestil, der bl. a. har udfoldet sig i svenske fængsler. Senest har hun arbejdet med at fortælle om de drømme, hun har drømt i et kunstgalleri. Dogme-fortælleren Svend-Erik Enghs repertoire (http://www.historier.dk/fort.html) spænder fra uartige anekdoter over vandrehistorier fra Afrika. Gravers Graversen er god for forskellige historier om dyr, samt bl. a. erindringsstof fra et længere ophold på Grønland. Arrangementet starter kl. 19.

Lennon-museum i Japan
*Den afdøde eks-beatle John Lennon får sit eget museum i en forstad til Tokyo. Ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo indgik et japansk selskab sidste år en aftale med Lennons enke,
Yoko Ono, om retten til at fremvise Lennons tøj, manuskripter og tegninger. Museet skal efter planen stå færdigt i efteråret år 2000.

Mindelegat til Knud Sørensen
*Forfatteren Knud Sørensen tildeltes i går Jeanne og Henri Nathansens mindelegats store forfatterpris. I begrundelsen hedder det bl. a., at Knud Sørensen i 30 år har udforsket udkant-Danmark med en lavmælt/underfundig realisme, som på en gang fortsætter den jyske bevægelse i dansk litteratur og belyser centrale forandringsprocesser i nutidens Europa. Prisen er på 100.000 kroner.

Psykiatriske bestsellere
*PsykiatriFondens forlag har i løbet af tre år solgt 35.000 eksemplarer af de12 titler, forlaget hidtil har udgivet. I kølvandet på succesen har fonden indgået aftaler om distribution af forlagets bøger hos boghandlerne. Forlagets katalog rummer bøger om bl. a. skizofreni, narkosituationen i Danmark, selvtillidstræning, angst og psykoterapi. Bøgerne er tidligere blevet solgt gennem PsykiatriFondens kvartalsblad Psykiatri-Information, der parallelt med offentlige oplysningsmøder og forlagsvirksomhed udmønter PsykiatriFondens hensigt, nemlig at oplyse og nedbryde fordomme om psykiske lidelser.

Totaldans på Nørrebro
*Drum'n'bass scenen i København får et nyt, ambitiøst forum, når arrangørgruppen Mælkekartellet på fredag kl. 21 åbner dørene for drum'n'bass-klubben Nordvest Lydsystem. Klubben vil hver fredag på adressen Kafeen, Nørrebrogade 114, være stedet hvor DJ's og producere får mulighed for at præsentere deres endnu ikke udgivne ting for et dansende publikum. Totaloplevelsen vil få optimale forudsætninger i Nordvest Lydsystem, der gennem lysbilled- og smalfilms-projektioner, livepainting samt digtoplæsning vil operere i genrens randområder i symbiose med andre stilarter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her