Læsetid: 2 min.

Et kongeligt ministerskift

26. februar 1999

Upåagtet af offentligheden har Kronprinsen udnævnt bolig- og byminister Jytte Andersen til by- og boligminister

Efter folketingsvalget i marts 1998 overtog Jytte Andersen (S) Boligministeriet fra sin partifælle Ole Løvig Simonsen. I tilgift udnævnte statsministeren hende til bolig- og byminister, uden han dog tilførte hende nye opgaver.
Men denne titel fandt Jytte Andersen åbenbart ikke sømmende for sine og sit ministeriums ambitioner om at overtage byopgaver fra Svend Aukens miljøministerium.
Et halvt år efter sin udnævnelse formåede bolig- og byminister Jytte Andersen statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at gå den grundlovsforeskrevne vej til, at hun kunne få byerne mere fremtrædende placeret i sit ministernavn.
Statsministeren tillod sig således den 29. september 1998 i ærbødighed over for Deres Majestæt at indstille, at det måtte behage Majestæten
*"at bestemme, at betegnelsen for Bolig- og Byministeriet ændres til By- og Boligministeriet", og
*"at udnævne bolig- og byminister Jytte Maria Andersen til by- og boligminister."
Selvsikkert tilføjede statsministeren:
"I forventning om, at denne indstilling må vinde Deres Majestæts bifald, tillader jeg mig at forelægge de fornødne underskrifter til Deres Majestæts underskrift."
Statsministerens indstilling fandt nåde for Majestæten - i skikkelse af den på denne dato vikarierende kronprins, der i egen håndskrift påførte: "Indstillingen bifaldes."
For god ordens skyld tilskriblede Frederik et "I Dronningens navn" før egen underskrift og stillingsbetegnelse.

Ikke fratrådt
I Statsministeriet oplyser konsulent Torben S. Sørensen til Information, at der ikke er tale om, at Jytte Andersen gik af som bolig- og byminister:
"Men kun om, at hun er tiltrådt som by- og boligminister."
Hvordan Jytte Andersen er tiltrådt sit nye embede uden først at være fratrådt det gamle, mener Torben S. Sørensen sig ikke i stand til at uddybe.
Information har spurgt By- og Boligministeriet:
- Hvad har navneskiftet kostet, f.eks. til nye dørskilte, visitkort, hjemmesider og brevpapir?
Stedfortrædende ministersekretær Trine Garde svarer:
"Det har vi ingen tal på overhovedet. Langt størstedelen af vores brevpapir ligger ikke fortrykt. Så det har kunnet klares ved at ændre på skabelonen i computerne. Det har selvfølgelig taget nogle mandetimer. Og så er der visitkortene... Jeg har fået at vide, at det hele har kunnet holdes inden for budgetterne. Men det er da klart, det har kostet noget. Det har det."
I forbindelse med sin navneombytning modtog by- og boligministeren fra statsministeren også en ret til at blive spurgt af miljøministeren, inden denne anvender magtbeføjelser efter planlægningsloven. Hun fik ikke overført personale fra Miljøministeriet, men til gengæld den i Århus beliggende institution Dansk Center for Byøkologi.

Opinion side 15: Miljøministeren kommenterer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu