Film og forretning smelter sammen på den årlige NatFilm Festival, hvor der både er plads til store forpremierer og smalle film fra verdens fjerne afkroge
FILM-FORRETNING
Carlsberg havde en ny øl, Sort Guld, de gerne ville have markedsført, og biografdirektør og filmimportør Peter Refn fra Grand Teatret havde en god idé: Hvorfor ikke udnytte alle de biografsale, der stod tomme om natten?
Resultatet blev stiftelsen af Natsværmerfonden, der står bag den NatFilm Festival, vi efterhånden alle kender så godt, og som med start i dag løber af stabelen for tiende gang.
Målet med NatFilm Festivalen er, som Grand Teatrets og Camera Films nuværende leder og medlem af Natsværmerfondens bestyrelse, Kirsten Dalgaard, formulerer det, "dybest set at føre kulturpolitik, og via to filmpriser at skabe inspiration i filmmiljøet. Derudover sætter NatFilm Festivalen fokus på biograferne gennem den opmærksomhed, festivalen får i medierne."
Kim Foss, der sammen med Andreas Steinmann har stået for at udvælge og sammensætte festivalens filmprogram gennem seks år, uddyber målsætningen: "Peter Refn var klar over, at der fandtes mange film, som folk ikke fik at se i de danske biografer, og det ville han give dem en mulighed for."
Samarbejdet mellem Peter Refn og Carlsberg blev, som Foss udtrykker det, "den perfekte symbiose mellem kunst og kommers, hvor Natsværmerfonden, der er et filantropisk foretagende, støtter ung, dansk film med Natsværmerprisen og samtidig holder Danmark forsynet med en årlig filmfestival."
Vokseværk
I løbet af de ti år er festivalen vokset fra at være et "forlænget weekendarrangement," som hovedsageligt fandt sted om natten, til at være en omfattende og 140 titler stor filmfest, og hvor titusinder af mennesker går i biografen nærmest hele døgnet for at se film, de ellers ikke ville se - eller have mulighed for at se. Og i modsætning til så mange andre, europæiske festivaler med vokseværk er NatFilm Festivalen stadigvæk en afslappet begivenhed, hvor det er publikum og filmene og ikke stjernerne og medierne, der er i centrum.
"Navnet hænger ved," siger Kim Foss, "selvom det ikke kun er om natten, vi viser film, og vi er blevet lidt bredere i vores udvalg efterhånden. Men vi forsøger stadig at være lidt uartige, og vi vælger coverstjerner med et farligt glimt i øjet."
I 1990, festivalens første år, var Robert Mitchum på plakaten, ligesom programmet bød på flere af skuespillerens film. Årene siden tæller så prominente navne som Marlene Dietrich, Marlon Brando, Clint Eastwood, Marilyn Monroe, Catherine Deneuve, Orson Welles, Jeanne Moreau og Paul Newman i '98.
Så det er fint selskab, den asiatiske megastjerne Maggie Cheung, hvis sensuelle kontrafej pryder dette års festivalplakat, er kommet i.
Mangfoldighed
Musikfilm, dokumentarfilm, dogmefilm, tyrkiske film, Oscarnominerende film, svenske film, amerikanske independentfilm, film af Olivier Assayas, Ole Christian Madsen, John Waters, Ib Melchior, Takashi Miike, Susanne Bier, Takeshi Kitano og selvfølgelig med Maggie Cheung er blandt de mange tilbud.
For som altid er NatFilm Festivalen et overflødighedshorn af højtprofilerede forpremierer og danmarkspremierer på et utal af mere eller mindre obskure film fra hele verden, som ellers ikke ville være til at opdrive på dansk grund.
Og det er stadig hér, festivalen har sin eksistensberettigelse og lever op til Peter Refns oprindelige idé. "Vores mål er at vise både kultfilm og seriøse, iranske dramaer, at prøve at bevare så bred en smag som muligt," forklarer Kim Foss, der hvert år bruger adskillige uger på alverdens filmfestivaler for at lede efter film, han og NatFilm Festivalen gerne vil begave det danske biografpublikum med.
"Vi prøver at få et bedre program hvert år, og personligt synes jeg, at vi i år har vores til dato bedste program - men måske ikke det mest kommercielle. Vi prøver at skrue op for den kunstneriske kvalitet, uden at vi mister noget på publikumssiden."
Øjenåbner
En af NatFilm Festivalens sidegevinster er, at de mange usædvanlige biografoplevelser er med til at åbne publikums øjne for, at der eksisterer andet og mere end amerikanske actionfilm. "Jeg tror helt klart, at festivalen har haft en effekt," lyder det fra Kim Foss. "F.eks. har folk efterhånden vænnet sig til asiatisk film - at sådan laver man film derovre, og det faktisk kan være sjovt at se på."
Også Børge Nielsen, der ejer en af Københavns mindste biografer, Husets Biograf, og samtidig er en af Danmarks mindste filmimportører med speciale i netop de smalle og kuriøse film, får del i festivalens popularitet. "NatFilm Festivalen er det tidspunkt på året, hvor jeg har allermest travlt, og jeg har som regel udsolgt til forestillingerne," fortæller han. "Under festivalen summer biografen af liv, og det giver en psykologisk indsprøjtning, at se at det kan lade sig gøre."
Men, tilføjer Børge Nielsen, "selvom det har stået på i mange år, så har det desværre ikke haft en målelig afsmitning på folk - de har ikke opdaget min biograf af den grund. I de senere år har NatFilm med succes sat fokus på orientalske film, men når jeg kommer ud med f.eks. en kinesisk film, skal jeg alligevel starte forfra med at bygge et publikum op. Problemet med publikum er, uden at skælde for meget ud, at man skal fyre ti kanoner af for at få dem til at vågne op. NatFilm Festivalen er en stor begivenhed, og alle opdager den, men folk har ikke den samme nysgerrighed til hverdag, hvor de går efter de film, som får mest opmærksomhed."
Denne mangel på eventyrlyst hos publikum er Kim Foss også stødt på. "Det, Børge er inde på, og som vi selv har oplevet, har at gøre med, at det er en meget hård proces at føre folk videre til, at asiatisk film er andet end ramasjang og action. At de også laver mere følsomme film - som her i Europa."
Bundlinier
Nødvendigheden af en festival som NatFilm Festivalen viser sig også i, at de danske biografdistributører tør for lidt. De satser på det sikre, og alt det skæve, anderledes og originale får vi ofte ikke at se i de større danske biografer. "Der findes mange typer distributører," siger Kim Foss, "og nogen dealer med film, som man dealer med hvilken som helst anden vare. De ser på bundlinier hele tiden. Og i hvert fald vil de ikke sætte penge over styr for at bringe os filmkunst. I en ideel verden ville en distributør efter en succes som Armageddon sende 100.000 kr. efter en lille film om en iransk dreng - sådan er verden bare ikke. Men nu skal jeg heller ikke pege fingre af distributørerne, som vi jo har et konstruktivt samarbejde med. De hjælper os med at skaffe kopier af film, som de måske ikke selv går ud med, uden at forvente andet end den reklame, de får, når folk går ind og ser filmen."
Omvendt kan en films popularitet på NatFilm Festivalen også overbevise en distributør om, at den pågældende film er værd at satse på. Eksempelvis uddelte Nordisk Film for nogle år siden spørgeskemaer efter en forevisning af den engelske Shallow Grave, som de siden tog hjem og tjente penge på. "Det virker begge veje," mener Kim Foss. "Hvis vi kan gøre publikum interesseret i japansk film, så bliver distributørerne også interesserede."
Hvilket Kirsten Dalgaard kan bekræfte. "Sidste år, hvor udlejeren var en smule nervøs for at gå ud med Takeshi Kitanos Hana-Bi, viste vi filmen i Grand for mange mennesker og var med til at påvirke udlejeren til at tage filmen hjem," fortæller hun, der på Camera Films vegne også er glad for festivalen som udstillingsvindue for selskabets kommende film. "Det er et fantastisk forum at eksponere forårets film i. Ikke mindst de film, vi ikke har så mange penge til at markedsføre. Vi kommer ud i et velkomponeret blad til 300.000 mennesker (festivalens program, red.) og har allerede fået et solidt tag i publikum, før filmene får premiere."
Under alle omstændigheder giver NatFilm Festivalen alle filmglade mennesker en enestående mulighed for at finde et eller andet, som de har lyst til at se blandt de mange film - og måske opdager de endda nye sider af deres filmsmag undervejs.
