Læsetid: 1 min.

Kunstens mystiske hus

20. februar 1999

Når lige bortses fra Robert Smithsons to Earth Art skulpturer var Kelley og McCarthys malerilabyrint dén af Kunstmuseets nyerhvervelser, der gjorde mest indtryk på mig.
Værket kunne opfattes som en gadedrengeagtig mægling i 90'ernes genopblussede strid mellem maleri og mere rumsøgende medier: Lader maleriet sig ikke fortrænge af installationen, kan man jo bare gøre det selv til installation. På resolut fysisk vis vender lærrederne derfor deres træarmerede rygge til museets nye førstesalsrum for i stedet at samle sig om deres eget, afsondrede indre, et allerhelligste foret med maleri. På sin vis en genkaldelse af barndommens fantasi om maleriet, man forsvinder ind i, blot med omvendt fortegn - her er det ikke illusionen, der opsluger, snarest ledes man på vej ved netop at støde mod lærrederne som håndgribelig realitet.
Inde blandt de psykedelisk sprayede billedparafraser - yderst Powers' science fiction landskaber, inderst Picabias abstraktioner og 40'er pin ups - forskydes stemningslejet imidlertid fra det sakrale til det tivoliagtige, som er man havnet i et Kunstens Mystiske Hus. I dette spejlkabinet af citater på citater udfolder Kelley og McCarthy sig som uforfærdede nomadekunstnere. Og mon ikke også museumskulturens almindelige tivolisering får sig en kommentar med på vejen?

Jacob Wamberg er kunsthistoriker

Statens Museum for Kunst købte for kort tid siden en maleriinstallation 'En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia' af de to amerikanske kunstnere Paul McCarthy og Mike Kelley. Den kostede 1,4 millioner kroner. Vi har spurgt en række kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere om, hvad de mener om værket. Se selv. Døm selv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu