Læsetid: 5 min.

Kunstnerisk kompot i Det Store Æble

20. februar 1999

På grænsen til det nye årtusinde er New York stedet, hvor det sker på den amerikanske kunstscene, og der er noget for enhver smag

KUNST
NEW YORK - På grænsen til det nye årtusinde er New Yorks kunstscene fuld af liv,. Gallerier åbner overalt i byen og giver sammen med de store museer stadig mere plads til halvfemsernes generation af amerikanske kunstnere. Det er en mangfoldig flok, der kommer til byen fra hele landet og flere af dem arbejder gerne indenfor flere medier og genrer på samme tid. Fra performance, installationer, video, fotografi og computermanipulationer til maleri og skulptur. Der er skabt en tendens til at lave kunst af alt og til enhver lejlighed.
Denne eksperimenterende, uimponerede og let flygtige leg med kunsten som multimedie er fuld af kreativitet og æstetisk potentiale, det viser en række mere og mindre kendte amerikanske kunstnere som indenfor de sidste års tid har markeret sig stærkt i New York.

Genitale excesser
En af de mest omtalte er uden tvivl den unge videokunster Matthew Barney. I sin femdelte serie Cremaster (1994), opkaldt efter den muskel der kontrollerer mandens testikler har Barney skabt sit helt eget allegoriske univers af biologiske metamorfoser, atletisk udstyr, seksuelle proteser, barokke scenerier og mytologiske væsner. Det er en fortælling om køn, liv, død og kunst, der i en flashy og idiosynkratisk æstetik forener en skulpturel, næsten fetischistisk bearbejdelse af materialer som vaseline og silikone med fantasifulde og ekstravagante iscenesættelser af racerløb på The Isle of Man og opera i Budapest.
Barneys brug af video, skulptur og installation i en hybrid, visionær og aldeles elaboreret kunstform gør ham til en af samtidens mest spektakulære amerikanske kunstnere.
Selvom Janine Antoni ikke har fået ligeså meget omtale, har hun alligevel i løbet af få år med sine performances og installationer etableret sig som en af de mest markante eksponenter for halvfemsernes kropskunst. I performancen Loving Care (1992) dyppede hun sit hår i maling og svingede det ud over galleriets gulv, som var det et lærrede og til malerierne Butterfly Kisses (1993) tog hun maskare på og brugte sine øjnvipper som pensler ved at blinke flere hundrede gange med hvert øje på lærredet.
Antonis første video-installation Swoon(1997), en smuk og forpustende opførelse af Svanesøens pardans, var for nyligt udstillet på The Whitney Museum, og også her skabte hun med fysisk kraft og poetisk elegance en udveksling mellem krop og kunst.

Rejser på vulkaner
Videokunsten er på forskellige vis fremme i New York fra Diana Thaters sjove, og selvkritiske, iscenesættelser af mediets illusioner til Gary Hills små computerskabte sekvenser, der i simple billeder gør almindelige genstande til en kompleks og meditativ leg med figurer og rum. Begge bruger de mediet med blik for det fragmenterede og desorienterende, hos Hill også med en evne til at skabe historier udfra de enkelte billeder.
Også Doug Aitkens nye video Eraser (1998) er værd at nævne. I en rejse fra nord til syd på vulkanøen Monserrat kombinerer Aitken på seks lærreder dokumentarisk kortlæggning af landskab og byer med abstrakte billeder af tågeskyer, stivnet lava og klippeformationer, og bruger på effektfuld vis videomediet til at visualisere naturens mystiske og voldsomme krafter.
Helt så meget sker der ikke i nyere amerikansk fotografi, men en af de mere nyskabende new yorske fotografer er Philip-Lorca diCorica og hans serie Streetworks (1995). Den viser fotografier af storbymennesker på vej til arbejde eller i samtale ved en fodgængerovergang. Her arbejder diCorcias videre med sin særlige teknik, hvor han sætter lys og kamera op i forvejen og venter på det rigtige tidspunkt og de rigtige mennesker så at sige træder i fokus. Det giver et underfundigt og ofte morsomt spil mellem tilfældighed og iscenesættelse, dokumentar og fiktion.

Kuber og lysstofrør
Indenfor installationskunsten er Robert Irwins Excursus: Homage to the Square3 (1998), der for tiden kan ses på Dia Center, et højdepunkt. Irwin har inddelt rummet i atten såkaldte kuber med transperante skillevægge, med forskelligt farvede lysstofrør sat op på de fire vægge i hver kube. Publikum kan både gå rundt mellem kuberne og se dem gennem skillevæggene, og i dette spil mellem de forskellige farver har Irwin skabt et uendeligt smukt rum i stadig forandring. Anderledes kaotiske er Sarah Szes Book of Rocks (1996) og Second Means of Egress I (1998), miljøer bygget op af alt lige fra sæbebokse, kakler, akvarier og gaveæsker til vatpinde, haveslanger og værktøj, der med sans for det teatralske og fremmedgørende udfordrer forestillinger om tingenes tilstand. Og Julia Schers interaktive Wonderland, der med en let anakronistisk og selvironisk fascination af computerens magi genfortolker Alice i Eventyrland i forhold til nutidig reklameæsetik og informationsteknologi. Hos begge kunstnere er installationen et i bogstavlig forstand sammensat medie, og både Sze og Scher arbejder bevidst, og kritisk, med både sted, form, tid og ikke mindst publikum.

Videomaleri og sne
Der sker også nye ting indenfor maleri og skulptur. Nogle af de mest seriøse bud på et amerikansk maleri her i senhalvfemserne er Matthew Ritchies tekst-baserede installationer med maling på både gulv og væg, David Reeds kombination af barokke mønstre, kitschede film-stills og en video af mennesker til udstillingens fernisering og endelig Lydia Donas syntetiske farver og abstrakte forvridninger af geometriske strukturer. De viderefører alle, men mest af alle Reed, maleriet i relevant sampil med video og installationskunst.
Indenfor skulpturen er en række unge lovende kunstnere som Jason Meadows, Brian Trolle og Jason Dodge begyndt at gøre op med den tunge minimalistiske tradition. De bruger i stedet skulpturen som et fortællende medie og lader stoffet tage form som en historie. I sin udstilling Helsinki skaber Dodge i en kombination af fiktive tekster og industrielle genstande som måleinstrumenter og fragtkasser dækket af kunstig sne, et tvetydigt forhold mellem form og fortælling.
Der er med andre ord stor aktivitet indenfor nutidig amerikansk kunst i New York. Her er blot nævnt en lille del af de kunstnere som tegner nogle perspektivrige og nyskabende tendenser. Efter at den europæiske og især den britiske kunst var toneangivende i starten af årtiet, er der ingen tvivl om, at den amerikanske igen er med helt fremme, hvor det sker på den internationale kunstscene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu